Brok 7 (14/06/19)

Det nedbrændte kunstværk

Der er tidligere på denne platform blevet talt om den svenske kunstner Lars Vilks. Nu sker det så igen. Og igen er anledningen aktuel og trist.

Vilks, og vi andre med ham – vi der er optaget af kunst og kultur – har på ny måttet se et af hans kunstværker brændt ned til grunden. Det drejer sig om træskulpturen ”Waaaall” lidt uden for Örebro i det centrale Sverige. Tidligere, i 2016, brændte hans skulptur ”Nimis” delvist ned.

Det fascistoide hærværk breder sig – somme tider med død og fordærv i dets kølvand. Også i vores del af verden.

Hvor er det bare sørgeligt, at det er gået sådan. Og hvor er der tale om et myndighedssvigt af dimensioner. Også alene ved den kendsgerning at man lægger låg på tendensen.

For Vilks, med større personlige omkostninger end det at se sine værker destrueret af banditter og kyniske vandaler. Hans eget hus har været udsat for et brandattentat, og han må sandsynligvis leve resten af sit liv i ufrihed, kan ikke bevæge sig noget steds hen uden afskærmet af sikkerhedsfolk tæt omkring sig. Som en Salman Rushdie i udlandet, en Naser Khader og Kurt Vestergaard herhjemme. Altså under absurd forvaring i sit eget land.

I februar 2015, var Vilks målet for et terroranslag på Krudttønden i København. Han blev ikke selv ramt, men filmmanden Finn Nørgaard mistede livet ved den anledning, og efterfølgende en vagt ved den jødiske synagoge et stykke derfra. Fænomenet hedder nemlig blind terror og har alene til formål at myrde løs. Gerne uskyldige.

Hvad Lars Vilks har gjort sig skyldig i er også til at overse. Han har såmænd bare tegnet profeten Muhammed som en hund. En meningsfuld handling, fordi den testede ytringsfriheden (der i øvrigt dumpede med et brag). Mange har desværre svært ved at forstå, hvad der er på spil.

Et samfund, der ikke rigtig kan forarges over de tilstande, vi har bragt os i, er selv forargeligt. Og når sådanne kunstafbrændinger  ikke får synderlig omtale og slet ikke udløser protester, er det fordi tavsheden er fej. Det er lige før, man får hyggen galt i halsen.

SA

Skriv et svar