Vennen. Om en stund med en veninde.

Sidder fredeligt på molen,
følger havnens bølgevand
spejle glimt af aftensolen,
hører klukkene mod land,
og i krusningens reflekser,
som vi ivrigt kigger på,
ser vi himlens skyer hekser
mellem guld og sølv og grå.

Her er sommer-lunt på havnen
og på sø og mellem siv,
som vi sidder her med favnen
fuld af minder fra vort liv.
Himlen hvælver aftenrøden,
tanken flyver varligt hen,
til den gang jeg stedt i nøden
modtog støtte fra min ven.

Husker da jeg langvejs ude,
faldt omkuld og over bord,
og du kasted’ fra din skude
venskabs redningskrans og snor.
Dér i skæbnens lunefulde,
pludselige kastevind,
som fik alting til at rulle,
holdt du fast om rorets pind.

Du er mer’ for mig end redning,
du er en, som jeg har kær,
du er hjemstavnsfjordens bredning,
frisk og ny og kendt og nær.
Du gir’ åbning og forandring,
holdepunkt og hvilested,
frodigt landskab på min vandring,
glæde der vil vare ved.

Duggens svale aftenkulde
varsler nat og ender dag,
og vor tætte, højtidsfulde
time runder sårbart af;
mens der daler stille lykke,
hvisker gruset vore skridt,
vi er venner, vi er trygge,
og går mætte hver til sit.

Frank Colding, (FC) 2003-7
(Sat i musik af komponist Jane Samuelsen)

Anmeldt af Sabbath Andersen (SA)