Brok 9 (25/06/19)

Dette 9. brok starter et helt andet sted end hvor det ender. Og går desuden fra et makro- til et mikroperspektiv. Fra det generelle til det specielle. Altså lidt af en baglæns progression, hvis man kan sige sådan. Men sørme også med en smule selvransagelse. Hvem skulle have troet det?

Jeg har netop læst og noteret mig, at de to højskolefolk og kloge mennesker, Lisbeth Trinskjær og Anders Fogh Jensen (førstnævnte endog formand for Højskolerne) efterlyser en ny debatform ikke bare for deres elever, men for den generelle debatkultur i det hele taget.

Nu tror mange straks, at der igen er tale om den gamle traver med en for hård tone i den offentlige samtale. Men ingenlunde, snarere tværtimod. Begge slår nemlig til lyd for at man også skal være villig til konflikten i en given diskussion. Det er deres erfaring, at samfundet er præget af en konsensuskultur, hvor det gælder om ikke at støde an, være alt for åbenlyst uenig. Hellere pakker man meningsdivergenserne ind i vat, eller holder sig helt tilbage (bortset fra vulgariteten på de sociale medier selvfølgelig). Man er vel pæn og taler ikke lige ud af posen! Ikke godt for demokratiet synes både Trinskjær og Fogh Jensen.

Det med den overhøflige konfliktskyhed, som den kommer til udtryk i sprogbrug, leder lige over i mit egentlige anliggende, der handler om skiltning og boder. Begge dele i vejsiden.

Det første dog mest ved lyskrydsene. De fleste har nok bemærket, at der er kommet disse nye formaninger med opfordring til lige at se sig godt for, inden man starter for grønt. Noget med at bruge et par sekunder på knap at have så travlt.

Selv det mest indlysende skal åbenbart ses fra flere sider! For kan det ikke lyde lidt hen ad, at man selv har en god bid af skylden, når man bliver torpederet af en galning, der ikke har tid til at stoppe op for gult, for slet ikke at sige rødt?

Og så til boderne med kartofler og jordbær (gerne lidt rådne og til ublu overpriser). Den, jeg købte ved, havde opsat et skilt med en kærlig appel til alle dem, der kørte derfra med varerne uden at betale. Sådan husket lige fra hovedet – noget med at vise en smule forståelse for sælgers lille familie, der også skulle leve (allerede her lidt hult, for såvel familie som varer kom fra en halv herregård i nærheden). Samtidig med at vedkommende fandt forståelse for, det også kunne være svært for KUNDENS lille familie at få det hele til at løbe rundt. Altså en så ovenud rørende hilsen til tyven, at ikke et øje var tørt.

Det kan man da kalde at forsøge sig med det gode. Ren Moder Theresa. Men tanken om, at nogen skulle være så meget i nød, at de må stjæle en pose kartofler for ikke at dø af sult, må da vist stamme fra et parti ikke længere til højre end Enhedslisten, eller være et levn fra Jens Vejmands tid.

Den slags oratorisk krammer lyder i mine øren som en form for elskværdigt lal. Omstændighederne taget i betragtning, synes jeg snarere, der var anledning til at kalde en spade for en spade. Noget i retning af: I forbandede svindlere og tyveknægte. Får jeg fat i jer, bliver I dyppet i vores gylletank.

Modsat hele den der udglattende og blødsødne stil, der gør sig gældende i begge eksempler, og efterhånden overalt, og som jeg har svært ved at forliges med, ja ligefrem ækles ved. Ligesom jeg så langt foretrækker en kontant vin (15% og opefter) fremfor en limonadeagtig halvsød.

Jeg slutter ikke lige her, men med et par alvorsord helt til sidst. Ikke mindst rettet mod egen ironiske stil: Ironi har jo tit den skavank, at selv om den ikke skyder helt forbi målet, rammer den alligevel ikke skiven – fuldtonet, havde jeg nær sagt. I modsætning til substantiel saglighed, der er anderledes forbundet med rentonet alvor. Noget man som ironiker godt kan savne ved sine egne skriv.

Måske man derfor skulle stoppe disse brok i vanlig stil, inden man bliver alt for led ved dem … og ved sig selv!

SA

Skriv et svar