Ugens brok 8 (19/06/19

Af praktiske grunde har jeg fundet det hensigtsmæssigt at omdøbe indlægskategorien ”Fredagsbrok” til ”Ugens brok”.

Her, på denne onsdag, følger nr. 8 i rækken. Det tager udgangspunkt i en mc-tur til Assens.

Kurver

Der indledes med alt andet end et brok. Og så dog. Jeg savner den tidligere færgeforbindelse fra Årøsund til Assens. Som når vi skulle besøge min onkel og tante og stævnede ud i det friske farvand mellem Sønderjylland og Fyn – somme tider under ledsagelse af kåde delfiner tæt på skibet. Det var lidt af et eventyr for både børn og voksne.

Man kan selvfølgelig stadig tage Alslinjen mellem Fynshav og Bøjden, men det er nu ikke helt det samme, og så udstår der et godt stykke fra Fåborg til Assens. Ellers skal man helt op om broen. Det er heller ikke at foragte. Især når man er på motorcykel, for vejen sydpå fra Middelfart er smuk og fristende kurvet.

Passende overlap til det næste, det med det kurvede. Og samtidig optakt til brokket, der imidlertid er usædvanligt mildt i denne uge. Ja, svært at få øje på.

Men lad mig lige komme til Assens først. Jeg skal ned til havnen, hvor jeg har en stambænk, og hvorfra der i klart vejr er udsigt over til mit kære Sønderjylland på den anden side vandet. Det er svimlende. Derfor er det målet for turen.

Jeg parkerer Hondaen, og når jeg er alene (hvilket jeg så afgjort foretrækker), får jeg min frokost på bænken. Til akkompagnement af mågeskrig og med et svagt pift af svovlbrinte i næsen, mens jeg falder i staver over de erindringer fra fordums herlige tider, sanseindtrykkene vækker til live.  De ydre stimulanser omsættes til salighed i det indre. I filosofisk terminologi, intet mindre end en transcendent  bevidsthedsekspansion under indflydelse af øjeblikket –  😉

Kunne godt blive siddende noget længere, men jeg har lang vej hjem, og må snart starte turen tilbage. Den går først over torvet, hvor jeg gør holdt ved statuen af Peter Willemoes højt oppe på sin piedestal og i selvbevidst positur. Han havde grund til det, for havde udmærket sig ved tapperhed som søofficer i flere slag. I nogle endda som øverstbefalende. Og så var knøsen bare 17 år ved starten af sin professionelle karriere (påbegyndte uddannelsen som 12årig). I en farlig metier, der kom til at koste ham livet allerede som 24årig i slaget ved Sjællands Odde.  Men tænk engang, så ung og så allerede sådan en helt! (”Han var dreng, men stod som mand”, som det siges i sangen).

De kurvede piger (efter datidens kvindeideal, i modsætning til nutidens stakitfigurer) må have været lige så vilde med ham, som mange er med lad os sige Rasmus Seebach i dag. Så havde det været den unge Willemoes, der kaldte ”Kommer hid, I piger små!”, var de komme styrtende.

Men det er Grundtvig, der har forfattet visen lige efter heltens død. Forfatteren var selv ung på det tidspunkt, og knolden sandsynligvis fyldt med så meget andet end netop den Willemoes, sangen ellers var en hyldest til. Snarere lifligere ting og sager, der imidlertid skulle pakkes godt ind dengang. Visse ting kunne man ikke bare sådan sige lige ud.

Jeg har dog gennemskuet ham og de tankebaner, der løb gennem hans ungdommelige hoved, for næste linje lyder: ”Strengen vil jeg røre”. Den skal foregive at gå på digtet som instrument, men pigernes gråd (”Hører det, I piger små!/I må ikke græde”) bestyrker tvetydigheden.

At den gode Grundtvig sådan lægger låg på de båndlagte drifter rækker da til et spagt brok. Dog, han er undskyldt – digtet er helt i Romantikkens kyske ånd.

Det er længe siden med den epoke, men dens sindstilstand er kommet for at blive. Den kan indfinde sig til alle tider, blot de nødvendige impulser gør sig gældende. Som her med en treklang af smuk vise (melodi af Weyse), ungdom og søhelt, samt et smilende bælt med hvide sejl og sølvblink i det blå som bagrund. Det går alt sammen op i en højere enhed, og udgør crescendoet i mit eget romantiske stemningsleje.

Den består lidt endnu, stemningen, indtil skærpet agtpågivenhed (nødvendig når man kører motorcykel), tager over. Nordpå denne gang, men kurverne er de samme, og begejstringen over dem ligervis. Det er den følelse, der er essensen i enhver tur på den tohjulede.

SA

Skriv et svar