Toms jul

(Historien er et let omskrevet uddrag fra min fortælling ”Firewall”, der er at finde som E-bog på SAXO.

Hovedpersonen, Tom,  arbejder i et kæmpe firma,  der yder rådgivning og assistance i fyring af medarbejdere . Kører efter devisen: Man kan sagtens drive en forretning uden kunder (når bare tilskuddene er store nok). Foreløbig uden efterspørgsel efter varen, men det kommer der.

Tom har kort forinden gjort et gigantisk karrierespring til firmats øverste  IT-ansvarlige, selv om han ikke aner en pind om det område. Der stikker da også noget under den forfremmelse.

Personligt har han desuden store problemer. Er ensom og kan ikke finde sig tilrette i tilværelsen. Dog hans hus er under ombygning!

(“Synden” bliver nævnt. Det er et område lige uden for byen.))

 

Julen betød et par friuger, men uden pårørende var det ellers noget der bare skulle overstås. På grund af sit udraderede hjem, havde han måttet takke ja til ekskonens invitation. Han skulle da ikke sidde alene! Men så skulle han altså også klædes ud som julemand og komme med en sæk til ungerne!

Han ville nu under ingen omstændigheder have holdt jul i en ruinhob, så alternativet havde været på hotel, hvilket var endnu værre. Ene mand blandt lutter familie-ærtehalm var ikke til at bære. Frem for al den sammenæltede marcipan-lykke, foretrak han altså sin fraskiltes nr-2-knagende ægteskab i det endimensionale parcelhus, hvor mand og kone ustandseligt gik hinanden på nerverne, men holdt en midlertidig borgfred i helligdagene, af hensyn til hele den pukkelryggede familie, samt æresgæsten.

Her fik han straks ved ankomsten udleveret sit dress, inklusive hvidt skæg og røde papkinder, mens de forventningsfulde små et øjeblik var ude. Og lidt efter bankede han på til stuen, og trådte ind med sit indstuderede ”HOHOHO”.

Før flæskestegen, gik han i kirke, for at være så meget borte som muligt. Men han fik da også det ud af det, at han genhørte gode gamle Lukas´ 2., som han ikke havde oplevet siden han var dreng. Og det var pinedød smukt, måtte han sande. ”Og englen sagde: Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Eder er i dag en frelser født. Han er Kristus, herren …”

Tom blev sgu lettere sentimental ved det – rørt til tårer. Og da det sluttede og han trippede ud med det fulde hus, var han stadigvæk slagen af forundring over evangeliets kraft. En frelser var født! Kunne det være sandt?

”Onkel Tom!” – sådan blev han kaldt af de to små bæster, der var i fast, larmende rutefart frem og tilbage mellem deres værelse og stuen, og som hver gang de gjorde station, hvor han sad, plagede livet af ham med et eller andet – ”onkel Tooom…! Kan du ikke lige ordne min computer?”
”Skulle være en smal sag for en IT-kyndig”, konstaterede manden i huset tørt.
”Lad nu lige onkel Tom. spise færdig først”, formanede konen sine poder.
”Nej NU!”

Der var ikke noget at gøre. Tom blev bortført til børneværelset, men kunne ikke finde ud af en skid med at få et vindue til at fylde hele skærmen. Selv en så sandsynligvis meget simpel operation kørte han fast i. ”Et gammelt program”, undskyldte han sig med, da han duknakket kom tilbage i stuen og skulle forklare sig overfor forældrene. Manden, der i et og alt var fjendtligt stemt over for sin forgænger, fik et syrligt træk ved mundvigene.

Resten af aftenen, med juletræ, gaver til ungerne og hele molevitten, forløb i fortættet pinlighed, med mundhuggerier mellem børnene og stikpiller mellem forældrene, så det var en lyst; Tom gik heller ikke ram forbi, fik også sin bekomst. Dog først sent, da far og børn var gået til køjs, og han var blevet alene med konen, der da havde fået for meget portvin og begyndte at grave i fortiden. Om hvor meget det var hans, og hvor lidt det var hendes skyld, at de var blevet skilt. Hik! Altid sad han og hang over de bøger Hik! En tørvetriller, så det ikke var til at holde ud. To gange hik. Og videre op og ned ad stolper i samme hikkende dur. Men hvem sagde skaden ikke kunne gøres god igen! Hun rykkede over ved siden af ham i sofaen.

”Jeg foreslog også, vi kunne gå i terapi. Men ork nej, det ville herren ikke høre tale om. Var det noget at sige til, det gik som det gik? Desuden var du dominerende, så jeg skulle ha` min frihed dengang. Forstår du det nu?”
Nej, det forstod han ikke et kuk af. Han havde været igennem de store tænkere og forstået dem så nogenlunde; men der her forstod han ikke.

Sådan som hun snakkede, kunne man få det indtryk, at det var hende, der havde brudt i sin tid. Hun glemte vist, det rent faktisk var ham, der ikke kunne holde til hendes evige jagt efter oplevelser, den evindelige trækken rundt med ham til festivaler, motionsløb, nabofester, jazzkoncerter og dårlige, men åh så spændende film om knas i parforholdet. For ikke at snakke om turene til udlandet, evig og altid overfyldte byer, hvor der alligevel altid var langt bedre end hjemme – i hvert fald på fortovsrestauranterne, hvor man kunne sidde og kigge på mennesker. Og kede sig ihjel.

Vær social var mantraet. Ud blandt folk! Hun var lærer, og man skulle tro hun fik nok af store skarers skrig og skrål i dagligdagen, men nej – også i fritiden dyrkede hun flokkulturen som en religion og med en overbevisning der overtraf den mest fanatiske fundamentalist. Selv mente hun sig varmere, mere følsom, åben, udadvendt og kreativ og med mere af barnet i sig i behold end nogen anden. Mens de fleste ikke turde vise deres følelser, var hun hævet over alle andre i varm menneskelighed. Kunne ikke se at hun først og fremmest var dybt banal. Og desuden ikke så lidt af en tyran.

Samtidig kunne han ikke stille hende tilfreds. Hun forlangte det umulige. At han skulle falde ind i, gå i synkroniseret svang med hendes uafbrudte og fuldstændig utilregnelige sindelags- og stemningsskift. Han kunne simpelthen ikke falde ind i urytmen, var altid forkert, svingede aldrig i samme takt. Men det tror fanden når takten vekslede hele tiden. Samtidig bildte hun sig ind, at hun ville et eller andet, som hun i virkeligheden slet ikke havde lyst til. Men det VILLE hun ville, med en stålsat vilje og en stædighed af jern.

Spørgsmålet var i det hele taget, hvor social hun i grunden var, når det kom til stykket. Snarere lidt af en enspænder, sådan at forstå at ingen kunne følge trop. Ikke engang en tankelæser, for der var ikke rigtig noget at læse. Dette i egne øjne ih så levende og sprudlende menneske, var i selskaber nærmest anonym og let at overse. Og under alle omstændigheder røvkedelig.

Det var som om, at havde hun ikke en fiks idé, et luftsyn at styre efter, gik hun i stå og visnede som en tørkeramt plante. Hendes levende tid var mellem ideens undfangelse og realisering. Dér var hun i drift og kunne illudere livlig og foretagsom – så sprælsk at ingen andre, og i hvert fald ikke hendes fejltagelse af en mand, kunne holde trit, hvilket gjorde hende yderligere irritabel og lagde yderligere til hendes frustration; men i det øjeblik den aktuelle grille, hun havde sat sig i hovedet, var opfyldt, gik hun flad, og blev nær ved usynlig. Kun kortvarigt, for hun blev snarligt behersket af et nyt sug af længsel efter en ny fjern horisont, og udrugede hurtigt et splinternyt projekt at kaste sin ildsjæl ud i. Sådan var det hele tiden, op og ned, frem og tilbage. En uafbrudt stræben efter et eller andet hun ikke selv vidste, hvad var. En ustandselig gåen efter en stimulans, der kun var en tilfredsstillelse, så længe den lå og lokkede et stykke forude.

Efter en periode med kilometerlange, hysteriske monologer, som han måtte lægge øre til hele nætter og dage, og hvor hver tomme af deres samliv blev vejet på en brevvægt, vendt og drejet, formet og udlagt til ukendelighed, konkluderede hun, at det her altså ikke kunne fortsætte. At hun var et menneske med ressourcer der havde brug for modspil, han ikke kunne honorere, og bla, bla, bla. Altså ville hun skilles, og hun havde for øvrigt også truffet en anden. En RIGTIG mand, som hun sagde.

Tom spillede ked af det, det bedste han kunne, men var lettet og kunne sagtens leve med, at hun var af den opfattelse, at det var hende der droppede ham. Den tro måtte hun hjertens gerne blive i, bare han kom ud af det i en fart. Heldigvis havde de ikke nået at få børn. Dem skulle man da ellers også prøve at have, og det sørgede Alfred for i næste ombæring. Der fulgte hurtigt et par snotunger, skraldemandens udtrykte billede med polypper og knoldehoved og det hele.

Inden det første barn giftede de sig også – umiddelbart efter skilsmissen – hun, ikke fordi hun var forelsket, men snarere af rastløshed. Og i protest mod Tom. Alfred var nemlig dennes diametrale modsætning. Renovationsarbejder. Stor, grov, fåmælt og nærmest analfabet. Men han kunne åbenbart kneppe hende til at holde kæft lidt, og så lod han sig slæbe med til alle mulige og umulige, larmende arrangementer og folkefester. Uden at kny, bare det var med udskænkning, og han kunne sidde ved drukkenboltenes langbord og få sine bajere i fred, mens hun badede sig i folkemængden og andre kollektivt sindede. Alligevel lagde Tom mærke til, at Alfred ikke kun var sløv, men også lidt træt i blikket, så det sociale liv havde taget på ham også.

Samtidig udsatte konen den i alle henseender tunge mand for større og større hetz. Knap nok var de kommet ud af kirken, så var hun allerede i bevægelse mod nye mål. Og fra første hvedebrødsdag kedede hun sig godt og grundigt og gik på udkig efter en fornyelse. Hun var nået frem til at Alfred stod i vejen for hendes selvudvikling, og ønskede ham hen hvor peberet gror.

Det fik Tom at føle i denne sene aftenstund, hvor han var blevet alene med hundjævelen, og hun startede en offensiv for at erobre det tabte tilbage. Hun lagde så kraftigt an på ham, at han næsten blev kvalt i hendes favntag. Åh min ven lad os gøre et nyt forsøg! Åh jo, lad os! Jeg har altid kun ælsket dig. Dig, dig, DIG! Fråden stod hende om munden, og hun lugtede som et hjemmebrænderi.

Han strittede imod som en gal, men så ud til at blive løbet over ende. Kun lige med nød og næppe fik han sig vristet fri. Til gengæld stod hendes bluse da allerede pivåben fortil, og nu gjorde hun anstalter til at tage den helt af. Nok til at han kunne se, at det indenunder ikke just var blevet kønnere med årene. Han havde villet stikke af, men måtte i stedet gå til modoffensiv, og kæmpede desperat den modsatte vej. Det var en hel komedie. Ligeså hurtigt hun knappede op, ligeså hurtigt knappede han til.

”Shysh! Ikke så højt! Hvad nu hvis Alfred kommer!” hviskede han forpustet i kampens hede.
”Ork, det murmeldyr! Han ligger og snorker. Det gør han altid. Du ved ikke hvor trist det er. Jeg har været sygemeldt en hel måned på grund af ham. Kom nu! Åh kom nu!”
”Jeg snorker også. Ja, kan du ikke huske det, hvor gal du var over min snorken? Ja, det var en af hovedgrundene til at du ikke kunne holde mig ud og vi blev skilt. Husker du ikke det?”

Det gjorde hun ikke, hun kunne slet ikke huske, hvorfor de var blevet skilt. Og havde aldrig vidst det. Hvis snorkeriet havde været en grund, havde det kun været en lille i forhold til de andre og egentlige. Og når sandheden skulle frem, var det, som sagt, slet ikke hende, der havde brudt. Havde hun ikke gjort det, havde han. Eller måske det der var værre! Hun skulle lige vide, hvor tit han havde gået med planer om at slå hende ihjel, og at det kun var et held, at hun kom ham i forkøbet og snakkede ham af banen. Og samtidig aldrig fik rokket ved den opfattelse, at han var en harmløs og skikkelig, men noget så gabende trist nikkedukke af værste kedelige, stillesiddende observans. Hendes enøjethed registrerede aldrig hans uregerlige sjælskaos og destruktive vildskab. Hun vejrede aldrig de kræfter og drifter der gærede i hans dyb af en rygende vulkan og hele tiden var på vej i udbrud. Og som, hvis der var gået ret meget længere allerede dengang ville have gjort ham til morder.

Det værste var imidlertid at denne hans debut i parforholdet havde efterladt i ham et syn på kvinder, som kom til at præge hans forhold til samtlige af slagsen i tiden fremover. Han havde fået hvad man kunne kalde et fruentimmerknæk. Vakt var hans mistillid til de skabninger – sådan generelt. Især da han opdagede, at de alle over én kam var mere eller mindre ens og af samme støbning. Alle havde en rem af huden. Med denne rædsomme første gimpe havde han sådan set truffet dem alle sammen, erfarede han efterhånden. Og han var ret sikker på, at den foragt for disse sindssygt ustadige væsener, der altid lå og lurede lige under overfladen – hvor meget stivelse de så end kunne få frem i hans rumsterestang – skyldtes hende. Der hvor han stod nu, kunne han ikke se andet end at kvinder kunne man kun knalde – ikke elske.

Befrielsen havde været som at vågne af en ond drøm. Og gud hjælpe mig om så ikke desto mindre alt hvad han var sluppet ud af, nu blev tilbudt ham igen, og med to afskyelige og uopdragne unger som ekstragevinst. Jo tak – han kunne sagtens modstå fristelsen.

Og tidligt næste dag var det heldigvis overstået. Presset var lettet til moderat, og han slap for anden gang ud af samme løvindes gab og kunne starte hjemturen. Han priste sig lykkelig for, han ikke havde givet efter for fristelsen, men kunne holde tæt med hvor højt på strå han var kommet, hvilken karriere-lufttur han havde gjort – og at hun ikke nåede at få set score-kareten, der var parkeret et stykke henne ad vejen. Af hensyn til det indledningsvise omklædningsnummer. Julemanden kom jo i kane, ikke i en Porsche. Havde hun været vidende om alt dette, var det næppe gået så let.

Hun nøjedes med en tryglende og rørende forespørgsel, om han da ikke ville blive til frokost. Han fik lidt ondt af hende, for et stykke derfra stod Alfred i sin plettede undertrøje og skulede. Men nej, ellers tak! Han havde så mange gøremål. Men det havde været noget så hyggeligt!

Sådan sagde han, men tænkte, at han næste år tusind gange hellere ville holde juleaften blandt vagabonderne i ”Synden”, end en gang til at udsættes for et voldtægtsforsøg i parcelhuset af et kæntret fruentimmer.

Sabbath Andersen (SA) 20/10-17