Timeglas

Hun satte sig på bænken og tog skoene af. Da hun bøjede sig for at samle dem op, fik hun øje på en 2 krone, som var kommet til syne, da hun sparkede skoene af i det fine sand. Hun så hvordan sandet fejede henover overfladen og gættede på, at den snart ville være dækket igen, hvis hun lod den ligge. Der lå sikkert mange ting gemt her i klitterne imellem de skarpe, syngende siv, som klamrede sig til overfladen på de flygtige toppe hist og pist. Hun samlede 2 kronen op og lagde den i lommen indeni en knyttet hånd. Det var ikke koldt, alligevel frøs hun, så hun stak også den anden hånd i jakkelommen.

Ude ved vandkanten gik et par og spejdede efter noget at samle op. Hun gættede på, at de var på jagt efter rav, de så optagede og koncentrede ud og lod ikke til at udveksle mange ord, når de nærmede sig hinanden. Alligevel var det tydeligt, at de var på fælles udflugt, idet de begge smed deres fund i den samme kurv, når de af og til samlede noget op, de ville beholde. Hun havde selv forsøgt sig mange gange med at finde det der stykke forjættede rav. Indtil videre var det ikke lykkedes. Hun mente selv, at det var universets eviggyldige lov, som gjorde sig gældende der. Loven om, at det er bedst at vogte sig for at udvikle ”tunnelsyn” på verden. Hun var i hvert fald i særlig grad ikke skabt til at fastholde det ret længe. Der var så meget, man blev snydt for at bemærke så længe. Så meget andet, der glimtede og inspirerede i sollyset. Hun smilede ved tanken, hun havde slæbt det halve nordjylland i form af sten, skaller, træ, metal og andet godt med sig hjem fra stranden, men altså ikke rav. Hvis hun nogensinde skulle lykkes med at finde rav, var hun sikker på, at det nærmest skulle foræres til hende at få øje på. Måske som en del af sandet i skoen, som hun hældte ud, når hun kom hjem. Måske var rav bare slet ikke hendes form for guld? Måske ville hun ikke få øje på det, om det så blev strøet for hendes fødder, så hun var ved at snuble over det. Det var faktisk lidt morsomt, når hun tænkte over det, menneskets fascination af det uopnåelige. Menneskets trang til at jagte det sjældne og unikke. Og der var ikke langt fra fascination til besættelse i den henseende.

Fra bænken hvor hun sad, havde hun til siderne udsigt til et par kunstigt anlagte strandrevler. Det ene til venstre havde en plankebelagt kerne, så man kunne gå helt ud til spidsen, som endte et godt stykke ude fra land. Om sommeren var mange helt ude at vende, især hånd i hånd. Og hun huskede også tydeligt, hvordan det næsten kunne føles svimlende at stå derude og følge vandets dønninger og skumsprøjt med øjnene, som om havet trak i usynlige tråde og gjorde det svært at holde balancen. Eller også havde hun været i en slags rus, da det skete. Tanken ledte hendes blik over på fyret, som lå oppe på pynten lidt bag strandrevlen. Hun mærkede et sug i maven, da hun så direkte på det. En bølge undertrykte minder boblede straks op fra dybet og visualiserede sig på det indre lærred. Hun vidste, at det var formålsløst at følge sin lyst til at blive sammen med dem og lade filmen spille færdig. De var på én og samme tid livgivende og dræbende. Hun havde ikke været her i 8 måneder. Nu var det atter forår, og en ny turistsæson lå lige om hjørnet. Og med den en risiko eller en chance, alt efter hvordan man så det, for at nogen igen i år ville lade sig forføre af stemningen til at gøre, som hun selv havde gjort. Overfor sig selv kunne hun være ærlig, mente hun, men hvis nogen spurgte, ville hun sige, at hun havde fortrudt. Sandheden var, at uanset hvordan hun vendte og drejede erfaringen, så ville hun ikke være den foruden. Til trods for løgnene, den dårlige samvittighed, krisen som fulgte og til dels stadig var, smagte det stadig godt blot ved at strejfe historien med tankens tungespids. Hun ville have gjort det igen, selv hvis hun som nu, kendte til de konsekvenser, det ville få, og som på alle andre konti havde trukket hende stærkt ned. For det var først bagefter, og kunne ikke røre det, der udspillede sig forud. Alt var delt op i før og efter, både før og efter affæren. Før affæren var ”før” bare et andet ord. Et mere uskyldigt og knapt så skelsættende dramatisk ord. Før affæren var ”før” som oftest forbundet med tiden ”før” børn, ”før” ægteskab, og det var ikke forbudt åbenlyst at dyrke lysten til at springe tilbage til ”før”. De havde ligefrem dyrket at genkalde sig alle de ting, man havde kunnet gøre ”før” og svælget i den gode følelse af minderne.

Efter affæren, forsvandt ”før” fra mulige steder at gå hen sammen. ”Før” var noget, hun forsøgte at undgå at komme ind på, for uanset om hun talte om ”før børn” eller ”før ægteskab”, så lagde det sig altid i skjul fra den altoverskyggende, dominerende association: ”før affæren” og den ville ingen af dem røre ved sammen, hvis de kunne blive fri. Affæren var blevet en lille betændt vabel, som de passede på ikke at snitte, og hvis de gjorde, væskede det i mange dage efter. Og det var den dræbende del. At affæren var en del af hende, som hun ikke havde ret til at lade fylde i det ægteskab, som hun havde valgt at vende tilbage til. Derfor burde hun ikke ofre den for mange tanker, endsige opsøge mindesmærker som dette. Det var formålsløst, men hun sad der alligevel, fordi hun havde brug for at mærke hele sig selv uden hensynet til andre omkring sig, som måtte ønske, at hun blev ovre på den rigtige side af hegnet i tankerne. Det kunne til tider føles som om, at de ”forbudte” tanker stod skrevet i panden på hende, så hun gjorde sit bedste for at navigere udenom. Nogle gange, som i dag, blev trykket fra det for stort. Hun elskede sin mand før og også nu, efter affæren. På mange måder havde affæren genoplivet sider af hendes personlighed, som hun havde vinket farvel til, nærmest uden at opdage det. Sider som hun havde savnet. Ofte havde han indledt sætninger med ”Kan du huske, da vi mødte hinanden”, afsluttende med henvisning til noget, hun engang var. Han kunne bare ikke forlige sig med, at ”genskabelsen” var sket i kraft af noget, han ikke selv havde del i, og derfor vendte han bevidst det blinde øje til gaven, som lå og ventede på ham deri. Hun kunne godt forstå hans første reaktion i tiden lige efter. En del af hende vidste godt, at hun nok ville have reageret med samme trods, vrede og mistro, som han havde gjort. Nu kunne det til tider virke som om, han ikke helt havde gjort op med sig selv, om det var kærlighed eller konkurrence, som havde drevet ham til beslutningen om at tilgive bedraget og ønske at blive sammen. Den første tid efter, de havde genoptaget forholdet ovenpå det drænende vakuum, der opstod i kølvandet på affæren, havde han været ovenud kærlig og tilnærmende. Nærmest taknemmelig i sin opførsel. Han bekræftede hende i, at sammen kunne de klare alt, og dette bare ville gøre dem stærkere sammen. Hun havde nydt opmærksomheden og følt sig nærmest nyforelsket i sin mand igen. Indtil hun den første gang havde en ”dårlig” dag og ikke havde overskud til at imødekomme ham med samme energi. Så kom spørgsmålene og hun fornemmede den bitre og mistroiske stemning, der lå lige under overfladen. Han sammenlignede aldrig direkte, men det var tydeligt, at han forsøgte at få hende til at svare i retning af noget, som han kunne tolke som et signal om, at hun tænkte på ”det” og savnede ”det”. Som om han gik og følte sig forsmået inderst inde på en måde, som gav sig udslag i en tiltagende dyrkelse af et martyrium som ærligt talt ikke klædte en mand. Situationer som disse ville ofte ende med, at han søgte hende seksuelt, når hun havde allermindst lyst til det. De gange, hvor hun valgte at afvise ham, uanset hvor blidt det skete, var han mærket i flere dage efter. Først tavs, så vred, for hende at se, og så fandt han som regel på et eller andet projekt, som kunne distrahere ham fra tankerne og det næste tilløb til at ”tale om noget”, han ikke kunne finde ud af, eller ønskede, at sætte ord på. Og så dukkede han op til overfladen, når han igennem dette projekt havde genoprettet en form for indre harmoni, som tillod hende at komme indenfor igen. Hun var ellers sikker på, han havde masser gode ord at sige, men hans stolthed forbød ham at lade dem slippe ukontrolleret ud. Han ville hellere dø end at erkende blankt, at han var jaloux på et spøgelse, som for længst var sendt i graven. Hun ville aldrig have været affæren foruden, men hun savnede intet ved manden, som havde stået og vinket hende ind fra sidelinjen og sendt hende ud i den. Problemet var, at hun aldrig kunne overbevise sin mand om den sidste del, uden at han stillede spørgsmål, som krævede at hun løj om det første. Måske ville han en dag blive modig nok til at forsøge at forstå komplekset. Lige nu kunne det gå begge veje med ham, endnu. Så længe der var udsigt til bevægelse i én af retningerne, var hun håbefuld. Det sidste hun kunne tolerere var, hvis de endte med at gå side om side og suge energi fra alt andet end hinanden, fordi ingen længere turde at krybe helt tæt eller give endegyldigt slip på det lort der var tilbage. Fanget i trygheden og det velkendte, frigjort fra at mærke livet – rigtigt. Det var nok hendes sande angst. Måske den eneste reelle i livet og også den, der havde gjort, at hun havde opsøgt en affære for første og helst sidste gang. Affæren skete ikke, fordi hun var i tvivl om, hvorvidt hun elskede sin mand. Der var bare noget der gjorde, at hun var holdt op med at føle efter. Og nu sad hun her, som et tilstoppet timeglas, hvor øjeblikke aldrig rigtigt passerer, imens livet var i fare for at løbe ud i sandet alligevel. Med al dets fylde delt i to og en evig duel mellem disse, var det svært at nå til vished om, hvad der var styrke og svaghed. Afgørelsen lå i øjeblikket, som lige nu sad fast og aldrig lod tiden passere som før.

Hun rejste sig for at gå. En dag. En dag ville hun gerne altid følge med, hvor hun gik rundt igen.

Lisbeth Cederholm-Rytter (LCR) 2/8-16

Anmeldt af Sabbath Andersen (SA)