Tirsdags-jammer

Da jeg hos min sanglærer i går udvekslede nogle bemærkninger om, hvordan påskeferien var gået, nævnte hun, at hun gerne ville have haft mere tid til sig selv. Sådan er det vel for mange, som både har familie og i hverdagen ’arbejder med mennesker’, som jo undervisere og mange andre gør. Selv arbejder jeg alene det meste af tiden, og kunne godt bruge mere kontakt med familie og venner i fritiden. Som sangskriver ’tørrer jeg ind’, hvis jeg har for lidt kontakt med venner og familie. På den anden side ’vander det ud’ med for megen social kontakt. Jeg kender nogenlunde balancen: Skal ud ad døren mindst én gang om dagen, og skal helst også tale med et menneske hver dag, om det så er at hilse på en buschauffør eller en dyb samtale med en god veninde på en lang gåtur i skoven. Lige bortset fra buschaufføren og kassedamen, skal al kontakt planlægges og aftales. Det er et vilkår, når man som jeg bor alene. Og det er desværre ikke alle mine venner, der overkommer at holde de planlagte aftaler, suk. Heldigvis bor jeg tæt ved en skov, hvor jeg kan gå en tur, hvis det bliver for meget at være alene i min lejlighed, det frisker op, pludselig går man og hilser dav til andre skovgæster, og kan atter føle sig som en del af den menneskelige familie. Jeg har arbejdet pænt de sidste dage, holder regnskab med min arbejdstid, som de sidste par måneder har ligget på omkring 7 timer effektivt pr arbejdsdag (når arbejdstid i weekender og ferier føres over i hverdagene). Men i dag er det op ad bakke. Jeg ved fra musikere, som jo er nødt til at øve sig hver dag for at holde formen, at der er dage, hvor de ligefrem ’hader deres instrument’. Selv prøver jeg at fare med lempe og har en kategori i mit arbejdstidsregnskab som hedder ’på min pind’, hvor jeg prøver at komme i gang med nogle småting og ikke tvinger mig selv så hårdt, at jeg får lede og afsky ved mit arbejde. Her til formiddag sidder jeg netop på min pind, og kommer til at tænke på, om Tekstforum mon stadig eksisterer, hvilket jeg konstaterer, at det gør. Måske for tiden mest som ventil for frustration. Og ja, så kunne jeg da lige melde mig i koret.

Venlig hilsen
Frank Colding

Avatar

Om Frank Colding

Frank Colding er en national digter i ordets bedste betydning. Han digter om det Danmark, som vi alle kender og holder af. De vekslende årstider, det skiftende vejrlig, døgnets rytmer. Og om sindet der tager farve af det alt sammen. Når man som læser selv bliver grebet af digterjegets stemninger, er det, fordi de bliver formidlet med en kunstnerisk præcision, der er ganske bemærkelsesværdig. Det er denne ordkunst - hans sikre greb om sprog, stil og rytme - der falder i øjnene umiddelbart. Men lytter man yderligere ind til teksterne, bliver man tit opmærksom på en nærmest underspillet alvor, der tilfører indholdet ekstra dimensioner af eksistentiel kompleksitet og dybde. Trods det overordnet lyse livssyn er hans poesi alt andet end overfladisk og banal. Frank Colding er et skud på stammen af en klassisk dansk digtertradition, der omfatter nogle af vor litteraturs ypperligste poeter – Helge Rode, Sophus Claussen og nyere folk som Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. Dog bibeholdende sin helt egen, originale tone, og kan som sådan i visse tilfælde måle sig med de bedste. Mange af digtene er der sat musik til og må derfor betegnes som viser. Dem med fokus på det religiøse, som salmer, og hvad disse angår er Frank igen såvel arvtager som fornyer. Som altid overbevisende i udførelse hvilket ikke blot skyldes den digteriske kunnen, men hans faste forankring i troen. Forfatterskabets styrke beror altså ikke mindst på dets alsidighed, og vil man skaffe sig et overblik over det hele, er det værd at besøge hans hjemmeside www.frankcolding.dk. Hvor man også kan høre de smukke melodier, han selv og andre har komponeret til sangene. Og lyttes skal der, for digtene er melodiøse, og mange er der sat musik til. Dem kunne man kalde viser/sange. De religiøse, salmer viser og så salmer der udspringer af digterens faste forankring/fodfæste i det religiøse. Frank Colding er et skud på stammen af en klassisk dansk digtertradition, der omfatter nogle af vor litteraturs ypperligste poeter. Toner fra folk som Helge Rode … Han er ikke nogen plagiat, har sin helt egen originale tone og kan i nogle af sine ting måle sig med de bedste. I samlingen måle sig med dem står således digtet … der med natur udtrykker essensen, kompleksiteten og harmonien i substrat som er et af mine favoritter/måske nok er mit favoritdigt, hvorfor jeg ufortøvet (uden tilladelse) at gengive her Hvilke fine ord/ hvilket fint ordmaleri af naturen og jegets komplekse/dobbelte/tvedelte/ambivalente registrering af … smertefulde han har smedet sammen til et vidunderligt digt her. Kun humoren kan ikke finde plads i et alvorligt digt som dette. Men den er så til gengæld at finde i så mange andre Også tydeligt at se, hvilken tradition, han udgår fra. Tilbage til det med rytmen og rimene. Det er vigtigt, for mange af digtene er der sat musik til. De gælder/kategoriseres som viser, og dem med fokus på det religiøse, som salmer. Frank her hvad sidstnævnte angår både en arvtager og fornyer af salmetraditionen. I begge tilfælde overbevisende i udførelse, hvilket ikke blot skyldes den digteriske kunnen, men hans faste forankring i troen. Forfatterskabets styrke er altså hans alsidighed og vil man skaffe sig et overblik over det hele/over det alt sammen/er det værd at besøge hans hjemmeside … hvor man også kan høre de smukke melodier, han selv og andre har komponeret til sangene.

En tanke om “Tirsdags-jammer

  1. Harmonien i din vel afmålte livsstil, mellem alenetid på den ene side og samværet med andre på den anden, samt balancen mellem det det frie og det disciplinerede i dagligdagen, falder godt i tråd med ideen om ”den gyldne middelvej” (Aristoteles og andre med ham). Og altså med noget af det klogeste, der er slået til lyd for nogensinde.

Skriv et svar