Tilstanden Honda

Bare en anelse – herrefolksfornemmelsen

han har jo støvlerne på, og magten,

hænderne bedrevidende hvilende på styret,

udefinerligt/ansatsen af vrinsk i fingerspidserne.

Kender det – kender den, magten!

1.500 kubikcentimeter under røven,

blikket hånligt strejfende pøbelen,

affaldet, der føder sig bagud

i monoton undertone, vibrationer

og denne salige kilden, som også hun,

hende dér, bagpå, mærker.

Alting pludselig potens;

motorblok, slanger, rør, omdrejninger og lyd,

denne sitren i lårenes inderside, samhørigheden,

mens de sejler i bløde kurver på vej mod crescendoet –

det ventende, 

hendes arme om hans talje,

hans lugt flyvende fra kroppens dyb

ladende hende fornemme ekstasen,

musklernes forspil før det,

som skal oplyse dagen.

Han tænker på venter – ser mareridtet,

vejbanen som sandpapir, slibepapir,

fjerner topstykket til halspulsårens sidste sprøjt,

og han aner duften af det størknende blod,

mens måske et hjul stadigvæk løber

mens hans eget er standset, for evigt.

Fødderne stivner lidt i læderet,

der opstår en anelse af slaphed i lillefingeren,

men, men – videre, videre!

Hvad mon hun forventer, hende, der bagved,

som nu lever i hans duft.

Hvad mon hun venter – en opbremsning

et kast fremover, et mandespring mod en ryg,

et skrig, født generationer tilbage

listigt nedarvet i molekylestrukturen

indpakket i DNA?

Eller tænker han bare på at farten sænkes,

på et stop, på en skovtur,

på dem under træet, på tæppet,

de stille bajere, hans hænder, accelerationen,

og hende, på vej mod maksimalydelsens orange felt?

Og så den senere afkøling,

alle disse dufte af landevej, frihed, kusse og kubikcentimeter,

alting bare godt, næsten i vinkel, de tre

bæredygtige, sammensvejsede til døden

til det endelige ryk, molekyleændringen;

mens havet og vinden, som altid,

en tavs mumlen i evighed,

ccm.

Henning Ahle Fjord (HF) 03/11-19

Anmeldt af Sabbath Andersen