Tiden

Tiden var en uhåndterbar størrelse, som hun gik der ved havet. Bølgerne rullede ind, uendeligt til tider, andre gange var havet ganske stille, uden lyd og næsten uden lugt.
For hun vidste at tingene hang sammen, sådan i det store hele, når man nu endelig skulle prøve at forstå tidens sammenhæng som jo egentlig, var uendeligt svært.
Havet var havet, sammenhængende kloden rundt, i evig bevægelse, en uendelig masse af dråber i nærhed og nærkamp når stormene rasede.
Havet havde sine egne tider, flod og ebbe, influeret af månen.
Men hun var hende og ikke noget hav i fysiske forstand, dog mere summen af alle de døde bølgeslag mod strandens ral af sten tang og blåmuslinger. Døde bølgeslag gjorde ingen fortræd, de havde tabt pusten når stranden var nået i et stille suk eller øredøvende brag.
Er tiden sandhed, så var hun sin egen sandhed, det så hun hver eneste morgen i spejlets grå flade, refleksionen af tiden. De fine forgreninger om øjnene, halsens mindre spændstighed, der var de døde bølgers sandhed.
Tiden bølgerne sandheden, det var alt der var.

Marlene Madsen (MM) 19/8-16

Anmeldt af Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard (HSL)