Om Thomas Bendixens skuespil, “Med sne”

Dette indlæg skal handle om en efterhånden sjældenhed. Noget så usædvanligt som ny, dansk dramatik. Og så på nationalscenen!

”Med sne” hedder stykket. Skrevet og instrueret af Thomas Bendixen og med Henning Jensen i hovedrollen.

Scenografien er enkel: Scanningsbilledet af en hjerne.

På det spilles der – og danses. Dansen er både fascinerende og skræmmende. Den integreres i historien med dansernes sygelige bevægelser som en illustration af sygdommens udvikling, og i sync med hjernebilledets forandring hen ad vejen, som følge af at demensen ubønhørligt fortærer organets celler.

Personen selv, der i sit tidligere liv arbejdede som velfungerende civilingeniør, berøves gradvist ikke bare sine åndelige og fysiske færdigheder, men hele sit jeg. Det er rystende at følge, hvorledes han langsomt går i opløsning og ender som et totalt menneskeligt vrag.

Det grusomme forfald fremstilles overbevisende af en af dansk teaters helt store – ja, måske den største overhovedet – Henning Jensen. Hans præstation i denne krævende rolle er simpelthen suveræn.

Det kan man til gengæld ikke sige om de andre medvirkende. Børnene, der spilles af Maria Rossing og Peter Christoffersen, formår slet ikke på samme måde at fremstå som troværdige medagerende i deres fars tragedie.

Der er ellers dramastof nok i pårørendes del af en sådan ulykke, men de to unge skuespillere magter ganske enkelt ikke opgaven.

Mere overraskende er det, at den ellers højt skattede Kirsten Olesen fremstår lige så svagt i sin rolle som neurologen, der på nærmeste hold følger rejsen gennem sygehistoriens stadier og undervejs giver en saglig redegørelse for dens forskellige faser. Det er som om hun ikke rigtig ved, hvad hun skal stille op med rollen. Hendes spil virker ujævnt, diffust og famlende, og det lykkes hende ikke at tilføre figuren en fast defineret karakter.

Medspillernes uformåen får ikke Henning Jensens imponerende skuespil til at blegne, tværtimod. Men går hårdt ud over helhedsindtrykket af forestillingen. Ligesom hele billedet tillige skæmmes en smule af, at tematikken udvides med socialkritiske hint til psykiatrien og hospitalsvæsnet. Her synes Bendixen at ville lidt for meget, og det er en skam, for det stjæler noget af fokus fra identitetsproblematikken, der ellers står så stærkt.

”Med sne”, alt i alt ikke noget helstøbt værk altså. Men alligevel en stor teateroplevelse takket være en eminent skuespillers bedrift.

Og tak i øvrigt for fremkomsten af et nyt stykke dybsindigt drama i en tid, hvor scenekunsten ellers i overvejende grad domineres af reproducerende nyopsætninger, samt af diverse, mere lette genrer.

Forestillingen kan ikke længere ses på Det Kongelige Teater, men drager snart på turne rundt i landet.

Sabbath Andersen (SA) 15/10-17