Om “De tabte terræner” og “Signatur”. To digte af Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard (HSL)

De to tekster i et fælles opslag, for der er i begge tilfælde tale om en sørgmodig poesi med sug af tab og savn. Min anmeldelse koncentrerer sig dog kun om ”Tabte terræner”, hvis første strofe lyder: ”Så mange tårne har vi besøgt/for at nyde de landskaber/vi ikke turde betræde”.

Dermed er tonen slået an, til et digt om en faktuel afstand mellem mennesker, der ellers burde finde sammen, men ikke gør det på grund af noget frygt af en slags. Forklaring udebliver og kan derfor enten forstås rationelt som et grundvilkår for samlivet/samværet, eller intuitivt af de mennesker der selv oplever dét ambivalente, både at ville og ikke ville.

Et ofte gentaget tema i dine digte i øvrigt. For læseren, spændende, men også uforløst på samme tid. Og hermed en foregribelse af både ros og ris. Kritikken vender jeg tilbage til, nu først til det rosværdige.

Det er blevet nævnt før, men kan ikke siges tit nok: ikke mange poeter har en så gennemreflekteret dybde at byde på, som du har. Det er ganske imponerende, hvordan du i digte som disse hele tiden får gravet dig længere og længere ned gennem lagene i dine eksistentielle problematikker. Så der i intellektuel henseende udmøntes en ret så eksklusiv poesi, vil jeg sige. Og det er den ægte vare. Aldrig kun fortænkt, udvortes staffage til dække over det bare ingenting, men altid som en vej til erkendelse.

En proces imidlertid, der, som allerede antydet, ikke er uden kunstneriske bump på vejen. Det vender jeg også tilbage til.

Forinden lidt om stilen, der som altid må vække beundring. Med et spændstigt sprog, et sikkert greb om de klassiske virkemidler – den gentagne ildmetafor f.eks. Og hvad der især løfter digtet, et billedsprog helt i top. De tabte terræner beskrevet som et bedrøveligt, goldt landskab og derved fungerende som en symbolsk veltilpasset visualisering af savnets tristesse. Det er så vældig godt.

I det lys kun en bagatel af et forslag til en enkelt lille, sproglig justering, pedanten her lige skal have med. Det drejer sig om vendingen ”her på jord”, som måske kunne omformuleres til noget, der knap virker så altmodisch.

Men nu tilbage til det mere væsentligt: den uforløste læseroplevelse, jeg talte om tidligere. Jeg tror den skyldes, at man hver gang – selv jeg som inkarneret læser af din poesi – bevæger sig ud på tynd is, hvad angår den fulde forståelse af digtene. Det gådefulde fascinerer og udfordrer, men kan altså samtidig virke en smule frustrerende (det er i øvrigt grunden til, at jeg ved flere lejligheder har slået et slag for de mere enkle tekster, du også gør det i, og som modsat imødekommer læseren med et mere klart budskab).

Ydermere vil den berørte problematik uundgåeligt sætte gang i spekulationer omkring forholdet mellem det private og almene. De fleste digte i kategorien her, dine egne og andres, tager nok afsæt i det første. Erfaringsgrundlag hentes nu engang fra eget liv. Følgelig består opgaven i at finde balancen mellem de to faktorer, og hvad det angår, er du en sand mester.

Men nu er det så, jeg får den tanke, at det desværre også er med til SLØRE begge dele og dermed helheden. Og at man med andre ord i det finder den egentlige årsag til det forståelsesvakuum, læseren let efterlades i.

Dén lyriske tematisering, der er din, er også at vove, og hvad man savner, er måske i virkeligheden først og fremmest mindre forsigtighed i omgangen med det personlige udgangspunkt. Nogle klarere udmeldinger om hvad det omhandlende alt sammen kommer af. Herunder det essentielle spørgsmål i henseende til det at digte: hvad er det, der i det hele taget nødvendiggør at sætte ord på, hvordan livet former sig og hvorfor?

Således at gøre tekstens egen stemme tydeligere og også digteren selv mere nærværende skærmer ikke af for læserne, men lukker dem tværtimod indenfor (i den hermeneutiske cirkel, for at bruge et Gadamer-udtryk). Til et gensidigt større udbytte af både forfatters og læsers fælles interesse. Det er der mange eksempler på i digtningens verden.

En i så fald skærpelse af det indholdsmæssige må nødvendigvis følges op af nye tiltag udi det tekniske. Nærmere bestemt så vil det gavne, hvis du leder læseren lidt på vej i retning af den forståelse af teksten, du gerne ser (I parentes bemærket – så hører man ofte folk fremhæve flertydigheden i et digt som et kvalitetsstempel. Den køber jeg ikke, hvis dermed menes at digtet skal kunne fortolkes i alle retninger – eller i øst og vest).

Kort sagt, at lægge nogle flere spor og ledetråde ind i de decideret vanskelige af dine tekster, kan der godt arbejdes noget mere på. Vel at mærke, uden at det tenderer til at blive overtydelige vejvisere, og uden at det går ud over kompleksiteten hverken i sprog eller indhold.

En ret så vanskelig øvelse, er jeg godt klar over, men hvem siger at det skal være nemt? Især med en så ambitiøs tilgang til digtningen som din. Og at du evner det, er jeg ikke i tvivl om.

Ikke flere skræp i denne omgang. Alt det her være kun sagt, fordi jeg ved, det modtages i den positive ånd, det er ment. Og DU ved, at kritikken udelukkende tager sigte på om muligt at stimulere et umiskendeligt digterisk talent yderligere.

Sabbath Andersen (SA) 24/9-17