Om Syrene Hvids “Farvel til Effy”

Genren? Allerede her et særpræg, for hvad skal man kalde den? En digtsuite i samme, lidt dystre toneart? Nok mere præcist: Lyrisk farvede korte nedslag, i en deroute af et kærlighedsforløb i 15 akter mod den overhængende afsked og det endegyldige farvel.

Små tekststykker i stedet for egentlige strofer, men sprogligt tydelig poesi. Det er ikke prosaens væsen i den grad at tage synæstesierne (farver og følelser) i anvendelse til forløsning af stemninger, det er derimod så ubetinget poesiens gebet, og instrumentet, der spilles så vedmodigt smukt på her, ER poesiens.

Sådanne genreovervejelser kan synes som at rode sig ind i noget umuligt at komme ud af igen og en i grunden lidt frugtesløs diskussion. Det er nok mere hensigtsmæssigt i stedet at anskue ”Farvel til Effy” som en givtig kommunikationsform, der hensætter tekst og læser i et følelsesmæssigt fællesskab.

Det vil jeg vende tilbage til, uden dog foreløbig helt at slippe genrebegrebet. For det første fordi det faktisk er ret væsentligt i sammenhæng med netop denne tekst. Og for det andet, lidt for min egen skyld.

Lad det nemlig ikke være nogen hemmelighed, at det, ud over at have været yderst spændende at arbejde med historien, også har været noget af en udfordring. Her tror jeg måske, mit eget køn står i vejen. Man skal nok være kvinde for at forstå de følelsesmæssige aspekter til bunds og få det fulde udbytte af teksten.

Og dermed tilbage ved fortællemåden, for den spiller også ind her. Det hele foregår stort set på det mentale plan, og der er meget lidt konkret at hænge sig i. Australien bliver nævnt i begyndelsen, men i det videre forløb er skuepladsen forlagt til området omkring Riis Skov i Århus. Uden at det dog synes at have anden betydning end at pege på et måske biografisk element i historien. Et yderligere autentisk aftryk sætter stedsbeskrivelsen ikke, dertil er den for symbolladet og stedet kunne for den sags skyld godt være rent fiktiv. Også hvad angår det tidsmæssige aspekt, fremstår forholdet mellem fortid og nutid noget udvisket. Ligesom de tre aktører gør det, og især relationerne imellem dem.

Det kunne lyde som en kritik, men er det bestemt ikke. Det ovenfor anførte, tværtimod et udslag af en meget forfinet og raffineret fortælleteknik. Der igen relaterer sig til et episk, lyrisk mix, kunne man sige, hvilket giver mig (stilmæssige) associationer til folk som Ole Sarvig og i dag en Josefine Klougart.

I modsætning til klassisk realisme, hvor det er indholdet og en fast defineret virkelighed, der bestemmer sprog og stil, er det i teksten her lige omvendt. Virkeligheden svøbes så at sige ind i sproget. En æstetik, der er, om ikke helt Syrenes egen (jf. de ovenfor nævnte forfattere, og i det helt høje en Viginia Woolf), så i hvert fald ret sjælden.

Med lidt møje og akkuratesse kunne muligvis påpeges reale kendsgerninger, samt kortlægges et spor til et konkret, kronologisk handlingsmønster, Hvis det ikke var fordi, at stilen stiller sig i vejen for evt. skarptegnede konturer og et regelret referat af nøgterne omstændigheder. Og det som følge af at alt fortælles ud fra en agtpågivende bevidsthed. Ikke i traditionel indre synsvinkel-forstand, men som så suverænt sprogligt styrende, at det bliver nærved virkelighedsdannende. Og når et stykke litteratur i den grad pakkes ind i den registrerendes sprogdragt, så al anden virkelighed fortoner sig, bliver det, selv i en prosaramme, til en sværere fortolkelig poesi. Derfor god mening, når Syrene kategoriserer sin tekst som sådan, uden at hverken en genremæssig hybrid eller sproglig manierisme kommer på tale.

Som jeg anførte i starten, så måtte denne anmeldelse, i stedet for at gå i dybden med selve materien , ty til det mere blodløse og neutrale – teknikken, hvor anmelderen er mere på hjemmebane. Beklager, for det er nok i det bevidsthedsmæssige indhold, de virkelige kvaliteter i historien er at finde. En sensibel sjæls mimoseagtige fornemmelse af et snigende og tavst skred mod opløsningen af et porøst forhold. Og observationer af pinefulde kendsgerninger. aflæst som små signaler ud fra menneskelige attituder og adfærd.

Dog igen, som det forhåbentligt er fremgået, takket være en stilistik, der indbyder til blotlæggelse af de dybeste og mest komplicerede følelser. Og som er poesiens gebet.

Når det er sagt, er det blevet tid til at uddybe den indledningsvise påstand om det emotionelle fællesskab mellem teksten og læseren: Teksten er skrevet af hjertet, og læseren gribes om hjertet. Når teksten er så smuk som den her, er hjertet det, der forbinder de to med hinanden.

Det er ingenlunde lige til at skabe den symbiose, og ikke alle digtere beskåret. Det kræver den fine fornemmelse for tabet og sorgen over dette, som er mærkbar i teksten her. Og det kræver så sandelig også sin poet at skabe en i den grad symbolmættet tekst, hvor billedplanet glider så umærkeligt sammen med den reelle baggrund, at det, som anført, ikke er til at skelne fra virkeligheden.

Jeg er imponeret, og lægger man yderligere håndværksmæssige detaljer til, bliver min begejstring ikke mindre. Her kunne man nævne den omhu og præcision, hvormed ledemotiverne (det åbne vindue, springet i dybet, farvenuancerne osv.) er fordelt i teksten som helhed. Selv de største proffer kunne næppe gøre det bedre.

Så konklusionen ligger lige for – Syrene Hvid har med ”Farvel til Effy” begået et beundringsværdigt, stilsikkert stykke prosapoesi med et fast greb om teksten fra start til slut.

Sabbath Andersen (SA) 24/2/18