Sprog

”Menneskets tilværelse er i sætningen dets handling.

Det vil fagpsykologien aldrig fatte, for den kan kun tænke i sjælelige tilstande, som foreligger før og efter at noget er sket. Ganske vist har den forsøgt at fatte det ved at opfinde begrebet ”behaviorisme” – at gøre sin lære om sjælelige tilstande til en lære om adfærd. Men det betyder blot, at adfærden nu er blevet indesluttet i en tilstandsbeskrivelse. Det er slet ikke menneskets handling, man taler om, men dets handlingsmønstre, og mønsteret er statisk, substantivisk. Fagpsykologien, som kun kan tænke i tilstande og mønstre, er ude af stand til at forstå, at mennesket ikke er, hvad det befindes at være ved en undersøgelse, men er sin gerning. Ideologen vil heller aldrig fatte det, thi for ham må gerningen hente sin berettigelse i ideologiens mål for en fremtidig tilstand. Mennesket må være defineret, før det handler.

Det menneske derimod, som Gud skabte ved at udsige sit befalende udsagnsord, det er, hvad det gør. Det lever på udsagnsordets betingelser.”

Fra Jesper Langballes essaysamling ”Lov og ansvar” (Tidehvervs Forlag 2017)

Citatet skal forstås på den måde, at det er (udsagns)ordet, der giver liv, ikke navneord/begreber. I begyndelsen var ordet (i imperativ): ”Der blive lys!” Og der blev lys.

SA