Spilleliste

1.

Hun valgte ikke jazzen, jazzen valgte hende, den kom til hende som en gudinde ville gøre, åbenbarede sig i lydbølger, rejste den lange vej fra hendes fars øverste CD-hylde til hendes jomfruelige øregange på en spæd, skandinavisk stemmes toneart. Hun var ni år gammel første gang hun hørte Lisa Ahlberg synge Love for Sale og bagefter tænkte hun, at hvis jorden var moderlig, da var jazz elskerinden som kun kunne elskes på en måde der bragte hendes tilbedere i knæ, i grus. Foran jazzens alter lagde man sig med ansigtet nedad, lærte hun med tiden, i takt, stemmens hele register holdt op og opholde sig gjorde Mattea også gerne, men jazzen var stadigvæk intet valg hun tog, nej. Det var hende der blev taget, hun blev ført bort, de blå toner fandt hende, længe før hun fandt sig selv.

Mikrofonen sluger hendes stemme helt, ikke råt, for rå er hendes røst ikke, den er havdyb og fuld af sjæl, det er dele af hendes væsen der fordobles, der sendes ud i tomrummet mellem barens båse og med luftpost. Hun falder for hver tone, lydeligt lader hun takten spænde ben, lader stemmebåndene gribe sig foran de spredte grupper af kvinder som kigger på. Det dæmpede lys ovenfra klæder dem bedre end hende, hun kaster skyggerne som de vokser ud af. Hendes tilskuere. I’ve been through the mill of love, synger hun til dem, igen og skært, ved at de forstår, hun allerede har valgt én til natten. Fordi én derude i mørket allerede har udset sig hende, som i et spejl, i en gåde. Se, de leger alle den samme forvoksede leg.

I sidste ende formåede skyggerne aldrig at udviske nogen detaljer hun ikke allerede havde indprentet sig, som hun ikke på egen hånd kunne kalde frem af mørkets pletvished. Dér lå Lisas arm om den anden piges liv, hun hed ingenting, men en blid, buet nakke havde hun til gengæld og trettenårige Mattea fulgte linjerne i hendes bortvendte profil med en forsigtig fingerspids, mens hun aldrig rørte Lisa selv. Hun fulgte kun hendes omrids med øjnene, for gudinder besudlede man ikke med noget så profant som ens utilstrækkelige håndarbejde, man ofrede og man bad, men man lagde ingen hånd på. I en nat der hang tungt over stuen, der hængte sig om sofaen og om hendes spinkle skuldre, turde hun godt synes, at den brunhårede veninde ville være smukkere endnu uden tøj på og et sted i baggrunden, in memoriam, sang den store Ahlberg, love that’s fresh and still unspoiled.

Musikken spiller altid, når de øver, også når deres egne instrumenter for længst er tysset til ro og Matteas stemme hviler på sine laurbær. I know every type of love better far than they; Ella synger for dem i stedet, med al den originale kærligheds skratten. Sachas tilbedelse af hende er en antik grammofon og en anseelig pladesamling stor, vokser per bud på eBay og i eftermiddagssolen kører skiven rundt under nålespidspræcision, fylder rummet med tyngde og dybde og tredimensionalitet. De hænger ud i sofaen med benene oppe, kun Mattea er iklædt hæle, Rosalie og Sacha har flade sko på, Lizette har smidt sine ellers højhælede sandaler, hendes fødder ser blege ud med deres malede tånegle i perlemor, i lyset. Sammen afbalancerer de hinanden, to og to er fire, det går op. Indtil midnats komme, hvor danserinder og drinks får dem til at glemme mål og med endnu en morgen, atter en dag. De er kun i band så længe. Det spiller.

2.

It don’t mean a thing, det ved hun godt, det ved de alle til dels, imens de får nattelivet til at rejse sig om benene som en flokfuld hopper i strakt galop. De ved at kærlighed på Lipstick er et flodløb på savannen, så man skal være vågen, Mattea lukker ikke et øje i sine kjoler langt over knæniveau, hun indtager dansegulvet efter midnat, weekend-kohl om øjnene. I hendes hoved udspiller disse timelange affærer sig altid til de samme, gamle melodier med Dukes hele bigband til at blæse fanfarer i baggrunden, når pigerne kommer, når de går. Harriet kysser hun på halsen, indtil violintrillen dør ud. Anne bruger en lipgloss der smager af kirsebær, sødmen fornemmer hun i intervaller, for hvert af trompetens stød og støn. Med læbestift afmærker de hinanden, markerer hvor de har været, hvorfra deres nye udgangspunkt strækker sig. Mod det næste beat, det næste riff, den næste elskerinde i rækken, alle swinger de i samme retning. Frem, ikke tilbage.

Lisa Ahlberg voksede gradvist fra sin status som uopnåelig drøm, blev et stykke med nostalgi i stedet og det var heller ikke fordi Mattea manglede drømme til at overtage hendes plads, da hun var fjorten, nej, de stod i kø, med deres ligeså blonde hår og deres blå øjne, de andre piger fra Henris sanghold som hun elskede på skift, den ene efter den anden, som perler på en snor var de. Så runde og fine og unikke hver især. All you got to do is sing, gentog hun for sig selv, når de lå ved siden af hinanden efter et pyjamasparty, Pige A eller B eller C og hende, at kysse var vel bare at synge uden lyd ind i et andet menneskes mund. Sådan udspillede hendes første kys sig også, det var med Mie, som en lydløs melodi med læberne, med tungen, der fik hende til at danse i alle kropsdele, i hver celle. Nostalgien blev til baggrundsmusik, mens drømmefangeriet udgjorde vokalen. Hendes eget instrument.

Sacha er aggressiv på trommerne, hendes trommestikker angriber bækkenet som var det en lækker piges, ligefremt og uden nogen tilbageholdenhed, sådan er hendes sound, åbenmundet, ærlig. En ren samvittighed til hvert af bandets optrædener, hun fastholder dem i det ægte, afbalancerer alle Matteas egne påtagener ved mikrofonen. It makes no difference if it’s sweet or hot, siger Sacha ofte, når de sidder og lytter til Lizette på klaveret, mens hun øver sit dagligdags klassiske, Liszt og Chopin og andre fine navne fra nodehæftet, af de tre i trioen er hun den eneste der må underlægge sig de skolede principper, mandag til fredag har hun et andet job at passe. For længst har de vedtaget, tre mod én, at Lizette er den søde af dem med sine petitesser, sine nøjsomheder og sit raffinerede væsen. Hun angriber ikke klaveret, hun elsker det med fingrene. Et sted ude i verden, tænker Mattea, må der findes en heldig kvinde som er blevet elsket på præcis samme måde.

3.

Nogle aftener leger Mattea stor crooner, kan sagtens dykke langt nok ned i sin stemmes dyb til at lade som om, at hun er Sinatra der forresten også havde Ol’ Blue Eyes. Måske er det et tema, måske går farven blå på tværs, hun stiller ingen spørgsmål, så længe svarene svanser forbi hende i knæhøjde. Fra scenen har hun udsigt til den fremmede pige som har øjne der på afstand ser ligeså sorte ud som selveste ubestemmeligheden, som bevæger sig ubesværet rundt i lokalet, fra den ene drink til den næste, betalt, alle er villige til at forkorte kortet et hak for hendes skyld, men det er Mattea hendes blik vender tilbage til, dyrisk i sin loyalitet, også hendes blik er mørkt uden indsnævrende beskrivelser, deres øjenkontakt bruger ikke BH. The way you look tonight, synger Mattea til gensvar, lader hende være indtagende i blinkende mellemspil, hendes smaragdgrønne kjole, de nylonklædte ben, sorte hæle, blikket vandrer konstant nedad. Hun ser smuk ud, pigen, men her taler de ikke om hendes ansigt. På Lipstick er man kødædende heste eller man er fortæret, fortabt.

I efterdønningerne fylder de sig med hinandens nærhed, fortærer endda hinandens udåndinger, de trækker til og giver fra sig. Hun hedder Irene, pigen med de ubestemmelige øjne der nærved er grønnere end græsset på den anden side, men nu ligger de alligevel sammen, her, sengen er enorm omkring dem, rammer dem ind. Lovely, never, never change, keep that breathless charm, har Mattea lyst til at fortsætte sangen fra tidligere, har lyst til at synge serenader til Irenes røde hår. Endnu har de ikke sagt farvel, men afskeden står allerede malet på væggen, deres selskabelige tidsfordriv føles kun mere værdifuld, fordi den kommer i begrænset antal. Sig ikke, du skal gå, klager Mattea sig til Irenes lange skygge, da den falder over hovedpuden, over dynen, over hendes egen bølgende hoftebenskontur. Beklager, svarer Irene med alle den anden sides herligheder fanget i sine iriser og Mattea giver ingen genlyd, de kender begge tingenes tilstand, verdens gang.

Alle pigerne på Lipstick drikker og danser og duller af samme årsag, Mattea betragter deres lidenskabers udfoldelser fra bandets bås, hvor både Rosalie og Sacha er bastante tilstedeværelser, én på hver side, Lizette sidder overfor i sin anledningskjole. Deres fødder kan næsten nå hinanden, deres pumps spejler udseende, således har de alle tre overkommet deres højdeforskelle. Jeg ville fandeme blive deprimeret uden jer, siger Sacha og drikker endnu en slurk af sin øl, ikke i ensomhed, ikke i aften. Fra Rosalie får hun smil og nik til svar, hendes eget glas står urørt hen, hun kysser altid kun sin udkårne, glasset må undvære hendes læbestiftmærker. Lizette og Mattea udveksler blikke af en vis længde, en vis tyngde, de tænker vel begge på Sinatras fløjlsblødhed, with every word your tenderness grows, tearing my fear apart, for på Lipstick drikker og danser og duller alle, fordi de er bange, Mattea og trioen har også deres at frygte. Det er et delt mørke, de ensomme nætter og de kærlighedsløse dage.

4.

Lady Day fulgte dem ind i nattens mulm trods sit navns lyspunkter, ind i skyggerne langs den tomme lejligheds paneler, ind i mørket bag gardinerne som Mattea havde trukket for, de var kun dem selv, Mie og hende. Body and Soul, sang dette mindesmærke fra 30’erne i sin sprøde, sjælfulde stemme, imens nutidens Mie tog tøjet af, afklædte sig stykke for stykke og Mattea tænkte ved sig selv, både tilbageholdende og opstemt, at det var præcis sådan hun ville give sig selv hen til den anden pige, krop og sjæl, hud og hår, hendes alt ville hun holde frem, balancerende på håndfladerne. Ja, også hun ville pakke sig ud stykvis og overdrage sig selv til Mie med det smukke, lyse hår og de smukke, blå øjne i overkommelige bidder. Her var hendes hænder, her var hendes læber, her var hendes bryster med deres tinder indenfor rækkevidde. Dér stod de, foran hinanden, og overgav sig til tøjløsheden og til afstandstagenet, til verden der voksede sig mindre og mindre omkring dem, snævrede ind. Strammede til.

It’s hard to conceive that you’d throw away romance, har hun lige sunget i en anden kvindes egne ord, men forgangen er Billie Holiday, forgangen er hendes æra, forgangen er det øjebliks undren ordene repræsenterede, for Mattea har fingrene i håret på en smuk kvinde hvis navn hun ikke kender, endnu, formodentligt kommer det aldrig over hendes læber heller, det gør i stedet maveskind og venusbjergets runding, hun daler uelegant ned på sine bøjede knæ, dumper og dejser omkuld for kvindens fødder, ikke foran jazzens pudsede lædersko, ikke denne gang, på knæ for jazzen har hun ligget ofte nok før. Badeværelsesfliserne tager imod. Lady Days tid er ovre, den er gået, den er forbi; Mattea sutter våde spor nedad, nedad, ned over kvindekønnet og langt ned i støvet, så skidtet klæber til hendes fugtige læber i efterspillet. På Lipstick lever romantikken kun kortvarigt og ellers i musikken.

5.

Sacha minder hende om en gyldnere tid, en jazz age, en swing era med hendes strøgne skjorter og foldede bukseben, med hendes voks-glatte hår, kort og stridt à la nyligt høstede aks. Bag trommerne får hun Mattea til at tænke på en anekdote fra Depressionen der med tiden blev glemt eller måske aldrig fortalt i første omgang, historien om en mand der kun havde sit trommesæt tilbage, det var hans levebrød, det var hele hans liv, han spillede som han åndede, for overlevelsens skyld. I fall in love too easily, messer Mattea i en lav hvisken, mikrofonen lytter alligevel altid med og Sacha falder så ubesværet ind med sit underspillede beat, shish, shish, shish siger highhatten, den tæller ned, men til hvad? De kysser første gang på dansegulvet, efter at have overlevet en klassisk vals i midten af diskotekets kaos-ligninger, de står uendeligt tæt, Sachas læbepomade får hendes mund til at tegne sig glødende, læberne står i kontrast til hendes ansigts uberørte lærred. Mattea smiler. Mattea håber. Mattea tror.

Mie skreg og Mattea skreg og tilsammen dannede de et vaskeægte skrigekor, de skabte en ny og uinteressant musikgenre som ikke engang Mattea gad lytte til, den sjældneste af slagsen. Mie græd og Mattea græd, de holdt om hinanden i intervaller, kortvarige glimt af en gammel intimitet, for så endelig at skubbe hinanden væk, sådan svajede de frem og tilbage på deres bare og uskyldige fødder, fødder som intet havde gjort, det var deres munde der løb af med dem. Ingen af dem ville gå først og derfor bevægede de sig i sidste ende hver deres vej, stak i forskellige retninger, Mie drømte om scenelyset, lampeskæret, mens Mattea stadig fik undervisning af sin egen Lisa bag lukkede øjenlåg, deri lå hendes drømme. I fall in love too terribly hard for love to ever last, mente Chet Baker og Mattea overstregede Mies navn i blæk på alle sine dagbogssider, måtte vel indse at han talte på hendes vegne. Også.

Da de fandt hinanden, i bandet, var det med hovederne først og sikke et tjubang, sammenstød og sammenskud og sammen var de, sådan. Rosalie holdt med glæde fast i deres fortørnede skikkelser ligesom hun holder om sin kontrabas, på kærlig facon og omfavnende maner, med en elskerindes tilgivende arme. Hun er ligeså meget Moder Jord som hun er jazzen selv, kontrasterne lægger hun på linje, deres sammenlagte vægt bærer hun på sine brede skuldre, Rosalie var troværdig dengang, som Rosalie er troværdig nu og Rosalie kigger kun på dem én gang den følgende aften, så gør hun sine konstateringer. Du og hende, siger hun, tillykke til jer, inkluderer dem begge i sin adressering, både Sacha og Mattea som griner samtidigt og hviler hagerne på hinanden, i hoved- og skulderhøjde. Lizette siger ingenting, sætter sig blot til klaveret og spiller videre, my love should be well-schooled, noterer hendes tangerende hænder sig med en velvilje der er forbeholdt tonerne.

6.

Man overgav sig til jazzen hundrede procent eller også gav man sig ikke til jazzen overhovedet, der fandtes ingen middelveje, hverken af den gyldne slags eller indfarvet i andre kulører. Jazzen tog selvfølgelig aldrig selv nogle hovedveje, men var i sin egen form en hovedvej som Mattea blev nødt til at følge for at finde hjem. En landevej, som Route 66 var den, musisk. Derfor tænker hun heller ikke, hun deler sin uge op, i dele, i to, der findes ikke et liv på kontoret og derefter et andet liv, scenelivet, nej, hendes liv begynder først til fyraften fredag og strækker sig weekenden over, alt andet er stilstand og ståsteder. All of Me, sang Lady Day og det er virkelig sit alt som Mattea giver, til baren, til bandet, til jazzen. Til Sacha som tager imod med grådige fingre og en indsmigrende tunge, de kysser i hver pause, så Mattea bliver stakåndet og senere må synge videre, hæs og haft i mælet. Se dem dog, se dem leve det ene liv de har. Til fulde.

Lipstick kaldte på hende, fordi Mie ikke gjorde, ikke et eneste opkald efterlod hun sig, da hun var gået, hun forsvandt som ind i en stilhed intet syntes at kunne bryde. En stilhed Mattea ikke havde armkræfter til at brydes med. You took the part that once was my heart, mumlede hun for sig selv, igen og igen, det var trods alt i decibel, det kunne høres. Længe henlå hun, indtil en aften hvor tomheden ikke længere trak hende ned, den skubbede hende op, på benene, på tasterne og hun slog sin egen identitet op online, spurgte Google, hvor hun skulle gå hen. Lipstick var hit nummer et og sikke et hit det var, pigerne var åbenhjertige, åbenarmede og åbenkæftede dér, sikke de kunne udtale hendes navn i velkomst, i villighed. Pludseligt kunne Mattea umuligt være tom længere, hverken tomhjertet eller tomhændet var hun, for kærlighedserklæringer og inderlår var der nok af, verdenen åbnede sig op i halvfemsgraders vinkler og stønnelyde. Sådan begyndte det altså, livet.

7.

Good morning heartache, hilser radioen hende, klokken er otte, tiden er kommet til at byde sengen farvel, hun kan ikke trække den længere, hendes krop er for træt, hendes arme for tunge, toastbrødet vejer et ton. Sacha har glemt en skjorte, den hænger over stolens ryglæn som et gardin for gitteret for vinduet, hun bliver vel nødt til at tage den med, levere den tilbage næste gang de ses og ses gør de jo, ses kommer de til, det er uundgåeligt. Bandet kræver sit, for længst har bandet gjort krav på dem hver, mærkbart bærer de bandets brand, de er repræsentative. Det er heller ikke bandet som Sacha har forladt, det er Mattea og hun spiser sit ristede brød i endnu en stilhed, i endnu en pause, i endnu en dybdegående tomhed som gennemstrømmer vandet hun drikker, luften hun ånder, den manifesterer sig som små stik af smerte på urelaterede steder, fodsål, skulderblad, øreflip. Sine spor sætter den, tomheden. What’s new?

8.

Også cigaretten forlader hende, fjerner sig fra hendes læber i en røgholdig udånding, hun har efterladt spor af en blødende lyserød på filteret, det næste sug deler hun ikke med nogen, det er så sjældent, hun ryger, hvordan skulle de gætte, at man leder efter vraggods her. Alligevel finder Lizette hende efter endnu et tidsrum er blevet udlejet, hendes høje hæle der matcher Matteas egne klikker over asfalten, indtil den lyd ligeledes stopper, som alle lyde stopper omkring Mattea nu. Hvordan forventer de, at hun skal synge, hver en tone bliver jo dræbt ved fødslen. Paper Moon, siger Lizette og peger op på månens fuldskab, anerkender i to ord hvor meningsløs eksistentialismerne pludseligt virker, hvordan følelseslivet vejer mindre end tomrummet i dets kølvand, hvordan det næste kys har mistet sin værdi på forhånd, allerede, mens hun selv mister sin opsparede værdighed. Den suttes og suges ud af hendes krop, af de kvinder hun kalder sine elskerinder. Hvis verden er af papir, har hun lov at genopfriske blyantsstregerne og akvarelfarverne som hun ønsker, men det må blive til sin tid. Over deres hoveder lyser papirmånen, nok til natten.

Det er Sacha der foreslår, at de en aften spiller Ella Fitzgeralds fine sang, Rosalie kan sagtens agere kor og hele bandet adopterer ideen som var det en lille, hvid kanin, kun Mattea står tilbage, alene med alle sine forbehold. De ser endnu ikke hinanden i øjnene, Sacha og hende, så hun har intet sted at finde et forsvar, hun kan kun klynge sig til en verselinje, it’s a melody played in a penny arcade, for er melodien ikke dum, hul som verden den portrætterer, skal deres image bære den slags sødmefyldte tilføjelser? Alligevel nikker hun blot en enkelt gang og låner derefter sin stemme ud til smertesordene i tivoli-modus, alt for sande til at ligge godt på tungen, hun snubler over teksten gang på gang, indtil Sacha leende beskylder hende for sabotage. Som smadrer Mattea sine skatte med vilje, som har hun ikke lagt sig på knæ for jazzen og for pigerne der alle går deres vej og nu bevæger også musikken sig ud af rækkevidde, jamen, jazzen var aldrig hendes andetvalg. Til alt andet, men ikke til jazzen, kan hun sige farvel.

Lizette trækker hende til side, holder hende, kysser hendes pande, når Mattea giver hende lov, når hun ikke vender hovedet væk, for tårerne flygter fra hendes øjne som var de af hunkøn, som repræsenterede de hver en pige hun mistede engang. Og de overlades til dem selv, Rosalie tilbageholder alle forstyrrelser, Sacha med, mens Lizette mumler søde intetheder ind i Matteas hår, lover hende ingenting, indgyder hende simple håb i rige mål. Hun dufter af noget dyrt, af design og af dekadence, hendes bluse er blød imellem fingrene og Mattea aner omridset af hendes ene bryst. Deres nærhed overgår således sig selv, kammer over i en intimitet af karakter og har hun ikke sultet efter netop sådan en i umenneskelige tider, har hun ikke hungret, sukket, sunget? Lizette lader hende, lægger fornemmelsen af samhørighed i hendes skød og Mattea kan trække vejret igen, hun ånder luften helt ned i lungerne og mærk, luften er ren, it wouldn’t be make-believe if you believed in me, nynner Lizette, i Matteas stemmes sted.

9.

Frank Sinatra dominerer Lizettes lejlighed, han lyder fra højtalerne, står i sine omslag på hylderne, hænger i Lizettes egen nodeskrift på væggen, I’ve Got You Under My Skin genkender Mattea endda uden oversættelse. Lizette lister hænderne op under hendes trøje bagfra, elsker hende korporligt, slynger sig omkring hendes figur med arme og ben og hendes lange, lyse hår minder slet ikke Mattea om Mie eller Pige A, Pige B, Pige C, i øjeblikket findes der kun en eneste blond kvinde i verden og hun bærer Lizettes navn, hun har hendes nedbørsblik og hun maler læberne i præcis dén farve rød, Dior Addict Rebellious. De har ikke sex op ad nogen døre, de gemmer deres inderligste kærtegn til de nystrøgne, nøgne lagner og bagefter går ingen af dem længere væk end til Lizettes stueklaver der snart bryder ud i sang, det føles lidt som ytres ordene af Matteas egen mund, men tør hun tro igen, tør hun håbe, tør hun smile? Hun kan jo mærke sine læber, hun kan mærke at de buer blødt.
Sammen vender de tilbage til bandet, Lizette og hende, da den næste weekend gør sit uundgåelige indtog, de går på scenen som altid, spiller uden nogen unødvendig tyngde, intet nag vejer ned. Sachas trommer rammer takten uden at deres historik lægger sig som en dæmper imellem fodpedal og trommeskind, Lizettes fingre kærtegner klaveret som havde hun ikke fået en kæreste, ny og ren og skær, hvor Rosalie omfavner det hele, hun balancerer sin kontrabas og på samme måde balancerer hun dem, alle, fire. Mattea kvæler ikke længere lydene, de vibrerer i hendes hals og hun lukker dem ud som vilde fugle, holder dem ikke indespærret, lader skæbnen flyve frit på sine spinkle vinger. Hun lever for weekenderne, selvfølgeligt, men torsdag morgen sad Lizette alligevel ved hendes køkkenbord, så livet kunne strække hals ind i hverdagen, ind i kontorarbejdet og de umusikalske stunder, når mobilen bipper sin egen melodi. I sidste ende vil der ligge en besked fra en kvinde, fra den hun har ventet på, so deep in my heart, so you’re really a part of me, fra elskerinden i bestemt form, ental.

Syrene Hvid (SH) 06/03/18