Sommerlæsning

Holder sommerferie hjemme i år. Lidt udflugter i det vissengrønne, lidt sommerhus, lidt branket grillmad på kølige aftner og masser af endnu køligere hvidvin, der snører maven sammen. Skinner solen, råber nogle ”strandvejr” og får lys i øjnene. Ikke mig. På stranden gider jeg ikke ligge.

Strandvejr har der vist i øvrigt ikke været så meget af denne sommer. Mig kan det være det samme, for min tid går med læsning. Mens de andre stæser rundt for at få det hele med, flyder jeg ud i en liggestol og med to tryllemidler mod misantropi og sortsyn inden for rækkevidde – et par skummende, kolde halvliters, samt en god bog.

Og dermed er vi nået frem til, hvad det skal handle om. ”Kritik af den negative opbyggelighed” – en samling essays af Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen. Nærmere bestemt ”Pro Ecclesia” af sidstnævnte.

Dog først lige et nyt tilløb: På et lille, fjollet kludetæppe af et konkurrerende website til Tekstforum, ”Fyldepennen”, har man noget, man kalder en debatside. Et tema her kan f.eks. være, om forfattere er kloge eller ej. Ja, et sådant oplæg findes gudhjælpemig, og det bliver så drøftet op og ned ad stolper. Uden at nå til enighed naturligvis, for spørgsmålet er fra starten så håbløst, at det kan gøre en helt rasende. Jeg siger, kan man ikke finde på noget bedre at diskutere, er det bedst at holde mund. Eller med et lidt løst brugt Wittgenstein-citat: ”Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

Men det indebærer selvfølgelig ikke, at der ikke kan peges på den og den kloge forfatter. Som nu Søren Ulrik Thomsen. Ikke kun hans digtning kører på højeste niveau, men sørme også hans intellekt, hvilket omtalte essay er et godt eksempel på. Det er så klogt, at det gør høj.

”Pro Ecclesia” handler om kirken og gudstjenesten, men også om så meget andet. Mit begrænsede indlæg her tilsigter imidlertid ikke en analyse af essayets totalitet – end ikke tilnærmelsesvist. Kun vil jeg sige lidt om den anvendte metode i Ulrik Thomsens fremlæggelse af sujettets kompleksitet.

Teksten er nemlig i kraft af sin kontrapunktiske opbygning på sin vis overraskende, og med allusion til overskriften, positivt opbyggelig. Indfaldsvinklen til dens forskellige emnekredse udgår fra aksen omkring to grundlæggende antagonismer, form og essens.

En struktur, der bringer ham vidt omkring. Fra højkirkelig kontra lavkirkelig, til natur kontra kultur og naturligt nok også – hvad der er af speciel interesse i vores sammenhæng – skrivekunsten. Hvad den angår, peger han på den overordnede modsætning mellem avantgarde og tradition, men fører så tanken videre på en række andre dikotomier, der er affødt af denne. F.eks. dybde versus overflade, autenticitet over for kunstighed, følelse versus refleksion. Alt sammen noget, der berøres i den litterære kritik.

Jeg talte om overraskelsesmomentet. Men dermed er ikke ment metoden i sig selv, der såmænd er nok så velkendt – at behandlingen af et område hele tiden medtager dets modsætning, ja belyses ud fra denne. Nej, overraskelsen består i det lys af indsigt der tændes hos læseren. I og med at fremgangsmåden sætter fastforankrede forestillinger om dit og dat i perspektiv gennem deres modpol, sendes læseren på sejlads mod en fjernere horisont. Anderledes udtrykt – det klaustrofobisk, mentale rum sprænges gennem overblik og viden.

Det skal dog ikke forties, at man sagtens kan finde argumenter imod den anvendte metode. Først og fremmest at en tese ikke nødvendigvis bliver mere sand af at ses i lyset af en antitese, uden at der i forvejen er påvist gyldigt belæg for begge.

Men ”Pro Ecclesia” er et essay, dvs. et forsøg (som navnet siger) og ikke underlagt et videnskabeligt strengt regelsæt. I friere rammer altså, som så til gengæld levner plads til den manifestation af sandheden, der er indeholdt i, hvad man kunne kalde et æstetisk vidnesbyrd (i øvrigt brændstoffet i al poesi).

Og netop i den form gør det indledningsvist nævnte sammenfald af kunst og intellekt sig gældende. Hvis der vel at mærke er tale om en forfatter af Søren Ulrik Thomsens format.

Nu regner det. Herligt, så kan man med god samvittighed trække indenfor og læse videre.

Sabbath Andersen (SA) 31/7-16