Søren Kierkegaards opfattelse af selvet ifølge hans stadieteori.

Bidraget her er ment som en opfølgning og især uddybning af mit foregående indlæg om Kierkegaards menneskeopfattelse og syn på lidenskaben og kærligheden. I dette nye indslag er der desuden skruet lidt op for sværhedsgraden, og har man ikke læst det første, er det en fordel at starte der.

Søren Kierkegaards værk kan ses som en opposition til totalitær fornuftstænkning (Hegel). Og det helt ned i det formmæssige – han skriver ikke filosofi i traditionel forstand, men hans tekster har et litterært tilsnit (som Nietzsches i øvrigt). Det skyldes, at det for ham er om at gøre at kymre sig om levende personer, om eksistensen som den leves konkret af mennesker.

Hegels store projekt sigtede mod intet mindre end fuldendelsen af filosofien, slutningen af den i realiseringen af den ultimative fornuft; men Kierkegaard spørger: Hvor er slutningen for det enkelte menneske midt i verden, hvor er fuldendelsen? Er det ikke snarere sådan, at individet hele tiden er stillet over for fremtidens udfordring, og at mennesket befinder sig i en uafbrudt forholden sig til denne?

Der er med andre ord tale om en eksistensfilosofi i modsætning til systemtænkning. Men til gengæld er begge filosoffer – både Hegel og Kierkegaard – dialektikere, dvs. at de betragter mennesket i relation til andre og samfundet som helhed.

Subjekt- objektforholdet hos Kierkegaard er blot ikke en markering af to isolerede og adskilte entiteter, men en spænding mellem det empirisk givne og eksistensens fordring. Hvilket kommer tydeligst frem i hans – og den øvrige eksistensfilosofis (f.eks. med Heidegger og Sartre) – tidsopfattelse, hvor der opereres med de tre faktorer, fortid, nutid og fremtid, samt det dertil relaterede begreb om friheden (i parentes bemærket er i kristendommen forholdet mellem disse tidsrelationer fastlagt således, at fortiden er inkarnationen og fremtiden det kristne håb, der mødes i øjeblikkets tro).

Ved at forholde sig til sin fortid, fakticiteten, får jeget i nuet sin eksistentielle opgave, der er at VÆLGE sig ind i fremtiden. Dette valg er ikke en refleksionsakt, men foretages som en lidenskabelig handling. Mennesket eksisterer ved lidenskabeligt at ville sig selv.
Kierkegaard taler i den forbindelse om SPRINGET, og valgets mulighed er det samme som menneskets frihed.

Valget er relateret til det konkrete og foregår inden for rammerne af tilværelsen, der ikke i sig selv har noget indhold. Det er det valg, som ikke er dikteret af noget udefra, men er ren lidenskab, der giver tilværelsen dens konkrete indhold og værdi.

Som jeg var inde på i mit første indlæg, skelner Kierkegaard mellem flere former for lidenskab. Den optræder i mange afskygninger, men der er kun én autentisk af slagsen. Og det er ikke en lidenskab FOR et eller andet, men den at ville sig selv.

Denne lidenskab er samtidig kærlighed. Og igen autentisk kærlighed – ikke, som nævnt, Don Juans overforbrug af mange kvinder eller Johannes Forførerens eksperimenteren med og tilintetgørelse af en enkelt.
Kierkegaards kærlighedsbegreb indbefatter på en gang kærligheden til sig selv og til andre, hvilket skal forstås således, at det menneske, der i autentisk lidenskab vælger sig selv kommer fri af den dæmoniske indesluttethed, bliver gennemsigtigt og åbner sig for næsten.

Udgangspunktet for stadierne, som de kortlægges i “Stadier på livets vej” (1845), er spidsborgertilværelsen, som er et liv i uegentlighed, hvor mennesket blot er et viljeløst produkt af forholdene, og hvor tilværelsen dikteres af ydre omstændigheder. Der er ingen afstand imellem jeg og samfund.
Men her kommer ANGSTEN ind i billedet (et centralt begreb hos Kierkegaard og Heidegger). I modsætning til frygten er angsten genstandsløs og hidrører fra den tilværelsens tomhed, der er der før det lidenskabelige valgs given den mening. Angsten indikerer altså en splittelse fra spidsborgertilværelsens uegentlighed, idet han pludselig ser sig konfronteret med tomheden.

Hos æstetikeren (første stadium – det æstetiske) fører denne afsløring (at tilværelsen er tom) til illusionsløshed og ironisk distance til verden. Æstetikeren er låst fast i en tilstand af meningsløshed. Han kan ikke foretage noget egentligt valg, for hans valg er uden effekt, og han må leve i fortvivlelse og afsondrethed.

Det næste stadium, det etiske, er vejen ud af æstetikerens dilemma. Her – i en samfundsmæssig ramme, i bevarelsen af den samfundsmæssige position – giver etikeren hele tiden sit liv indhold og mening gennem det bevidste, lidenskabelige valg af sig selv og åbner sig derved i kærlighed over for tilværelsen og de andre.

Overordnet er det grundlæggende valg det afgørende og forudsætningen for alle andre valg, og dette valg i lidenskab er ikke vilkårligt. I tredje og sidste stadium, der kommer til senere i forfatterskabet, relaterer Kierkegaard valget til en ophøjet, samlende og begrundende magt med rod i det religiøse. Der samtidig forløser for den skyld, mennesket nødvendigvis overtager med valget af sig selv.

Sammenfattende skal det gentages, at Søren Kierkegaard, med sit afsæt i væren i verden og konkret tilknytning til levet liv, repræsenterer en fundamental anden filosofi end abstrakt systemtænkning.
Dog – også geniet er barn af sin tid. Den højromantiske forestilling om harmoni og helhed går til grunde her på overgangen til det moderne, hvilket også kan aflæses i digtekunsten med Romantismens dyrkelse af splittelsen, psykologien og dæmonien. Elementer man genfinder i Kierkegaards eksistentielle tænkning.

Sabbath Andersen (SA) (4/5-16)