Søren Kierkegaards forståelse af det menneskelige, herunder kærligheden.

Kierkegaard

Kierkegaards drilske måde at skrive på – i litterær stil og med omfattende gøren brug af pseudonymer – hidrører fra hans kritik af filosofien, og dennes uformåen med hensyn til at begribe det autentisk menneskelige (først og fremmes en reaktion mod Friedrich Hegel (1770-1831)).

Politisk vender han sig imod demokratiet, der driver mennesket ind i den illusion, at lykken kan skabes gennem en given samfundsorden. Kierkegaard mener, at man kun som enkelt individ, afskærmet fra mængden, kan nå sin egen væren. Mængden er usandheden, i denne glemmer mennesket sig selv.

Hvad der videre karakteriserer mennesker, er deres forskellighed, og det er en fejltagelse at tro, at man kan skabe lighed i samfundet. Her skal dog skelnes mellem det verdslige og religiøse. Taler vi om sidstnævnte, er alle mennesker lige for Gud.

Heller ikke videnskaben er i stand til at beskrive mennesket fyldestgørende. Videnskaben betjener sig af “det almene”. Når det f.eks. hedder, at mennesket er et biologisk væsen, vil den enkelte forstå sig som sådan og hans forhold til selvet forsvinde tilsvarende.

Kierkegaard nægter at se mennesket som blot et PRODUKT af noget – arv, miljø, kultur osv. Samt de dermed forbundne etiske aspekter, f.eks. det at forsvare sine ansvarsløse handlinger som et udslag af et tilhørsforhold til en bestemt kultur. Man skal vedstå sig den, man er, og påtage sig det ansvar, dette indebærer.

Han bestrider naturligvis ikke, at der er givne rammer for et menneskeliv. Det afgørende er måden at forholde sig til disse rammer på. Rammerne er i sig selv intet, bliver først noget, når de tillægges en værdi.
Hvad det vil sige, udfolder han i sin stadieteori (som jeg ikke skal redegøre for her, men evt. ved en senere lejlighed).

Hegel blev nævnt lidt tidligere, men Kierkegaard er i høj grad også i opposition til en anden tysk filosof, Immanuel Kant (1724-1804), og dennes etik, der baserer sig på teoretiske overvejelser, samt en tro på fornuften.
For Kierkegaard er etik ikke filosofisk abstrakt, men har noget med ens livsform at gøre – etikken skal LEVES. Og Kants fornuftstro får slet ikke fat i hele individualiteten, hele subjektiviteten, der for Kierkegaard er sandheden.

Lidenskaben er det centrale. Det er gennem den, mennesket skal blive sig selv. Give sit liv form og indhold. Lidenskaben er eksistentielt fordrende. Man skal VILLE den, hvilket er det samme som at ville sig selv, og det er en ubetinget akt, ikke skabt af omgivelserne.
At vælge sig selv gennem dette ubetingede peger endvidere på, at mennesket er et metafysisk væsen og ikke ren natur.

Der er mange former for lidenskab, f.eks. det at hade eller elske. Men begge relaterer sig til et ydre objekt og er derfor ikke autentiske. Sig selv bliver man kun gennem sig selv og lidenskaben må ikke være bundet op på andet og andre.

Den autentiske lidenskab er ikke desto mindre kærlighed. Der imidlertid ikke må forveksle med selvkærlighed.
Således er drivkraften i Don Juans forhold til kvinder alene at få bekræftet sin egen lidenskab. Og selv om Johannes Forføreren (hovedpersonen i “Forførerens Dagbog”), koncentrerer sig om en enkelt kvinde, er han grebet af en lidenskab, der har som mål at bedrage og udslette hende. Hvorved han også bedrager og udsletter sig selv.

Han “indeslutter” sig – et Kierkegaard-begreb til forklaring af det tillukkede og dæmoniske menneske, der gennem valget af og lidenskaben til sig selv skal frigøres til en tilstedeværelse i åbenhed. Til et autentisk liv, der også ytrer sig i kærlighed til andre.

Formålet med dette korte rids var ikke blot har givet et lille indblik i en essentiel del af Søren Kierkegaards tanker, men også se dem i lyset af vor egen tids i mange henseender diametralt modsatte menneskesyn.

Sabbath Andersen (SA) (2/5-16)