Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 9. Aristoteles

Platon og Aristoteles

Omkring 380 f.Kr. grundlagde Platon sit akademi, hvor der blev diskuteret og undervist i matematik, samt forskellige filosofiske problemstillinger. Han underviste selv, og blandt eleverne var Aristoteles (384-322).

Lad mig tage udgangspunkt i et maleri (se øverst). Af Rafael, der i begyndelsen af 1500tallet, i Vatikanet, skabte sin berømte freske “Skolen i Athen”. Motivet er Platons akademi, og i centrum af diskuterende og grublende videnskabsmænd og filosoffer ses Platon selv og Aristoteles. Side om side, men med hver sin signifikante gestus. Platons højre hånd peger opad, Aristoteles fremad, som udtryk for forskellen i deres filosofi. Platon viser vejen til det højeste, ideernes verden, Aristoteles til det dennesidige.

I venstre hånd bærer Aristoteles sin Etik, og det er om denne dette nedslag først og fremmest skal handle.

“Den Nikomacheiske Etik”(findes i dansk oversættelse) er hans praktiske filosofis hovedværk og et skrift, hvor divergenserne mellem ham og Platon kommer tydeligt til udtryk.

Etik er ifølge Aristoteles nøje forbundet med politik, idet mennesker er sociale “bystatsdyr” (zoon politikon) og hører hjemme i det politiske landskab. Derved en tæt forbindelse mellem etik og politisk filosofi. Moral og statsindretning hører sammen.

Livserfaring er råmaterialet i etikken, og ikke som hos Platon den teoretiske viden. Desuden skal man skal have kendskab til og respektere traditioner.

Det gode er grundbegrebet. Men netop på det punkt er Aristoteles tydeligst i opposition til Platon, idet han gør op med dennes fornuftsfetichisme og intellektualisme. Aristoteles er mere praktisk orienteret.

Begge filosoffer opererer med det godes idé, men i modsætning til Platon mener Aristoteles ikke, det er nok at VIDE, hvad det gode er. Denne viden skal udmøntes praktisk i indretningen af samfundet og føre til gode mennesker.
For Platon er indsigten i sig selv det højeste mål, for Aristoteles skal den almene erkendelse omsættes til og anvendes i konkrete situationer. Det er forskellen på de to i en nøddeskal.

Dømmekraft, praktisk fornuft (Fronesis), er et essentielt begreb i Aristoteles’ etik. Således skal en dommer kunne formidle mellem det almene og det konkrete, applicere det generelle på den enkelte sag.

Dømmekraften forudsætter, som før nævnt, livserfaring og traditionskendskab. Uden moral kan man ikke dømme, og moralen baserer sig på traditionen. Platon vil derimod sige, at etik og moral er hævet over vaner og tradition.

Som det fremgår, har Aristoteles en mere jordnær tilgang til etikken end Platon. Det gode fremstår gennem gode handlinger, ikke ved at skue det godes idé. Men trods alle forskelligheder deler de to grundlæggende den opfattelse, at menneskets højeste evne er fornuften.

Med dette lidet uddybende koncentrat er naturligvis langt fra alt sagt om Aristoteles’ etik – der kunne tales om hans samfundssyn, hans frihedsopfattelse, hans detaljerede bestemmelse af det gode liv, hans dydsbegreb osv. – men jeg håber dog at have viderebragt et lille indtryk af, hvilken retning filosofien tager med Aristoteles, især i forhold til Platon.

Og lad mig så i stedet afrunde kapitlet om denne vestlige supertænker med en kort omtale af hans verdensbillede og kosmologi. Og derved også få peget på den store betydning han fik langt ud over antikken.

Aristoteles opbygger et hierarkisk verdensbillede, hvor materien, det rene stof, er det laveste og udgør en blot og bar mulighed. I den anden ende af spektret, som det højeste, befinder Gud sig. Han er ren form, ren virkelighed, ren aktualitet – det perfekte.

Man bemærker, at Aristoteles, hvad det angår, altså er monoteist. Dog – selv om det foregriber kristendommen, er guden for ham primært tænkning, og en tænkning der er rettet mod denne selv og ikke mod menneskene som det er tilfældet med den kristne Gud.

På det grundlag kan der opstilles et kosmologisk gudsbevis: Enhver bevægelse forklares ved hele tiden at vise tilbage til en tidligere bevægelse. Men der må være en første bevægelse og en første bevæger, der har sat det hele i gang. Og denne første bevæger er Gud, der selv er ubevægelig. Gud er den ubevægelige bevæger.

Den evige bevægelse afspejles i kosmos, i himlens rotation og himmellegemernes kredsen i perfekte cirkler. Samtidig med at det lavere hele tiden stræber efter det højere. En i virkeligheden stræben efter den Gud, der er et forbillede for hele verden. Aristoteles er i den forstand også en teleologisk tænker.

Han konstruerede et kompliceret, men smukt og harmonisk sammenhængende geocentrisk univers, der var gældende i hele middelalderen. Og selv blev han i samme periode den absolutte autoritet inden for den kristne kirke, så hans person sammenlagt kom til at dominere hele den europæiske kultur i århundreder.

Således gik Aristoteles altså hen og blev også middelalderens filosof. Og for mig kunne det være anledningen til at tage fat på en ny serie af nedslag om denne epokes filosofi. Nu får vi se.

Sabbath Andersen (SA)