Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 8. Platons praktiske filosofi

Platon foran akademiet i Athen

“Platons praktiske filosofi!” Det lyder fint. Men hvor den overskrift snyder, for det er igen helt umuligt at finde plads til noget så omfattende i formatet her. Samfundsindretning, politik, uddannelse, opdragelse osv. Platon har et bud på det hele. (jf. i øvrigt nedslag 6, hvor jeg giver en definition på såvel den teoretiske som den praktiske filosofi).

Der må træffes et valg, og hvad ville være mere naturligt end at forklare lidt om hans syn på æstetik og kunst, herunder litteraturen. Vedlagt en lille advarsel, for han har ikke så meget rart at sige om os skribenter.

I den praktiske filosofi stilles spørgsmålet om, hvordan man skal leve som menneske for at opnå det gode liv, hvilket vil sige det lykkelige liv. Lykke er det moralfilosofiske grundbegreb for alle græske moralfilosoffer. Der er altså tale om en lykkeetik (eudaimonisme), men i modsætning til atomisterne (nedslag 5), der mente, at det gode liv er ren lysttilfredsstillelse (hedonisme), siger Platon, at der for et menneske hører mere til, og at det gode liv er mangesidigt. Det indbefatter således også kunsten.

Men først en kort redegørelse for Platons opfattelse af forholdet mellem menneske og stat, fordi det er et afgørende aksiom for hans øvrige, praktiske filosofi.

Det specielle ved mennesket og staten er, at de gensidigt afspejler hinanden. Mennesket først: Her overtager Platon Sokrates’ opfattelse af de 4 kardinaldyder. Hoveddyden er viden, der er grundlaget for alt. Kender man f.eks. til det gode, kan man ikke undgå at handle godt. Og omvendt skyldes dårlige handlinger, at man ikke har viden om det sande gode.

Et ret så diskutabelt synspunkt, Kierkegaard taler således om dæmoni, der er at indse det gode og så alligevel vælge det onde. Ligesom Paulus, der også siger det modsatte af Platon: “Det gode, jeg vil, gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, gør jeg.”

Menneskets psyke udgør en tredeling af den overordnede sjæls helhed. Øverst den styrende og ledende fornuft. I midten handlingsjeget, f.eks. i form af mod. Og nederst begæret, de sanselige behov.

Denne tredeling af sjælen minder en del om Freuds personlighedsmodel, og for både Platon og Freud gælder det f.eks. om at holde drifterne i skak.

Platon ville, at man skulle bruge menneskets natur i dannelsen af den ideelle stat, hvorfor vi i opbygningen af denne, som sagt, genfinder elementerne fra den tredelte sjælemodel. Øverst er de herskende filosoffer med deres fornuft og viden. I midten vogterne og soldaterne. Og nederst i hierarkiet håndværkere og bønder (slaverne har ingen plads i modellen).

Der er tale om en faktisk klasseinddeling af samfundet, og hver samfundsklasse repræsenterer et niveau i sjælen.

Og nu tilbage til kunsten. Uddannelse er en vigtig ting i staten. Ikke mindst er en alsidig uddannelse af vogterne meget afgørende, idet det er de bedste af dem, der rekrutteres til de egentlige herskere, filosofferne. Og som et element i deres skoling indgår kunsten, herunder litteraturen.

Ikke fordi Platon regner litteraturen i sig selv for så meget, men den kan spille en pædagogisk rolle. Dog vel at mærke ud fra et meget selektivt princip, og i den forbindelse er han en varm fortaler for censur. Således forlanger han den klassiske, græske litteratur bortcensureret. Homer og Hesiod er ikke opbyggelige nok. De skildrer guderne som amoralske og ufornuftige og fordærver derved ungdommen. Guderne skal fremstilles som gode ifølge Platon.

Hvad angår musik skal visse tonearter ligeledes forbydes, fordi de er for blødagtige og blot vellydende. Platon kræver musik med bid og dybde, der er bedre til at anspore til filosofisk tænkning.

Når man bliver ældre skal man afholde sig helt fra episk digtning, vænnes fra så at sige. Derimod må man godt nyde lyrik, fordi denne genre er mest velegnet til at få rettet blikket mod ideerne.

Det lyder alt sammen meget restriktivt, men i litteraturhistorisk perspektiv foregriber Platons syn på litteraturen en både romantisk og modernistisk tradition, der hver til sin tid og på hver sin måde, var i opposition til realismen. Romantikken med dens forkærlighed for fantasien og Modernismen ved at bestride, at den episke realisme – selv om denne foregiver at skildre virkeligheden – er vejen til erkendelse og reelt kommer virkeligheden nærmere.

Men bortset fra det er Platons praktiske filosofi, ikke mindst hans visioner i “Staten”, blevet udsat for skarp kritik af eftertiden. Efter anden verdenskrig især af filosoffen Karl Popper i et opgør med den hierarkiske stat og som led i sit eget forsvar for et demokratisk og åbent samfund.

Sabbath Andersen (SA)