Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 7. Platons idélære

Platon

De fleste kender Platon (427-347) af navn. Lidt færre, men også en del, har hørt om hans berømte hulelignelse (fra “Staten”), så hvorfor ikke tage udgangspunkt i den?

Den handler om forkerte, uoplyste antagelser. Mennesker sidder fastspændte i en hule med front imod bagvæggen. Der er ikke meget lys, og det, der er (fra et bål), befinder sig bag dem, så der kastes skygger på væggen, de kigger på. Med troen på, at hulen og dens svage belysning er hele verden, skabes illusionen om, at hvad de ser, er virkeligheden.

Men det er kun skygger, fordi hulen ikke er oplyst af det rigtige lys, solens lys. Og metaforisk udtrykt, kan man sige, at illusionen hidrører fra, at disse mennesker ikke er oplyste.

Filosoffen derimod erkender dette, og i hans oplysning om den virkelige virkelighed kommer Platons idélære i spil.

For sandheden er ikke at finde i fænomenerne, som de fremtræder for sansningen, men i de absolutte ideer. De ideer, der knytter sig til enhver ting.

F.eks. er en konkret hest blot en fremtrædelsesform af ideen hest. Og på et lavere niveau, fordi den kun er en variant af mangfoldigheden af heste.

Der er tale om en idealistisk tankegang, hvor den fysiske verden betragtes som en afspejling af ideverdenen. Eller anderledes sagt – den reelle virkelighed er ideel i sin natur. Immateriel og overindividuel.

Men også blandt ideerne hersker et hierarki. Nederst har vi de forholdsvist konkrete ideer, længere oppe almene ideer, og allerøverst troner det godes idé.

Ud fra en filosofihistorisk betragtning er det nye og epokegørende med Platon, at hans idélære fremstår som et resultat af en tættere sammenknytning af metafysik og erkendelsesteori end hos nogen tidligere filosof. Den baserer sig på en parallelitet mellem forskellige former for væren (erfaringsmæssig og idemæssig) og forskellige måder at erkende verden på (empirisk og filosofisk).

Dog ikke som et enten eller, men et både og. Ingen erkendelse uden med ideen som pejlemærke, fastslog Platon. Eller som han direkte udtrykte det: “Den, der benægter ideer, vil ikke have et sted, hvorhen han kan vende sine tanker.”

Dette dunkle udsagn er ikke kun en dybsindighed, men manifesterer sig som et grundprincip i hele den vestlige kulturs forestillingsverden.

Og som også gør sig gældende i os almindelige menneskers tankegang. Det turde således være indlysende, i hvor høj grad hans filosofi indfanger en eviggyldig og almenmenneskelig, bevidsthedsmæssig erkendelse af skellet mellem det håndgribelige og det ideelle – om dette sidste så kun er i form af drøm, længsel og anelse (derfor elskede 1800tallets generation af romantiske digtere ham og dyrkede al den mystik, de kunne hive ud af hans ellers objektive og intelligible system).

Platons erkendeteori er, som tidligere nævnt, præget af Zenon (jf. nedslag 3), og i kritikken af sansningen har han desuden taget ved lære af atomisten Demokrit (nedslag 5).
Selv rækker hans indflydelse, som sagt, langt. Ud over det ovenfor nævnte af mere generel karakter, kan hans betydning i en snævrere fagfilosofisk kontekst ikke vurderes højt nok. Alle indenfor faget må på en eller anden måde forholde sig til ham.
Ser man på idélæren, kunne et eksempel være hermeneutikken, som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg om Gadamer. Den dér omtalte “hermeneutiske cirkel” har således paralleller til Platons forestilling om medfødte ideer (et emne jeg desværre har måttet udelade som følge af begrænsningen i disse korte nedslag).

Sabbath Andersen (SA)