Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 6. Indledning til Platon og Aristoteles

PlatonAristoteles

Med de to næste tænkere, Platon og Aristoteles, er vi allerede her så tidligt, i den græske oldtid, rykket op i superklassen af filosoffer.

Platon har helt op til nyeste tid været inspirationskilde både i filosofien (Husserl f.eks.) og i åndshistorien i det hele taget (Romantikken).
Desuden er hele den jødisk-kristne tradition i høj grad påvirket af platonismen (i forskellige udformninger).

Når vi taler om Aristoteles, gælder det samme. Hans indvirkning på filosofien fremadrettet og påvirkning af eftertiden i det hele taget er enorm.
Ja, nogen går så vidt som til at sige, at de to filosoffer i fællesskab er dem, der har haft størst indflydelse på den vestlige verdens tænkning i det hele taget.

Platon er for stor en mundfuld til et enkelt kapitel i omfang af disse korte nedslag, og selv med flere af dem ville jeg få svært ved at komme bare et stykke af vejen rundt om hans kolossale virke.
Jeg har valgt at berøre to emner: 1) Hans idelære, og 2) Hans praktiske filosofi.

Det bliver oven i købet til 3 indslag, for selv efter en truffet beslutning om så vidt mulig at udelade historisk, kulturhistorisk og samfundsmæssigt baggrundsstof, må jeg gøre en undtagelse her.
For at forklare det kvantespring i tænkningen, der sker på de to filosoffers tid, er det nødvendigt med en lille indledning til belysning af et afgørende brud i den græske kultur i det 5. årh.

Hovedtendensen er, at aristokratiets magt efterhånden udhules i hele Grækenland, og borgerskabet – håndværk og handel – får en tilsvarende større dominans. Politisk giver det sig udslag i demokratiske tiltag i en del græske stater (en udvikling der i øvrigt gør sig gældende langt senere i hele Europa, fra Middelalderen til nyere tid).

Handelsklassens voksende indflydelse, og at den bliver en væsentlig faktor i Grækenland, kan forklares ud fra datidens kolonialiseringstendenser. Og altså med en svækkelse af aristokratiet til følge.

Men vejen fra demokrati til tyranni er ofte kort (hvilket allerede Heraklit advarede om). Til gengæld førte hele ændringen af det politiske billede til en skærpet opmærksomhed blandt folket med hensyn til samfundsforholdene. Til en øget politisk bevidsthed om man vil.

Og hvad filosofien angår – med denne nye virkelighed ser den sig stillet over for et nyt skel. Mellem det absolutte og det relative. Hvor man f.eks. før mente, at der var en direkte sammenhæng mellem lovene og naturen, erkender man nu, at lovene ikke nødvendigvis er naturgivne, men at der kan være tale om konventioner, der står i modsætning til naturen.
På græsk er det forskellen mellem nomos (lov) og physis (natur).

Ud fra dette paradigmeskifte definerer Aristoteles direkte to nye, adskilte filosofiske termer/hoveddiscipliner: Den teoretiske filosofi og den praktiske filosofi. En distinktion der har været gældende lige siden.

Den teoretiske filosofi er metafysik. Den drejer sig om det, der ikke kan ændres, det der er og stiller spørgsmål til verdens inderste væsen.
Den praktiske filosofi beskæftiger sig med den måde, mennesker handler på, herunder moralen. Ting, der kan ændres, hvorfor den samtidig rejser spørgsmålet om, hvordan tingene bør være og derfor forholder sig til hele kulturen.

I kølvandet på disse samfundsomvæltninger og i en snævrere kontekst sker der endvidere det på Platons og Aristoteles’ tid, at Athens storhedstid siden sejrene i Perserkrigene (490-479) ender brat med nederlagene i De Peloponesiske Krige (430-404). Athen mister sin førerstilling, og demokratiet undergraves af tyranni og oligarki. Den føromtalte politiske interesse udvikler sig til mistillid til det politiske system.

Det er Athens storhed og fald, mange filosoffer har oplevet og reagerer på, f.eks. Sofisterne og Sokrates.
Og som også præger de to store, men på hver sin måde. Aristoteles er den længselsfuldt tilbageskuende nostalgiker, mens Platon vender ryggen til det umiddelbare og søger bag om den konkrete virkelighed efter det holdbare i form af absolutte standarder for f.eks. godt og ondt.

Dette vil der blive nærmere redegjort for i de næste nedslag.

Sabbath Andersen (SA)