Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 5. Atomisterne og Demokrit

Demokrit

Demokrit (460-370) er en af hovedskikkelserne blandt de såkaldte atomister. Naturfilosoffer, der er under indflydelse af Anaxagoras og dennes radikale pluralisme (jf. nedslag 4), samtidig med at de godkender eleaternes logik (jf.nedslag 3).

Overtagelsen af pluralismen bruges til en justering af de logiske argumenter hos eleaterne.

Zenon ville ikke acceptere noget tomt rum. Når f.eks. to ting adskiltes, måtte det være af en tredje ting. Ting kunne ikke adskilles af ingenting, mente han.

Atomisternes naturfilosofi derimod indeholder ideen om det tomme rum, der ikke er noget, men alligevel nok til at adskille tingene (en forestilling, der i øvrigt ikke slår rigtig an hverken i Antikken eller Renæssancen – “Horror Vacui” er således et gennemgående træk i sidstnævntes idehistorie).

Der er i atomisternes univers kun to fysiske ting: Atomerne og det tomme rum. Atomerne er helt konkrete, og forekommer i alle mulige geometriske former og størrelser, men har ellers ingen egenskaber.

De er imidlertid ikke sammenlignelige med den moderne fysiks atomer. De er ikke stoffets mikroskopiske byggestene, bestanddele i enheder, men mangfoldigheden af enheder selv, og nogle kan være meget store, f.eks. himmellegemer.

Mange almindelige ting er atomkonstellationer, der er dannet mere eller mindre tilfældigt, og som kan gå i opløsning igen. Mere komplekse strukturer derimod består af atomer, der er hægtet sammen ved hjælp af øskner og kroge.

Atomerne selv er udelelige, hvilket kan referere til både noget fysisk og teoretisk. Vi erindrer således, at Zenons paradoks bestod i sammenstødet mellem på den ene side en teoretisk, uendelig delelighed, og på den anden side erfaringsvirkelighedens afvisning af samme.

Det især interessante ved atomisternes filosofi er de erkendelsesteoretiske aspekter. Således forklarer de også sansningen ud fra atomerne. De mest raffinerede og vævreste af dem er sjæleatomerne. Når disse rammes af andre atomer fra de almindelige ting, modtager sjælen sine indtryk.
Sansningen er imidlertid dybt upålidelig og svarer overhovedet ikke til de reelle ting. Det indtryk, sanserne modtager gennem påvirkningen fra tingene, er illusorisk.

Det erkendelsesteoretiske aspekt, der ligger i det – at vor oplevelse af verden ikke svarer til den virkelige verden – bliver taget op af Platon og danner grundlaget for hans egen erkendelsesteori (mere om det i de næstfølgende nedslag).

Gennem atomisternes overbevisning om atomernes reelle udelelighed, samtidig med, at de fastholder, at delelighed godt kan optræde i tænkningen, forholder de sig, som nævnt, til Zenons paradoks. Dog uden at løse det. Konklusionen lyder, at hvad der gælder i matematikken, ikke behøver at gælde i virkeligheden, og dermed en adskillelse mellem matematikken og fysikken. En ikke uvæsentlig erkendelsesmæssig landvinding.

Det tomme rum forklarer atomisternes idé om bevægelsen (uden tomt rum kan intet bevæge sig), og atomerne er hele tiden i bevægelse. Denne må hidrøre fra noget andet, mente mange atomister, og i deres forestillingsverden skyldes igangsættelsen af den første bevægelse en hvirvelvind. Det lyder spøjst, men kan jo i virkeligheden godt sammenlignes med astrofysikkens Big Bang-teori.

Demokrit derimod var af den formening, at atomerne altid har bevæget sig. Det falder i tråd med den typisk græske tanke, at verdens grundlæggende egenskaber altid har været der (i modstrid med de forskellige udgaver af skabelsesmyter og -teorier).

Demokrit mener endvidere, at kosmos er uendeligt, og at der ikke i det findes privilegerede punkter – noget op og ned, et højre og venstre.

Og også hvad angår bevægelseshastigheden er han yderst moderne og forud for sin tid, når han fastslår, at tunge og lette ting i princippet bevæger sig lige hurtigt. Som svar på at de tunge alligevel kan indhente de lette, så de kan nå at samle sig, indfører han den vilkårlige hypotese, at der er en svag og uberegnelig slingren i bevægelsen.

Atomisternes og Demokrits teser og ideer kan muligvis få nutidsmennesket til at trække lidt overbærende på smilebåndet. Men det er der nu ingen grund til. Mange af deres teorier minder faktisk forbløffende meget om de sandheder, naturvidenskaben tager som givet og arbejder ud fra i dag.
Jeg har nævnt parallellen mellem deres hvirvelvind og vor tids Big Bang som begyndelsen til det hele. Og Demokrits tilfældige slingreteori leder umiddelbart tanken hen på Bohrs kvantespring.

Nej, der er i virkeligheden al mulig grund til at blive slået med forbavselse og fyldt af beundring over den formidable, tankemæssige kraftpræstation, der er forbundet med atomisternes virke og resultater. Mere spekulative (og fantasifulde) end ovennævnte Niels Bohr (der arbejdede metodisk og regnede mere på tingene), men ellers på samme høje, intellektuelle niveau.
Eller man kunne sige, at der slet ikke er så langt fra atomteori til filosofi. Det rimer oven i købet.

Sabbath Andersen (SA)