Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 4. Anaxagoras

Anaxagoras

Alle de hidtil nævnte filosoffer var monister, hvilket vil sige, at ALT opfattes som ét. Det kulminerer med Parmenides, der fører monismen ud i den yderste konsekvens.

Men efterhånden slår filosofferne ind på en pluralistisk vej. Verden består af en flerhed, og de logiske præmisser, som hos Zenon, justeres i overensstemmelse med erfaringen.

Respekten for erfaringen medfører dog samtidig en svækkelse af erkendekritikken, som vi så udfoldet hos Parmenides.

Med Anaxagoras (500-427) støder vi på en radikal pluralisme, idet han hævder, at der er uendeligt mange, uendeligt små ting i verden. Dvs. at et vilkårligt udsnit af virkeligheden kan deles i det uendelige. Hvilket også var Zenons præmis i dennes paradokser.

Anaxagoras er tillige enig med Zenon i, at en del af noget må have de samme egenskaber som det, det er en del af. Men han ser ikke noget paradoks i en uendelig delelighed. Verden, som erfaringen viser os den, forsvinder jo ikke derved.

Anaxagoras’ pluralisme indeholder desuden forestillingen om, at der i ALT er noget af alt. Altså at der i hver af delene vil være elementer af alt andet.
Samtidig får han derved løst forandringens problem, i og med at det, som tingene bliver til, på forhånd ligger i kim i dem. Forandringen, transformationen kan kun lade sig gøre, hvis der i et eller andet allerede ligger noget af alt.

Forandringen må imidlertid ikke opfattes som en proces i retning af et endeligt. Den sker immanent i det værende, der i sig selv er uforgængeligt, og der er ingen hverken begyndelse eller afslutning i tid. Hvad der dybest set er kan ikke forandres. Det er sammensætningen, der er foranderlig.

Sabbath Andersen (SA)