Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 3. Parmenides og Zenon

ParmenidesParminides  zenon  Zenon

Parmenides (515-447), fra Elea (en oldgræsk by i det sydlige Italien) kan betragtes som en modpol til Heraklit, idet han benægter forandring.

Her skal der imidlertid ikke redegøres nærmere for hans tænkning, men når han er vigtig i filosofihistorisk sammenhæng, er det, fordi han reflekterer over erkendelsen som sådan, og derved bliver grundlægger af den kritiske filosofi, som vi senere ser fuldt udviklet hos Emanuel Kant.

Jeg har nævnt, at filosofien opstår gennem en løsrivelse fra mytologien. Med Parmenides fuldendes filosofiens selvstændiggørelse som disciplin, idet den manifesterer sig i modsætning til empiri og videnskab.

Desuden kan Parmenides anses for den første metafysiker.
Man kan ikke stole på sanserne, mener han. Hele den verden, vi kan sanse, er rent bedrag. Man må ræsonnere sig frem til sandheden. Og her kredser han om metafysikkens særlige emneområde, væren. Hans tese er: “Om det værende kan kun dette siges: at det er!”

Parmenides’ radikale erkendeprincip fører direkte over til Zenon (490-430) (en anden af eleaterne) og dennes paradokser, der opstilles på grundlag af ren spekulation og i modstrid med erfaringen.

Lad mig nævne paradokset om Achilleus og skildpadden til belysning af dette. Achilleus og skildpadden skal løbe om kap. Da Achilleus løber ti gange hurtigere end skildpadden, får denne et forspring på ti meter.
Løbet går i gang. Achilleus løber de første ti meter. Skildpadden har samtidig løbet én og har således nået 11-meter-mærket. Achilleus løber endnu en meter. Skildpadden har nu blot ti centimeters forspring.
Men Achilleus kan aldrig indhente skildpadden, hævder Zenon. Når han har tilbagelagt de ti centimeter, er skildpadden stadigvæk én centimeter foran ham. Og sådan bliver det ved i det uendelige. Achilleus nærmer sig mere og mere, afstanden til skildpadden bliver mindre og mindre, men den vil altid forblive større end nul.

Selv om det jo åbenlyst strider imod erfaringen (hvis Achilleus løber omkring 40 km/t, hvilket en sprinter i verdensklasse gør, vil det vare mindre end to sekunder, før forskellen er udlignet), består paradokset stadigvæk.

Med den moderne matematiks påvisning af, at en uendelig række godt kan have en endelig sum, slører den blot paradokset. Selve mysteriet formår videnskaben ikke at løse. Det hører under filosofiens gebet, så her trumfer denne i forhold til videnskaben.

Sabbath Andersen (SA)