Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 2. Heraklit

heraklit

Den noget senere Heraklit (540-480) er det værd at tage op her, fordi denne i mange henseender står i modsætning til Anaximander.

Heraklit formulerede sig dunkelt, blev direkte kaldt Shoteinos (den dunkle). F.eks.i en tese som: “Tingenes egentlige natur holder af at skjule sig.”

Det har imidlertid også bevirket, at han ofte er blevet misforstået. Selv af Platon, der udlagde det berømte citat, “Mod dem, der går ned i de samme floder, strømmer hele tiden nyt vand”, som en afvisning af identitetsbegrebet. Hvilket nok er en fejlagtig opfattelse, for det skal snarere tolkes som, at ting godt kan være identiske, men at der bag identiteten gemmer sig en forandring, der imidlertid ikke undergraver enheden.

Han er også noget misforstået blevet betragtet som “bevægelsens tænker”, idet hans hovedsynspunkt er, at alt flyder (panta rei). Men der er ikke af den grund tale om nogen kaosfilosofi, der slår til lyd for vilkårligheden. Bevægelsen er underlagt den netop ovennævnte identitet eller enhed.

Den store forskel til Anaximander er, at Heraklit fokuserer på modsætninger i alle mulige sammenhænge, også i den menneskelige sfære. Hvor førstnævnte vil ophæve modsætningerne, vil Heraklit bibeholde dem og gør derved op med Anaximanders og andre grækeres harmoniforestillinger. For Heraklit er modsætninger direkte det, der holder sammen på enheden.

I den forbindelse skal man tillige bemærke en yderligere abstraktion i forhold til Anaximander og jonerne. De blev stående ved opfattelsen af enheden alene som et stof, men Heraklit lægger altså til, at der er nogle principper, nogle love i verden (logos), der forklarer enheden.

Han var fra Efesos, en oldtidsby på Lilleasiens vestkyst. Man kunne også sige en bystat, hvor man var begyndt at eksperimentere med demokratiet. Og Heraklit viser selv interesse for de samfundsmæssige ting, der i mange henseender præger hans tænkning. Han kan i den forstand godt betragtes som en slags samfundskritiker.

I det politiske gør modsætningsprincippet sig gældende gennem striden mellem modsatrettede interesser. Striden er at opfatte som retfærdighed og nødvendig, for at et samfund kan bestå, og Heraklit forholder sig derfor skeptisk til føromtalte demokratiske tendenser.

Opfattelsen af stridens og modsætningernes nødvendighed er noget, der peger frem mod marxismen.
Desuden kan Heraklit, som eksponent for en begyndende interesse for menneskelige forhold i det hele taget, og idet han reflekterede over sig selv og sit eget liv, næsten betragtes som en tidlig eksistensfilosof.

Sabbath Andersen (SA)