Små nedslag i den europæiske filosofis historie. 1. Anaximander

anaximander

Hermed et par betragtninger over den europæiske filosofi helt fra begyndelsen af.

Om filosofi er der tale, i det øjeblik tænkningen løsriver sig fra mytologien.

Anaximander (610-545), en af de joniske naturfilosoffer, formulerede, hvad der er blevet anset for det første filosofiske udsagn overhovedet:
“Det, hvoraf de værende ting opstår, er det samme som det, hvori de forgår efter nødvendighedens lov; for de lider straf og betaler erstatning til hinanden for den uret, de begår ifølge tidens forordning.”

Citatet er dunkelt, og der er skrevet utallige udlægninger af det. Blandt andet af folk som Nietzsche og Heidegger.

Det afgørende i filosofisk henseende er imidlertid, at det værende ikke er knyttet til et mytologisk univers, men både opstår af og forgår i et grundstof – apeiron.
Denne grundsubstans er det ubegrænsede og unddrager sig det erfaringsmæssige.

Ud over dette spekulative spring bort fra en gudeverden som det bagvedliggende, er Anaximanders teori også rigtig filosofisk, idet den er ren abstrakt (kan ikke efterprøves).

Desuden er den udtryk for en søgen mod det almene, det universelt gældende.

Sammenfattende kan man sige, at der med Anaximander anslås nogle generelle og fremadrettede bevægelser i den vestlige filosofi:
Fra overtro til årsagssammenhænge ud fra verdens tilgrundliggende natur.
Fra det partikulære til det almene og overordnede (en reduktionistisk tendens).
Fra det konkrete, med afsæt i umiddelbare livsbetingelser, til det abstrakte (parallelt hermed forandrer grækerne deres ret så primitive polyteistiske religion til et begrebssystem).

Sabbath Andersen (SA)