Samtale i natten

Jeg vågner ved lyden af gråd, en fortvivlet gråd, men jeg er alene, så jeg føler mig ret forvirret og lidt underlig til mode. Jeg ligger i min seng i mit nye værelse, som jeg lige har indrettet oppe på loftet i det det husmandssted, jeg købte for en årstid siden herude nær ved havet.
Jeg startede langsomt med restaureringen og brugte kun underetagen den første årstid, men nu er jeg rykket ovenpå i den vestre ende af stuehuset og har lavet mig et soverum, hvor jeg gennem et tagvindue kan ligge og se op på nattehimmel og stjerner – og i en seng, som jeg selv har tømret sammen af materialer købt på forårets strandauktion.
Jeg ligger længe og lytter, men denne blanding af hulken og gråd er helt tydelig. Jeg står op og siger ud i mørket: ”Er her nogen.” Lyden forsvinder, men jeg kan mærke, at jeg fryser på trods af, at det egentlig ikke er koldt. Vi er i september måned, så jeg undrer mig, mens jeg tænker, at der for Fanø vel ikke kan være et spøgelse på færde. Tænker også, at jeg kan være løbet ind i en forkølelse eller lignende, at jeg har feber og hallucinerer, men min pande føles normal. jeg lister lidt rundt, går ned i gangen, går op igen og går til sidst atter i seng og sover, mens jeg dog forstyrres af drømme, som jeg synes slet ikke burde komme fra mit eget hoved.

Det gentager sig ret tit i den kommende tid. Nærmest er det en gang om ugen, tænker jeg. Det går op for mig, at det altid er fredag nat. Der er ikke noget truende over fænomenet, snarere noget dybt ulykkeligt.
Jeg vågner igen om fredagen ved lyden af gråd og mærker, helt klart, et temperaturfald. Jeg bliver liggende og lytter, og først når jeg spørger ud i natten, bliver lyden væk. Drømmene fortsætter også i dagene fremover, og en nat, hvor jeg har besluttet for at foretage et såkaldt ”mind-dyk,” hvor man tæller sig ned til en anden bevidsthedstilstand, sker der noget underligt. Jeg drømmer, at jeg er i huset, er i overetagen, hvor der er et halmloft, der kun er oplyst sparsomt af månen gennem en luge i gavlen. Jeg kan se en ung pige, der knæler i halmen, mens hun holder om et eller andet og knuger det ind til brystet. Langsomt går det op for mig, at det må være et barn, men det synes også umiskendeligt, at barnet må være dødt. Det er svøbt i et eller andet, og et øjeblik senere går pigen direkte hen imod mig, går forbi mig uden at ænse mig, og så går hun ned ad den stige, der fører op til loftsrummet. Hun går baglæns, forsigtigt, mens hun knuger barnet ind til sig med den ene arm, men ikke lydløst, for hun hulker, græder, og jeg genkender lyden. Det er hende! Jeg bliver så berørt, at jeg kastes tilbage, hvor jeg kom fra, vågner med et sæt og ser mig om, men jeg ligger i min nye seng, svedig, alene og sær til mode, og der er ingen lyd af gråd, intet mærkværdigt, kun hører jeg mit eget åndedræt.

Der går nogle dage, og om fredagen vågner jeg igen ved kulden, ved lyden af gråd, og jeg må indrømme, at jeg er underlig til mode, ikke bange, men har denne følelse af at være vidne til noget, jeg ikke kan forklare. Jeg råber igen ud i mørket, hvor der ligesom har været noget lyst længere inde i loftsrummet: ”Hvem er du?” Og væk er lys og lyd, men jeg har taget en beslutning. Jeg vil finde ud af det her. Jeg har af andre i sognet fået stedets historie i relation til, hvem der har boet på ejendommen, men fortællingerne går kun tilbage til perioden efter 1910, og der er intet andet end beskrivelser af en fredelig husmand, en mælkekusk samt en journalist og forfatter, jeg købte stedet af, da han valgte at forlade fædrelandet, som han vist ikke agtede særlig meget.

Dagen efter er det lørdag, og jeg beslutter mig for at besøge sognets ældste. Det er Kristen med tilnavnet Natmanden, Kristen Natmand. Han hedder rettelig Kristen Iver Joensen og er 95 år gammel, og bor alene længere ude vestpå og klarer sig med lidt ugentlig hjælp fra systemet og yngre naboer. Han har vist altid været ungkarl, så vidt jeg ved, men jeg kender jo ikke hele sognets historie endnu. Natmandstilnavnet har han vist fået, fordi han går rundt om natten og, har jeg hørt, tit ses oppe ved kirken.

Han går rundt udenfor det lille husmandssted, da jeg kommer anstigende pr. cykel, og jeg får på stedet en kommentar: ”Det var da satans. Ka’ du styr’ sådan en!” Det indrømmer jeg, at jeg kan, og siger at jeg er ny i sognet, hvilket han udmærket ved, og han fortæller da også, at han s’gu godt ved, hvor jeg bor. ”A kender godt den ejendom,” siger han, og jeg fortsætter med at sige, at det er derfor, jeg er kommet. Jeg vil spørge ham om noget. ”Du spø’r bare,” siger han, og det gør jeg så:
”Har der for mange, mange år siden, boet en ung pige henne på stedet? Helt tilbage før 1910, hvor du må have været ung?”
Hans reaktion er faktisk voldsom, han formelig blegner og støtter sig til en savbuk, der ret praktisk står ved siden af ham. Han siger ikke noget, men jeg kan se, at han er ilde berørt.
”Hvorfor spør’ du.”
”Det ved jeg ikke rigtigt,” siger jeg, ”men jeg vil godt have styr på ejendommens historie, og den er jo ret gammel. Ingen ved noget fra omkring århundrede-skiftet. Alle er s’gu døde på nær dig, så derfor. Og faktisk har jeg drømt om det, sådan ret mystisk!”
Han sætter sig på savbukken og peger hen på en græstørv lige i nærheden og beder mig løfte den op. Der er ligesom et håndtag, der stikker op af jorden. Han siger, at der er en transportspand, en mælkejunge nedenunder.
”Der er kold’ bajere i, så find lige to,” hvilket jeg gør med en vis undren; men kølige er de, og han vipper kapslerne af med en lommekniv og et vist håndelag, hvorefter vi smager på øllet. Det er en Hof, hvilket jeg har fundet ud af, at man drikker her ude nær havet.

”Joh, siger han, der var en pige derhenne engang. Hun hed Kirstine Jørgensen. Hun ligger oppe på kirkegården. Hun hængte sig, så det var en skrækkelig historie. Man sagde, at hun havde ombragt sit eget barn.”
”Kendte du hende? Var det henne på min gård, hun tog sit eget liv.
”Ja, jeg kendte hende, men det var hjemme ved sine forældre, hun hængte sig.”
Han sidder og ser tavs og indadvendt ud.
”Kendte du hende godt?”
”Ja, vi var lidt kærester en kort stund.”
Han sidder igen uden at fortsætte, og jeg vil ikke spørge om mere, for hele historien ligesom ligger i luften, men han fortsætter selv:
”Det var mig. Det var mig, der gjorde hende gravid. Hun var kun 16, og hun ville ikke vide af mig, da hun blev med barn. Hun boede hjemme hos sine forældre, men kom i huset derhenne ved dig, så hun kunne gemmes lidt af vejen. Hendes forældre boede inde i Staby, hvor jeg mødte hende til gymnastik i ungdomsforeningen. Hun var s’gu så køn – og så i gymnastikdragt.”
Han sidder og falder helt hen i minderne, og jeg gør ikke noget forsøg på at spørge videre de første mange minutter.

”Jeg er ked af, at jeg spurgte, og bringer sørgelige minder op til overfladen, men du var den eneste i sognet, der måske kunne vide noget.”

”Det gør ingenting. Det er så længe siden, og livet gik jo videre, og ingen vidste, at det var mig. Hun sagde det ikke til nogen og ville heller ikke snakke med mig om det – kun en enkelt gang, hvor hun sagde, at jeg havde ødelagt hendes liv. Hun ville ikke høre noget om, at vi kunne være kærester. Det var jo en skam dengang, at blive gravid. Jeg var 10 år ældre end hende og var ved at overtage stedet her efter mine forældre. Det kunne godt være blevet til noget. Husmandssted og fiskeri var godt i den tid, men hun følte, at hun havde syndet, og hendes forældre mente helt sikkert det samme. De var af missionen.”

Vi sidder længe, nipper til vores øl, tavse, og i det fjerne kan vi høre havets mumlen. Over os og rundt om os er der fugle, der snakker med.

”Jeg skal fodre fugle, siger han, det gør jeg hele året rundt, og de kender mig. Kom med ind. Måske har jeg også et billede at vise dig af Stins. Ja, jeg kaldte henne ”Bette Stins” – Hun var s’gu bette.”

Jeg kan mærke, at han er berørt, men følger med ind, hvor vi først finder lidt frø i en sæk og lidt brød, som han smuldrer før vi går ud og smider det på en gammel bænk, der står op ad væggen til huset. Inde igen åbner han et gammelt skab og finder et støvet album frem, blader lidt, og løsner så et fotografi der er fastgjort i de fire hjørner, hvorved de er anbragt på siden. Jeg kender systemet fra mine egne forældres fotoalbums, og jeg tager imod billedet.
Det er et billede fra en gymnastikopvisning, hvor en køn ung pige er forrest i en række af mange. ”Det er hende.” Jeg må give ham ret i, at hun er køn. Hun smiler, ser faktisk også stolt ud. ”Hun ledede de unge tøser,” fortsætter han, og falder igen i staver, og da jeg rækker billedet tilbage, tager han imod det, og jeg kan se, at hans hånd ryster.
”Jeg er ked af, at jeg kommer her og ribber op i gamle dage og det, som du vel aldrig har glemt.”
”Det har jeg ikke”, og han fortsætter lidt efter med at fortælle, at han passer hendes gravsted oppe på kirkegården.
”Der er jo kun mig til det. Alle er jo døde. Ingen kender historien længere, kun du. Det er mange år siden, at jeg fornyede gravstedet for 30 år, og når de er udløbet, er også jeg borte.”

Vi sidder igen tavse, men så spørger han: ”Hvad har du drømt, siden du er interesseret i det, der skete?”
Det fortæller jeg. Om den unge pige på loftet, om gråden, om kulden og om, at jeg mente det var et barn, hun havde i sjalet ved brystet.
”Det var satans,” siger han, ”hun spøger henne i dit hus.”
”Ja. Hun har åbenbart ikke fred, men måske kan hun få det!”
”Hvordan da,” spørger han.
”Ved at få hende manet bort – søge at give hende Guds tilgivelse. Det ved vi jo, at hun kan få!”
”Skal der så en præst til?”
”Nej ikke nødvendigvis. Jeg vil godt prøve selv.”
”Er du ikke lidt sær?”
”Jo, hvorfor tror du, jeg er flyttet her ud,” siger jeg smilende. ”Her er faktisk mange, der er lidt spøjse, så jeg regner med, at jeg vil føle mig hjemme.”
”Velkommen,” siger han polisk. ”Vil du godt fortælle mig, hvad der sker?”
Det lover jeg, og så tager vi afsked med hinanden. Jeg kan formelig mærke hans blik i nakken, da jeg cykler hjemover, mens jeg bedømmer ham til at være meget åndsfrisk og vågen.

Jeg tager ikke hjem, for jeg kører videre til kirkegården og går ind og leder. Det varer en rum tid inden jeg finder det lille gravsted. ”Kirstine Jørgensen – 1890 – 1907” Der er også en inskription: ”2. krøn. 6,4.” Stedet er yderst velholdt, men dog med en sparsom beplantning. Buskene er små, og jeg tænker, at de må være skiftet ud. Det er jo mange år siden.
Jeg går også lidt rundt på kirkegården, læser på forskellige gravsten, registrerer alle disse børnedødsfald, hvor der er gravsten på gravsten over børn, der ikke er blevet ret gamle, men jeg kan også se, at det er lykkedes, fordi det er familiegravsteder, og jeg kan følge slægtens gang. Det har været hårde tider her ude. Kan også se, at nogle unge mænd ikke er blevet ret gamle. Havet har sikkert taget dem.

Jeg cykler hjem, underlig til mode, og om aftenen slår jeg dette skriftsted op og tænker mit, for der står: ”Så lad da, min Gud, dine øjne være åbne og dine øren lytte til bønnen, der bedes på dette sted.” Det er en underlig tanke, at jeg skulle tage op til dette gravsted for at bede om Guds tilgivelse for ”Bette Stins,” men jeg véd også, det er jeg nødt til. Tænker lidt fejt, at jeg må gøre det om natten, hvor ingen ser mig, og jeg ryster lidt på hovedet af mig selv.

Det er lige før, jeg længes efter, det bliver fredag, og da jeg, ud på natten, igen mærker kulden, hører denne hulken og ligesom ser et lysskær længere fremme i loftrummet, siger jeg stille:
”Er det dig, bette Stins?” Jeg må indrømme, at jeg får gåsehud, mens jeg siger det, og der sker også en reaktion, lysskæret flakker, bliver væk, men kommer igen og en skikkelse synes at materialisere sig en kort stund for så igen at blegne bort.
”Jeg véd godt, hvem du er, og hvad du har gjort, og nu må du lytte, for jeg vil gerne hjælpe dig, være med til, at du finder fred. Jeg vil bede for dig, bede om tilgivelse, for den kan du få. Det véd jeg.”
Der høres ikke en lyd, men der er en intensitet i luften. Jeg kan mærke den, og min hår rejser sig i nakken, men jeg fortsætter med at tale. Fortæller stille og roligt om min drøm, om Kristen, om hans sorg, om graven, som han passer og om, at han aldrig har glemt sin kærlighed til hende. ”Du var så køn,” fortalte han, ”og det var du også i den drøm, jeg havde om dig.”

Jeg tier, men hører en stille summen i luften i min nærhed, mærker et lille strejf mod min skulder, og så forsvinder det hele. Jeg går nedenunder, laver kaffe, som man ellers gør i tordenvejr ved nattetide, drikker den første kop, og tager den næste med en sjat snaps i –”En punch,” som det hedder her ude. Jeg sidder længe og beslutter så, at jeg vil op til kirkegården, for natten er faktisk lun, som den kan være i september.
”Du må såmænd godt komme med,” siger jeg op mod loftet, da jeg går. Føler mig lettere åndssvag, får stadigvæk gåsehud og går så gennem natten op til kirkegården, hvor jeg finder hendes gravsted og nølende knæler, mens jeg tænker: ”Hvad gør jeg!” Sidder længe, folder hænderne og beder så: ” Kære Gud, i Jesu Kristi navn, tilgiv hende og tag vel imod hendes sjæl, så hun kan få fred og komme hjem!”
Jeg gentager bønnen, og vandrer hjemover igen, mens jeg stadigvæk føler mig lidt tåbelig, og da jeg kravler til køjs, falder jeg i en dyb søvn. Jeg vågner først op på formiddagen. Efter frokost beslutter jeg mig for at atter besøge Kristen, og jeg beretter for ham, at jeg har fundet graven, at jeg har talt ud i mørket til Bette Stins og været oppe ved graven for at bede for hendes sjæls frelse.
”Det var satans,” siger han, men fortsætter, ”Gud forlade mig. Det var jo ikke pænt sagt, men jeg er ikke stærk i troen – især ikke grundet alt det dengang. Jeg ville så gerne, at det var blevet os. Jeg har været alene og ussel gennem alle disse år. Det var en ringe trøst, at passe hendes grav, aldrig at have fået det barn!”
”Vil du med op på kirkegården og bede sammen med mig,” spørger jeg, og han ser helt skræmt ud.
”Det ved jeg ikke rigtigt,” svarer han, så jeg presser ham ikke, min siger blot, at jeg vil prøve at tale til hende næste fredag.

Jeg cykler hjem og dagene går stille og roligt til det igen bliver fredag, og jeg ligger dér, lyttende ud i mørket, mens jeg venter. Da jeg endelig fornemmer noget, taler jeg ud i det mørke, som af og til dog ligesom bliver til et flakkende lys, og da lyset er der, fortæller jeg om besøget på kirkegården:
”Jeg har bedt for dig,” siger jeg, ”og jeg har talt med Kristen. Han har savnet dig gennem hele livet, men det ved du vel?”
Pludselig er hun der så. En lille skikkelse træder ud af lyset, der stadigvæk er flakkende, men hun står der, lille og smuk som på det billede, Kristen viste mig – står der nogle meter fra mig.
”Hej bette Stins,” siger jeg uvilkårligt, ”I morgen vil jeg bede for dig igen, og jeg véd, at du bliver tilgivet og kommer hjem. Du får fred, endelig får du fred. Kom med mig. Jeg føler, at du kan.”
Det er underlig at tale til noget, der ikke burde eksistere – tale til et flakkende billede, for det bliver det til, da jeg har forsøgt at kommunikere, men jeg aner, at hun viser en form for ydmyg attitude, at hun ligesom bekræfter, at hun vil komme med, så jeg siger: ”Tak – og så ses vi i morgen.” Ses og ses, tænker jeg, men fortsætter: ”Jeg vil tage Kristen med:” Det giver en sær reaktion, en lyd i rummet, et lysglimt, en tydeliggørelse af billedet af den unge pige, og så ”Ingenting.” En stilhed, der næsten larmer, så jeg må stå op og gå nedenunder og tage mig en øl, mens jeg sidder i stille undren; men da jeg er kommet til køjs igen, sover jeg, som jeg ikke har sovet længe.

Dagen efter er det smukt og lunt vejr. Jeg kan sidde udenfor og indtage morgenmåltidet, mens jeg funderer over nattens hændelser. Jeg har for længst besluttet mig, véd jeg, og midtformiddag tager jeg bilen og kører ud til Kristen. Jeg vil have ham med på kirkegården.

Han sidder på en bænk udenfor stuehuset, og hele hans kropssprog viser, at han har ventet mig, og er spændt på, hvad jeg har at fortælle. Jeg beretter om nattemødet, om mine ord og det, at jeg pludselig så hende. Han stivner lidt, men siger ingenting, og jeg fortsætter:” Da jeg sagde til hende, at du kom med op på kirkegården, så forsvandt hun! Du må tage med derop. Hvor underligt, det end kan lyde, kære Kristen, så må du med.”
”Det ved jeg godt,” svarer han, og ser langeligt ud over grunden, haven, markvejen og favner ligesom det hele og fortsætter:” Tror du også jeg kan blive tilgivet?”
Det svarer jeg bekræftende på. ”Også af Gud,” siger han, og afslører, at det er Stins han søger tilgivelse fra.
”Også af Gud,” svarer jeg. ”Kom, lad os tage op til kirkegården.”

Det gør vi. Kører gennem det vestjyske efterårslandskab, hvor farverne lyser i formiddagssolen. Havet høres som en sagte mumlen, dér, langt bagude. Vi siger ingenting, men sidder begge tankefulde. Jeg er ret spændt på, om der i det hele taget vil ske noget, og hvis, hvad det vil være. Jeg kan tydelig mærke denne fornemmelse af, at føle mig ret åndssvag.

Sært nok synes Kristen meget afklaret, da vi kommer til kirkegården og til gravstedet, hvor vi begge knæler ned, hvorpå jeg beder:” Kære Gud, i Jesu Kristi navn tilgiv ikke blot Stine, men også Kristen, så de opnår fred i deres sjæle. Velsign dem, for de ønsker din tilgivelse.”

Få sekunder efter reagerer Kristen meget voldsomt, og med noget, der kunne betegnes som et hæst skrig, ikke højt, men med en sær lyd, siger han, mens han ser på mig, helt stiv i blikket og tager min arm: ”Hun er her – hun er her! Mærk, her dufter af lavendel, hendes duft. Åh Gud, hun er her jo. Stins, Bette Stins, jeg elsker dig, tilgiv mig, åh Gud, tilgiv mig.”

Han synker helt omkuld. Jeg må støtte ham og tror, at han måske har fået et hjertestop, blodprop eller lignende, men han kommer til sig selv igen, og for første gang i den tid, jeg har kendt ham, er der et smil, et lys, over hans ansigt: ”Tak,” siger han, ” og visker et par tårer fra de rynkede kinder, ”Tak, hun var her jo, og vi vil mødes igen, snart, ja, det må være snart, for vi har ventet længe.”

Jeg véd slet ikke, hvad jeg skal sige. Det har været en stærk oplevelse, og lidt senere kører jeg ham hjem og får ham fulgt ind til køkkenbordet, for han vakler en smule. Vi sidder lidt, og jeg spørger, om jeg skal finde noget, og han siger, vi må ha’ et glas. Jeg leder i hjørneskabet, hvor der står en flaske Gl. Dansk og nogle glas. Jeg skænker op og stille hilser vi på hinanden. Han sukker ret dybt, og jeg kan se, at der er en fred over ham, som jeg sjældent har set i nogens ansigt. Hans lyser s’gu, tænker jeg, mens vi løfter glassene og drikker ud.

Søndag kører jeg ud til ham igen. Jeg kunne ikke lide hans bemærkning oppe ved graven om, at ”Vi vil mødes igen, snart.” Godt nok er han gammel, men alligevel. Jeg har været ved købmanden først og har rundstykker med til morgen- eller formiddagskaffen, og faktisk sidder jeg og smånynner på vej derud. Det er skønt vejr, og jeg har sovet fantastisk for en gangs skyld. Vejret er også skønt, solskin igen, og havet brummer tyst vestude. Jeg har så småt vænnet mig til denne evighedsmusik, der lyder dag og nat og som akkompagnerer alle gøremål i sognet. Jeg ved jo godt, at livet ikke er evigt, men havet er ligesom et symbol på at et eller andet, der lever videre, når man ikke selv er. På en eller anden måde, tror jeg, at denne antagelse ligger dybt i mange her ude.

Ude ved Kristen er der stille, alt for stille. Gårdspladsen ligger øde hen, ingen Kristen, ingen fugle, selv huset ser anderledes ud, men det er måske formiddagslyset, tænker jeg, inden jeg banker på og går ind. Her på egnen går man bare ind, man låser aldrig – i al fald ikke om dagen. Jeg råber ”Kristen,” men der er ikke noget svar. Jeg går videre gennem køkkenet, en stue, endnu en stue indtil jeg når en lukket dør. Soveværelset sikkert, og dér ligger han på sengen. Jeg ved, at han er død. Underlig smuk er han i døden. Ansigtstrækkene er blidere, rynkerne visket ud, og der er et skær af fred over ham – dyb fred.
På natbordet ligger en kuvert og instinktivt ved jeg, at den må være til mig. ”Til min frelser,” står der på den med en flot håndskrift, og inden i ligger et lille brev: ”Tak fordi du hjalp mig til fred. Du skal ringe til Karen. Det er min bror-dattets datter, gæv pige, og hun skal arve, men først skal du have alle de gamle ting fra ejendommen, som du kan bruge henne ved dig. Der er mange gode ting og Karen kan ikke bruge dem. Ring til hende, så klarer hun alle de andre ting med bedemand og præst og hvad der ellers skal til. Bed for mig igen. Det kan du jo, ved jeg. Tak.” Til slut nummeret til Karen, som jeg ringer til med det samme fra telefonen ude i køkkenet.

Hun lytter og synes ikke overrasket, over, at han er gået bort. Hun siger, at Kristen har fortalt om mig tidligere på ugen, og at hun kommer over middag, og at hun vil kontakte læge, politi, præst og bedemand, så alle formalia kan komme i orden. Hun ved ikke, hvor mange, der skal involveres, men det ved bedemanden nok, siger hun og fortsætter: ”Han ved også, hvor Kristen vil ligge,” siger hun, ”han har købt gravstedet for længe siden.” Tanken strejfer mig, om der ikke var en ledig plads ved siden af Bette Stins oppe på kirkegården. Det skulle ikke undre mig.

Vi aftaler at mødes derude ved halv to-tiden, og da jeg arriverer holder der flere biler på gårdspladsen. Karen, må det jo være, kommer ud og tager imod mig. Hun må være i 30-verne, almindeligt udseende, men med en rar udstråling.
”Lægen har allerede skrevet dødsattesten – hjertestop – men det er der vel ikke noget at sige til. Han var jo nær de 96 – en særlig mand, og rar. Vi har altid talt meget sammen, og der er jo kun mig til at arve. Kom med ind og hils på!” Det gør jeg uden at kommentere noget, og det er først, da læge og bedemand er kørt, og bedemanden har taget Kristen med, at vi kommer i samtale. Jeg spørger om hun kender til fortiden og Kristens sorg over alt det, der ikke blev til noget, og det gør hun, og jeg fortæller så i korte træk om det, der er hændt, om mit møde med både Bette Stins og Kristen samt alt det efterfølgende. Jeg viser hende også brevet og siger, at det var derfor jeg kunne ringe til hende og ikke til en eller anden myndighed nu, da jeg stod med en død mand i et hus, der egentlig var mig fremmed.

Hun smiler lidt, og tager historien pænt, siger endda, at det forklarer et og andet og at vi må finde ud af, om der er noget, jeg gerne vil overtage af boet. Hun vil sælge, siger hun, hvilket hun også sagtens kan. Stedet er attraktivt helt her ude nær ved havet.

”Vil du ringe om begravelsen, siger jeg, og giver hende mit visitkort, ”jeg vil gerne komme,” og det gør jeg. Det er allerede efterfølgende torsdag, høj sol, lune i vejret, dejlige farver i løvet på kirkegårdens træer, men – det er kun en lille skare, der er mødt frem. Kun Karen og fem andre fra familien og så mig. Præsten holder en kort tale og roser det enkle og stræbsomme liv ved havet. Et liv som kan være ensomt, og det ved jeg jo, at det blev for ham. Jeg er den eneste, der græder. Måske fordi jeg fornemmer en svag duft af lavendel i min nærhed. Jeg er med til at bære kisten hen til graven, der viser sig at være dér, hvor den burde være.

Næste dag er det igen fredag. Om natten sover jeg roligt for første gang og drømmer om, at de endelig fik hinanden. Dog har jeg én bekymring. Hvad gjorde hun med det døde barn? Kom det med i graven? Ingen ved det, og nu er der ingen at spørge! Det forekommer mig, at jeg i én af disse underlige drømme så en kvinde grave noget ned henne i det sydvestlige hjørne af min grund, men det har jeg ignoreret lige siden. Sikker ret klogt. Har dog plantet en lille birkelund på stedet.

Henning Ahle Fjord (HF) 13/2-17

                                                        Erik Henningsen, “Barnemordet”