Reserve-Jesus og de andre

Da jeg var en lille dreng, var jeg lige ved at skide i bukserne af angst, når jeg fik øje på Reserve Jesus, der kom vandrende i gågaden med gyngende fjer i sin grønne hat, et langt, brunt skæg og altid iført tyrolerbukser og sorte gummistøvler. Reserve Jesus så bare så meget mere frygtindgydende anderledes ud end alle de andre voksne, som for det meste – og lykkeligvis – bare gik i et med den skiddengrå hverdagspostej.

Jeg fandt senere hen ud af, at der var nogle mennesker, som led af psykiske og fysiske sygdomme. De blev kaldt åndssvage, evnesvage, mongoler, spassere, sindssyge, lidt til en side eller helt på Herrens mark. Oven i hatten var der også landevejsriddere, vagabonder, bumser, drankere, gadens løse fugle og alle de andre, som vi andre ikke måtte lege med.
Det gik nu meget godt for mig at lege sammen med Finn, der gik på Rosenhøj, som var en skole i nabolaget, hvor der gik skeløjede børn med stritører, flyvegebis og altid dryppende snotnæser. De så ihvertfald noget alternative i forhold til mine mere vandkæmmede klassekammerater på Lille Næstved Skole.

Finn var stærk ad helvede til og god til at lokke til alt muligt sjovt. Der blev dog sat en brat stopper for vores venskab fra mine forældres side, da han ved et uheld kom til at ramme mig i mit højre øje med et rustent jernrør, som nær havde kostet mig synet.

Der er en gruppe af mennesker, som jeg stadig holder meget af. Det er flokken. Forsamlingen af enhver bys skæve eksistenser i folkemunde også kendt som bumserne, bænkevarmerne, bærmen og bolværksmatroserne.
Jeg har drukket bajere med dem, og lært dem at kende. Jeg har været hjemme hos dem. Jeg har lyttet til deres fortællinger om en barndom i hjem fyldt med svigt, tørre tæsk, overgreb, alkoholisme og totalt fravær af omsorg og kærlighed.

Men er der er nogle steder, hvor jeg har mødt forståelse, er det hos de mennesker. Jeg har selvfølgelig også stiftet bekendtskab med afstumpetheden, den menneskelige fornedrelse og den åndelige fattigdom, men i de fleste tilfælde kun rå og uforfalsket kærlig omsorg for medmennesket.
Især hjemme hos min ven Ronny, som – bag sit ydre panser af den evige håndbajer og rå gadedreng – er et af de mest følsomme og hjertevarme mennesker, som jeg nogensinde har kendt.

Det er værd at tænke over… også på en søndag.

 

Claus Pogel (CP) 8/5-16