Prosalitteratur

Rocket Summer
“One minute it was Ohio winter, with doors closed, windows locked, the panes blind with frost, icicles fringing every roof, children skiing on slopes, housewives lumbering like great black bears in their furs along the icy streets.
And then a long wave of warmth crossed the small town. A flooding sea of hot air; it seemed as if someone had left a bakery door open. The heat pulsed among the cottages and bushes and children. The icicles dropped, shattering, to melt. The doors flew open. The windows flew up. The children worked off their wool clothes. The housewives shed their bear disguises. The snow dissolved and showed last summer´s ancient green lawns.
Rocket summer. The words passed among the people in the open, airing houses. Rocket summer. The warm desert air changing the frost patterns on the windows, erasing the art work. The skis and sleds suddenly useless. The snow, falling from the cold sky upon the town, turned to a hot rain before it touched the ground.
Rocket summer. People leaned from their dripping porches and watched the reddening sky.
The rocket lay on the launching field, blowing out pink clouds of fire and oven heat. The rocket stood in the cold winter morning, making summer with every breath of its mighty exhausts. The rocket made climates, and summer lay for a brief moment upon the land …”

Ray Bradbury (“The Silver Locusts”) 1951

Apropos disse overdådige oktoberdage, vi oplever i øjeblikket, med sommerlige temperaturer, som nogle af os nyder med en lidt dårlig smag af udstødning i munden.
Erindrer for meget om klimaforandringer, anskuet som et menneskeskabt affaldsprodukt.
Jeg kom i den forbindelse  til at tænke på Ray Bradburys fascinerende ”The Silver Locusts” og den indledende historie ”Rocket Summer”, hvor det er raketmotorer, der skaber ”klimamirakler”.
SA
PS: Bradbury – science fiction-genrens grand old man – havde det i det hele taget med høje temperaturer. I romanen ”Fahrenheit 451” er det bogafbrændinger, der er årsagen!


”Når jeg lukker øjnene, er der mønstre: skarpt tegnede kravler de af sted som insekter. Stedet er ikke ondt, men det er en fælde – lige som en klippespalte, som du først bare kunne kravle op af, men så ser du himlen over dig og tænker, at det ikke er farligt, så du bliver hængende og ser dig omkring, fordi du har fået øje på nogle interessante krystaller, og da du så alligevel vil kravle op, opdager du for sent, at du ikke længere har noget at gribe fat i.”

Daniel Kehlmann (fra romanen ”Du skulle være gået”)


”Alt kunne ske, kun én ting kunne ikke ske, nemlig at store og vise og medfølende mennesker skulle forsvinde fuldstændig og for altid, mennesker der for Guds kærligheds skyld rejste uforgængelige bygningsværker, for at jorden skulle blive smukkere, og menneskelivet her på jorden bedre og behageligere. Hvis de forsvandt, ville det betyde, at også Guds kærlighed ville slukkes og forsvinde fra denne verden. Det kunne ikke ske.”
Ivo Andric: ”Broen over Drina”


 

 ”En lidt overlegen, adspredt kvinde var hun blevet, der bestandig måtte hente tankerne langvejs fra, når man gjorde hende et eller andet uventet spørgsmål.

 Og så havde hun fået en måde at trække brynene sammen på, som besværedes hun ved at kalde disse tanker tilbage fra steder, hvor der var større og betydningsfuldere ting for, end i denne ligegyldige verden.

 Nu er årene gået, og jeg sidder her tilbage som en gammel mand, der mindes alle de unge, jeg har set gå ind under dødens hvide træer og mærkes og forsvinde. Også min lille veninde hviler for længst under den jord, hvor jeg endnu trasker rundt og rundt [ ] og ikke ved, hvad jeg skal hernede mere.

 Thi nu er jeg kommet forbi det alt: Min barndoms blå bække og min ungdoms grønne birke og alt mange år har trådt høstens røde stier – nu siger jeg med min lille veninde: ”Jeg længes efter de hvide træer!””

Astrid Ehrencron-Kidde (”De hvide træer” 1911)