Prosalitteratur

Rocket Summer
“One minute it was Ohio winter, with doors closed, windows locked, the panes blind with frost, icicles fringing every roof, children skiing on slopes, housewives lumbering like great black bears in their furs along the icy streets.
And then a long wave of warmth crossed the small town. A flooding sea of hot air; it seemed as if someone had left a bakery door open. The heat pulsed among the cottages and bushes and children. The icicles dropped, shattering, to melt. The doors flew open. The windows flew up. The children worked off their wool clothes. The housewives shed their bear disguises. The snow dissolved and showed last summer´s ancient green lawns.
Rocket summer. The words passed among the people in the open, airing houses. Rocket summer. The warm desert air changing the frost patterns on the windows, erasing the art work. The skis and sleds suddenly useless. The snow, falling from the cold sky upon the town, turned to a hot rain before it touched the ground.
Rocket summer. People leaned from their dripping porches and watched the reddening sky.
The rocket lay on the launching field, blowing out pink clouds of fire and oven heat. The rocket stood in the cold winter morning, making summer with every breath of its mighty exhausts. The rocket made climates, and summer lay for a brief moment upon the land …”

Ray Bradbury (“The Silver Locusts”) 1951

Apropos disse overdådige oktoberdage, vi oplever i øjeblikket, med sommerlige temperaturer, som nogle af os nyder med en lidt dårlig smag af udstødning i munden.
Erindrer for meget om klimaforandringer, anskuet som et menneskeskabt affaldsprodukt.
Jeg kom i den forbindelse  til at tænke på Ray Bradburys fascinerende ”The Silver Locusts” og den indledende historie ”Rocket Summer”, hvor det er raketmotorer, der skaber ”klimamirakler”.
SA
PS: Bradbury – science fiction-genrens grand old man – havde det i det hele taget med høje temperaturer. I romanen ”Fahrenheit 451” er det bogafbrændinger, der er årsagen!


”Når jeg lukker øjnene, er der mønstre: skarpt tegnede kravler de af sted som insekter. Stedet er ikke ondt, men det er en fælde – lige som en klippespalte, som du først bare kunne kravle op af, men så ser du himlen over dig og tænker, at det ikke er farligt, så du bliver hængende og ser dig omkring, fordi du har fået øje på nogle interessante krystaller, og da du så alligevel vil kravle op, opdager du for sent, at du ikke længere har noget at gribe fat i.”

Daniel Kehlmann (fra romanen ”Du skulle være gået”)


”Alt kunne ske, kun én ting kunne ikke ske, nemlig at store og vise og medfølende mennesker skulle forsvinde fuldstændig og for altid, mennesker der for Guds kærligheds skyld rejste uforgængelige bygningsværker, for at jorden skulle blive smukkere, og menneskelivet her på jorden bedre og behageligere. Hvis de forsvandt, ville det betyde, at også Guds kærlighed ville slukkes og forsvinde fra denne verden. Det kunne ikke ske.”
Ivo Andric: ”Broen over Drina”


 ”En lidt overlegen, adspredt kvinde var hun blevet, der bestandig måtte hente tankerne langvejs fra, når man gjorde hende et eller andet uventet spørgsmål.

 Og så havde hun fået en måde at trække brynene sammen på, som besværedes hun ved at kalde disse tanker tilbage fra steder, hvor der var større og betydningsfuldere ting for, end i denne ligegyldige verden.

 Nu er årene gået, og jeg sidder her tilbage som en gammel mand, der mindes alle de unge, jeg har set gå ind under dødens hvide træer og mærkes og forsvinde. Også min lille veninde hviler for længst under den jord, hvor jeg endnu trasker rundt og rundt [ ] og ikke ved, hvad jeg skal hernede mere.

 Thi nu er jeg kommet forbi det alt: Min barndoms blå bække og min ungdoms grønne birke og alt mange år har trådt høstens røde stier – nu siger jeg med min lille veninde: ”Jeg længes efter de hvide træer!””

Astrid Ehrencron-Kidde (”De hvide træer” 1911)

_____________________________________________________________________________

”Det er igennem ordets kraft, at vi bliver tidsløse, at vi kan forandre.
Det er igennem det dybeste mørke, at vi erkender lyset.
For den, der mister sin krop, er natten evig og dagen en skyggedans for månens lys
For den, der mister sin sjæl, står skyggen stille.”

Sara Omar (fra “Skyggedanseren” 2019)

”Det handler om at finde tryghed i mængden og foretage sig larmende, øresønderrivende tosserier for at undslippe ensomheden og frem for alt lægge afstand til de rædsler, som meget få har styrken til at konfrontere eller komme overens med. Angsten får folk til at skjule sig bag larm og postyr, men der findes ingen lindring i råb, skrig og distraktioner, og inderst inde ved eller føler de alt for godt, hvor falske og utilstrækkelige disse flygtige behov er. De er et fængsel, som folk forveksler med frihed. Den frihed, der kun kan findes i individet selv og i dets ensomhed.”

(Let omskrevet og tilpasset citat fra den kurdiske forfatter Behrouz Boochanis roman ”Kun bjergene var min ven”).

__________________________________________________________________________

Et uddrag af José Saramagos roman, En fortælling om blindhed.”

Situationen er den, at der er udbrudt en blindhedsepidemi, og de syge, hvoraf der bliver stadig flere, er interneret på et tidligere sindssygehospital.

“Regeringen er fuldstændig klar over sit ansvar og håber at de som dette budskab er rettet til ligeledes, som de pligtopfyldende borgere de burde være, erkender det ansvar som påhviler dem, og at de indser at den isolation de nu befinder sig i, uden hensyn til personlige overvejelser, repræsenterer en solidaritetshandling over for resten af det nationale fællesskab. Når dette er sagt, beder vi om at alle lægger se de følgende retningslinier på sinde, for det første, lyset skal altid være tændt, ethvert forsøg på at manipulere kontakterne vil være nytteløst, de fungerer ikke, for det andet, at forlade bygningen uden tilladelse betyder den øjeblikkelige død, for det tredje, på hver sovesal findes der en telefon som kun kan bruges til at rekvirere nye forsyninger af rengøringsmidler og hygiejniske artikler, for det fjerde, de internerede skal vaske deres tøj i hånden, for det femte, det tilrådes at der vælges en ansvarlig for hver sovesal, dette er kun en anbefaling, ikke en ordre, det står de internerede frit for at organisere sig som de selv finder bedst, så længe de overholder de tidligere givne regler såvel som dem der vil blive bekendtgjort i det følgende, for det sjette, tre gange dagligt vil der blive deponeret æsker med mad ved indgangsdøren, på højre og venstre side, henholdsvis bestemt for patienterne og dem som mistænkes for at være smittet, for det syvende, alle rester skal brændes, blandt rester forstås her, ud over al tiloversbleven mad, æskerne, tallerknerne og bestikket, som er fabrikeret af brændbart materiale, for det ottende, afbrændingen bør foretages i bygningens indre gård eller ude i indhegningen, for det niende, de internerede er selv ansvarlige for alle negative følger af disse afbrændinger, for det tiende, i tilfælde af brand, uanset om det er tilsigtet eller utilsigtet, vil brandvæsnet ikke gribe ind, for det ellevte, de internerede kan ligeledes ikke regne med nogen som helst indgriben udefra såfremt der skulle opstå sygdomme blandt dem, lige så lidt som ved tilfælde af aggressioner eller tumulter, for det tolvte, ved dødsfald, uanset af hvilken grund, skal de internerede begrave liget ude i indhegningen uden formaliteter, for det trettende, kommunikationen mellem fløjen med patienter og fløjen med dem der mistænkes for at være smittet foretages via den centrale del af bygningen, hvor de kom ind, for det fjortende, de smittemistænkte som måtte blive blinde, skal omgående overflyttes til fløjen hvor de blinde opholder sig, for det femtende, denne meddelelse vil blive gentaget dagligt, på samme klokkeslæt, til bekendtgørelse for de nyankomne. Regeringen og nationen forventer at enhver gør sin pligt. Godnat (…) Lægen sagde, De instrukser vi lige har hørt efterlader ingen tvivl, vi er isolerede, muligvis mere isolerede end nogen nogen sinde har været, og uden håb om at slippe ud herfra før man har fundet en måde at få bugt med sygdommen på (…) Jeg er læge, øjenlæge …”

Nej, dette er ikke coronakrisen, ej heller de nye affaldssorteringsregler, den almindelige uorden og ordensmagtens svigt, men en allegori over magtesløsheden, ufriheden, systemet, vanvidet i det såkaldt civiliserede samfund. Og blindheden over for det. Et samfund i afmagt og opløsning.

Men når det er sagt skal også med, at romanen over lange stræk er yders ujævn. Bestrøet med lommefilosofiske fortællerkommentarer, hvilket bestemt ikke gavner hovedretten, men får den til at fremstå som direkte dårligt skrevet. Forbavsende dårligt, i betragtning af at forfatteren fik nobelprisen i 1998. Det var da vist en skævert lige så stor som dengang da den norske nobelpriskomite ( som mestendels består af bedagede herrer og elskelige damer) tildelte Obama fredsprisen, uden han endnu havde vist noget, ja ikke engang var blevet præsident (men vel i lutter benovelse over at manden var sort). Begge priser tildelt i blinde kunne man være fristet til at sige.

Også indholdsmæssigt blev romanen noget af en skuffelse. Det gik mere og mere op for mig, at sådan som jeg havde forventet og forlods udlagt det ellers interessante symbol med et helt samfunds blindhed (jf. ovenstående kommentar til uddraget), var det bestemt ikke tænkt fra forfatterens side. Flere islæt af kvalmende sentimentalitet sagde mig, at blindheden skulle fortolkes helt anderledes banalt – som udtryk for en slags glemsel i henseende til menneskelig anstændighed og godhed. Det var den, man var blevet blind for som følge af det moderne menneskes selvcentrerede kortsyn i en fortravlet tilværelse. Man havde simpelthen ikke nok fokus på sine medmennesker og kymrede sig ikke om almenvældet. Kort sagt næstekærligheden var gået fløjten.

Selv om der kan være gran af sandhed i den logik, er den unægtelig noget overfladisk og skrabet, og den giver kun mening i lyset af Saramagos erklærede ateisme, der uundgåeligt får en sådan livsforståelse til at virke såvel luftig som forloren. Og i hvert fald vildfaren.

Nej, når jeg investerede i denne fortælling om blindhed, var det derimod i håbet om en skarptskuende afsløring af en ideologisk fæstning mod virkeligheden, et velvalgt symbol til vidnesbyrd om en generel forkvaklet fordrejning af realiteterne, en total misforståelse af alt i den evige kamp for ens eget.

”… for sjælens renhed, det ved vi godt, er der ingen der kan nå frem til”, hedder det et sted med den typiske, lige så højstemte som hule retorik. Nej, den kan man ikke nå frem til ALENE, kunne man tilføje.

Betegnende nok baserer historien sig på en underlig løsreven moral, der ligesom ikke har hjemme nogen steder, og derfor virker lidet overbevisende, om end nok så indigneret, samt en lige så diffus, hjemløs metaforisk magt, der gør sig så uheldigt gældende, at den fører til et tab af synet. Egentlig kan man sige, at det gode symbol ødsles bort på noget overtroisk sludder. Hvilket man måske også kan forklare som sket i en slags blindhed. Saramago, altså også blind!

SA

NB! Bid mærke i at jeg har fremhævet teksten. Af hensyn til mulige svagtseende.

SA