OM Polina Slosvaus “Sommerfugl”

I sin lille novelle her dyrker Polina antydningens kunst. Hun er sparsom med sine oplysninger, hvilket gør det spændende og sætter en del tanker i gang.

Det er let at frydes ved beskrivelsen af en smuk natur og en kvinde i så megen pagt med den, at hun næsten går i ét med engen, dens flora og himlen over den.
Men der ruger også en ensomhed over den eksistens, og hvad er det, der somme tider bringer hende til at græde, endda under væksten af det stykke natur hun har bragt med sig ind i og dyrker i sin lejlighed?

Som et symbol på frigørelse og naturlighed, ynder hun at afføre sig sine klæder, men hvad er det for billeder hun ikke kan tåle, når hun ligger nøgen på sin seng og lukker øjnene?

Og sidst, men ikke mindst, hvad har døden at gøre på det sted, hvor blomsterengen ellers åbenbarer sig for hende i al sin pragt? (”Med hænderne åbne og panden løftet træder hun ud i det grønne, det våde, det tørre og det døde.”)

At assimileres (et ord fra teksten selv) med naturen er mindre problematisk end med samfundet omkring hende. På mig er der mange små tegn, som vækker associationer i retning af en indvandrer-tilværelse , der støder på en fordækt kulturel barriere, under dække af velvilje og imødekommenhed. I det tilsyneladende uskyldige spørgsmål til hende, om det ikke er svært at holde lejligheden ren med alle de blomster, hun har, fornemmes en slet skjult modvilje og afvisning af hendes livsform og umiddelbarhed.

Hvad der yderligere fører mig ind på det temaspor, er de langt alvorligere indikationer, der knytter sig til de ovenfor omtalte gåder i beskrivelsen af hovedpersonen. Man kan let få den tanke, at der her er tale om smertefulde erindringsstumper og traumer.

Med disse dybere lag under en tilsyneladende enkel fortælling, hvor er det så bare en god tekst, vi har med at gøre. Og en dygtig forfatter.

En novelle, der fra et umiddelbart førsteindtryk, nu med alt taget i betragtning, folder sig ud i en helt ny dimension. F.eks. får man øjnene op for betydningen af de noget triste og trøstesløse, ydre omgivelser – boligblokken og parkeringspladsen med kommunens biler – som en skærende kontrast til kvindens tilflugtssted i naturen.

Sabbath Andersen (SA) 28/02/18