Poesien som emancipationsfaktor. Om Ditte Amalie Hagelund Johansens digtsamling “Dukkehospital”


Et dukkehospital er egentlig et værksted, hvor der repareres dukker. Men i digtsamlingen her en metafor for et sted, hvor man forsøger at reparere mennesker. Som på et rigtigt sygehus.

Overlappet mellem billed- og realplan, der er metaforens særkende, eller med andre ord fællestrækkende mellem de to planer, udgøres af de lighedspunkter mellem dukkehospitalet og et virkeligt hospital, således som det opleves af patienten.

I det gemmer sig selvfølgelig en latent kritik. Samtidig med et element af uhygge, der opstår, når den syge håndteres som en dukke. I fysisk forstand, men også sjæleligt, idet der som følgevirkning af behandlingen øves vold mod den identitet, uden hvilken mennesket intet er. En dukke kan man skalte og valte med. Den er viljeløs, uden frihed og styret af tråde, mens det levende menneske må lide – og alene – alskens kvaler, fysiske som psykiske, legemlige som eksistentielle.

Sådanne pinsler giver bogen indblik i, og det er barsk læsning.

På eget erfaringsgrundlag er ”Dukkehospital” blevet til. Forfatteren selv har været ramt af alvorlig sygdom og har måttet gennemleve grufulde behandlingsforløb.  Udgangspunktet er personligt, men alligevel afspejler digtsamlingen i lige så høj grad alment etiske og eksistentielle problemstillinger. Og den er mindst af alt en navlepillende, selvmedlidende jeremiade over egne plager og genvordigheder (noget vi har så rigeligt af i nutidig kvindelitteratur). Det, som det dybest set handler om, gælder os alle i mere eller mindre grad. Ud fra den opfattelse, at hvad der træffer det enkelte menneske så hårdt, er vi på sin vis alle involveret i. Ligesom alle kan blive ramt på sjælen, og en ond, blind skæbne blive enhvers lod. Netop derfor påvirker teksterne den lydhøre læser så føleligt.

Men som jeg var inde på i mit forskræp på Tekstforums FB-side, vil fokus ikke så meget være rettet på indholdet, men mere på det kunstneriske udtryk, som jeg generelt altid har anset for en emancipationsfaktor. Også i det aktuelle tilfælde, og fordi jeg betragter kampen mod ufriheden i vid forstand som bogens om end ikke eksplicitte så egentlige hovedtema. Det litterært udtryk, herunder den metaforisk sprogbrug, er jo at se verden i et andet og klarere lys, hvad der i sig selv er befriende.

Bogens omslagsbillede er meget illustrativt i den henseende: En dukkegjort pige klipper marionettens tråde over. Som symbol på den selvstændige viljesakt, der fører til personlig forløsning. Gennem kunsten, som nævnt. Lidt i samme retning – indledningsvignetten med et citat af Bille August: ”I fantasiens verden kom der orden i mit kaos.”

Svært imidlertid at sætte præcise ord på en stil, der er så meget anderledes. Med et billedsprog så udpræget, at man direkte hensættes til en verden af metaforer. Overensstemmende med den syges angstfremkaldende oplevelser af forskellige bevidsthedsplaner, hvor grænserne imellem det hallucinatoriske og den konkrete årsag til pinslerne udviskes.   Sygdomsforløbets rædsler under de voldsomme kliniske indgreb fremstillet som en opremsning af en ustoppelig tortur. Og med en bagefter opslidende eksistenskamp til følge. Dukken følger med, kan man forstå.

Det er bogens fortjeneste at gøre dette indblik i smertehelvedet til en autentisk oplevelse også for andre. Naturligvis i en anden skala, men så læserens virkelighed forrykkes til et nærved metaunivers, der transcenderer betydninger langt ud over realplanet. Altså uden at det føles indesluttet og afsondret fra det umiddelbare. Tværtimod sprænges gængs erfarings grænser, til en frisætning fra det vante. Således som netop kun god litteratur kan gøre det.

Blot 20 numre, men tilstrækkeligt til en stærk manifestation fra en digter, der i anden sammenhæng omtaler sig selv som”litterær tæppepisser”. Et træffende udtryk egentlig – for refererende til en digtning, der kan chokere i al sin brutale virkelighedskildring: ”Smedet DSB-jern på emalje/Svejset fast i kæften/Skruet sammen med bolte/Næseryggen der knaser/Ildevarslende pulverstøv/Manglende kraniestumper”

Grum metaforik i en ætsende tone. Men, hvilket også fremgår af eksemplet, tilsat et skvæt galgenhumor. Og netop et sådant islæt i det generelle stilleje er værd at notere sig som en vigtig del i omtalte emancipationsproces. Det handler om ikke at lade sig betvinge, og at beskrivelser af smerten ikke står uimodsagt. Afmagten får trodsigt modspil af ukuelig viljestyrke og frihedstrang.

Følsomhed skal imidlertid med i vurderingen af samlingen. Ditte Johansen er også skaber af en poesi, der kan røre dybt i hjertet. Men som allerede nævnt, uden at henfalde til selvynk og sentimental afmagt. Også selvom sygdommen sætter sig på alt og i sig selv kommer til at rumme en totalitet.  

”Mærket for livet”, som der siges et sted om alt det skæbnetunge, der sker. Også fremadrettet. Men ikke opgivende. Bag hele baduljen af mareridtsskildringer anes en stærk, kampberedt og identitetshævdende ung kvinde.

Emancipationstemaet er knyttet til kunsten. Gennem den og med frihedslængslen som dynamo skimtes et lys i mørket. Indledningscitatet af Bille August blev nævnt som et pejlemærke, og samlingens allersidste ord lyder: ”Men jeg er fri”. En proklamation af den hårdt tilkæmpede, dyrekøbte frihed. Det er efter, båndene er klippet over og jeget falder sammen som en torso.

Ditte Johansen er en knalddygtig lyriker med et imponerende sikkert greb om den ordkunst, som kun de rigtigt gode digtere besidder. Sammenlignet med så mangt en anden moderne forfatter, der hverken råder over samme tekniske kunnen eller magter lignende tyngde i indholdet, er hun at betegne som en markant ener. En poet der i sin originalitet evner at favne tilværelsens dybde et godt stykke under overfladen. Og gøre det i en intens billedskabende stil, der er stærk nok til at befordre indsigt i nye sider af det at være til. Med de risici, det indebærer.

Derfor kan man kun håbe, at litteraturelskere i vide kredse må få øjnene op for hende, så man også i tiden fremover kan forvente flere originale tekster fra hendes hånd.

(Bogen er på 33 sider i et fornemt layout. Udkommet på Forlaget Emeritus og kan købes mange steder.)

Sabbath Andersen (14/09/19)

0
0