Om Preben Søgaard Larsens “The Butter Knife Tale”

En velafstemt vekselsang med konstateringer af noget smukt, men udefinerbart. Hvis essens kun kan fornemmes. Kan knap nok sættes ord på og slet ikke tackles rationelt (”Sensing it everywhere/the brain fades/can´t tell about it/”). Men noget overvældende stort, der åbner sindet til en kalejdoskopisk erfaring af den mangeartede, holistiske virkelighed, vi alle er en del af.

Livs ubegrænsede dimensioner i koncentrat. Derfor giver det mening, når Preben kategoriserer sin tekst under ”eksistentielt”. Også i kierkegaardsk forstand (ham skal jeg altid nævne) er det egentlig på den måde, man favner et totalt tilværelsesaspekt, vi dog kun har adgang til, når det leves.

Og endelig igen det med tiden (der synes at være et væsentligt anliggende for denne forfatter). Tiden er jo nærmest tidløs i sin gang, havde jeg nær sagt, Men her hentet ud af dette uomgængelige, for at gøre holdt ved øjeblikket og berige sjælen med noget af sit indhold.

Mere konkret – en katalysator for suset af emotionel erkendelse kunne være kunsten. I digtet antydes musikken som en mulighed, og jeg kommer i den sammenhæng til at tænke på en af John Lennons klassikere med frasen: ”You may say I’m a dreamer/But I’m not the only one”. Nej netop ikke den eneste, for udtryk for en hel verdens suk efter det uhåndgribelige. Som imidlertid ikke drømmes frem i teksten her, men selv kommer til én.

I det hele taget indeholder digtet reminiscenser fra den psykedeliske tid nogle tiår tilbage (Preben kunne sagtens have slået sine folder der), og i den forbindelse lige så nærliggende at nævne en anden fra samme boldgade: His highness Bob (nu forholdsvis nybagt nobelpristager og populærmusikkens ubetinget største sangskriver). Jeg kunne godt forestille mig en tidlig udgave af Dylan finde sin akustiske guitar frem igen og messe en smuk ballade over ord fra ”The Butter Knife Tale”. Den ligger inden for hans stil.

Dog ikke uden visse formelle justeringer for at gøre digtet sangbart, og det ville til gengæld være en skam, dersom det gik ud over den effektfulde tempoopskruning til slut. Et næsten ekspressivt orgie af et prægnant begrebsvokabularium til udfordring af det velkendte (overraskende udtryk som ”dualistic collapse” gør det f.eks. af med store dele af den klassiske metafysik) ender op i et slutteligt ”being”, værens kerne.

Et digt med udpræget dybde altså. Og smukt er det også. Indrømmet – der er noget om, at det engelske sprog giver en tekst af netop den her karakter et ekstra pift. Men glem nu ikke modersmålet!

SA