Om stilhed

”The rest is silence”. Hamlets sidste ord, da han forlader en forgiftet verden, for at hvile eller dø.
Så dramatisk behøver det ikke at være. Et sommerhus kan gøre det, i hvert fald hvad angår det første. Ud over mange andre fordele er det vigtigste, at her kan man finde den nødvendige ro og hvile, til kontemplation og kreative sysler.

Dette skriv er da også meget passende nedfældet i mit, der nu er blevet opgraderet til et fritidshus. Uden at betegnelsen dog stadigvæk er helt dækkende. For stedet er jo ikke primært til for at holde fri – nej, snarere tværtimod. I huset bliver der bestilt noget, og lysten til det kommer helt af sig selv, på grund af den forjættende stilhed, der vedvarende og til hver en tid hersker her. I takt med at behovet for denne er vokset, er brugen af dette refugium det også. Så blot at kalde det et helårshus er nok det mest træffende.

Stilheden er virkelig en mangelvare. Mere i dag end nogensinde, selv om larm nu altid har været et menneskeligt kendemærke (også på den måde har vi gennem tiderne hærget land og by). Filosoffen Emanuel Kant klagede således over støj fra gaden, der forstyrrede ham i fostringen af sine skelsættende tanker. Det var så tidligt som i 1700tallet, og siden er støjen unægtelig blevet noget værre end Königsbergs hestevognsklapren på byens brosten. Gad vide om vi havde haft ”Kritik der reinen Vernunft”, hvis Kant havde levet i dag. Man kan godt have sin tvivl.

En anden, senere filosof, vores egen Søren Kierkegaard, tog direkte problemkomplekset op som et tema. Mere end så mange andre vidste han, hvad stilheden og det omvendte betyder for selvet på godt og ondt. I larmen afledes vi fra vores personlighed, i stilheden genfinder vi os selv. Og i sidste ende genfinder Gud. Intet tilfælde at klostrene blev placeret så langt fra verden. Det var på grund af roen, der også er spirituel. Gud er i stilheden, og det er i den, man skal finde hans nærvær.

I dag har vi ikke længere folk som Kierkegaard, men til gengæld en lægevidenskab og hjerneforskning, der er begyndt at interessere sig meget for, hvordan larm, henholdsvis stilhed influerer på vores mentale tilstand og fysiske helbred.

Også psykiatere kommer i den forbindelse på banen. Her kunne nævnes overlæge Lone Overby Fjorback, der lægger ud med at gendrive et ellers fastslået mantra inden for meditiations- og mindfulness-terapier: At det som udgangspunkt gælder om at tømme hovedet for tanker.

Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, pointerer hun. Bevidstheden er aktiv hele tiden. Så i stedet handler det om at lytte. Og det er ikke så paradoksalt, som det lyder, for dermed menes at lytte indad. Lytte til sig selv, og ignorere de udvortes lydbilleder. Det kræver noget øvelse, men hjælper os samtidig med til at finde frem til hvem vi egentlig er.

Mon ikke jeg med det her nævnte har slået tilstrækkeligt til lyd for stilheden, havde jeg nær sagt. Alligevel er der folk, der foretrækker det modsatte. Forstå det, hvem der kan.

Man skulle ikke tro, det var nødvendigt, men der er dem, der direkte opsøger larmen. Ikke uden omkostninger, for den støj, vi lukker ind uden selv at kontrollere, ikke bare stresser hjernen, men kapper forbindelsen til fortiden og hæmmer vores hukommelse, så vi alene lader os styre af det impulsive.

Samtidig er de menneskers adfærd muligvis en bekræftelse på det ovenfor anførte om den kierkegaardske opfattelse af stilhedens betydning i eksistentiel sammenhæng – som vejen til selvet. For folk, der i stedet vælger larmen og lader sig opsluge af almenhedens støj, gør det muligvis for at undgå at lades alene med sit eget jeg. Stilheden stiller nemlig også krav til den enkelte om at kunne udholde den.

Tilbage til sommerhuset, der jo nu altså er at betragte som et helårshus. I øjeblikket hyler vinden omkring det. Hvilket den nu næsten gør hele tiden, ligesom det brusende hav til stadighed høres lige bag den yderste klitrække. Man skulle synes, at det var lyde nok, men de generer ikke, og heri gemmer sig faktisk en pointe.

Den kan forklares med hjerneforskeren Troels W. Kjærs skelnen mellem forudsigelige og uforudsigelige lyde. Det er ikke de førstnævnte, som dem i naturen, der er enerverende, men sidstnævnte, der afskærer krop og sjæl fra den ro, moderne mennesker ellers har så hårdt brug for. Som forstyrrende elementer i lidt overført forstand kunne her peges på afhængighed af den digitale verden i form af eksempelvis mobiltelefoner og sociale medier.

Dog, for fuldstændighedens skyld skal jeg ikke forbigå, at der da rent faktisk findes folk, der evner at abstrahere fra alle slags lyde, også de uforudsigelige, uden at det går ud over koncentrationsevnen. F.eks. husker jeg min daværende filosofiprofessor fortælle, at mange af hans bøger – og de var afgjort ikke overfladiske – var forfattet på et ikke just fredfyldt sted, nemlig et røgfyldt, øldryppende værtshus fyldt med et støjende klientel.

Jeg kunne forestille mig, at den gode professor var i stand til beherske den af Lone Overby Fjorbacks foreslåede praksis. At han havde lært at lytte til den indre stilhed og på den måde bevare koncentrationen midt i den ydre larm.

Imponerende er det under alle omstændigheder! Og jeg magtede det ikke. For at kunne koncentrere mig og fordybe mig i noget er jeg helt og aldeles afhængig af stilheden omkring mig, som er svær at opleve, ikke mindst i lille Danmark, men heldigvis endnu findes visse steder helt herude på grænsen til Nordsøen.

Lad mig tage mig selv på ordet og nu gå ud og opsøge freden i den stort set uberørte natur udenfor. Til det behøver jeg ikke nogen hund som fortælleren i Blichers ”Hosekræmmeren”. Sådan en har jeg for resten slet ikke og godt for det. Hvem ved om den helt uventet pludselig kunne finde på at gø.

Helt afslutningsvist tilbage kun et godt bogtip til folk, der interesserer sig for de omhandlede sager her. Det drejer sig om ”Stilhed i støjens tid” af Erling Kagge. Den er udkommet for ikke længe siden og kan købes hos SAXO.

Sabbath Andersen (SA)23/10-17