Om sjæl og vækst

”Mennesket er langt mere plante end dyr. Alt det ydre har dyrets form. Alt det indre er som planten. Det ydre er kun redskaberne, men det indre er det vigtigste …

Sjælen er som en plante, der vokser efter spiringens almindelige love.

Indkapslet i slægtserfaringerne kan sjælen lignes med et løg med mange løgblade. Inderst inde lindes den levedygtige spire. Det gælder om, at denne spire kommer i vækst på rette måde, så den får den rette udfoldelse og blomstring.

I ungdommen, den vårfriske tid, der dog er bestemt ved methusalem-gamle erfaringer, vokser løgspiren tillidsfuldt …

Det er tillidens tid.

Så kommer skuffelserne, sammenstødet med virkeligheden, ulykkernes og de bristede forhåbningers tid, til sidst sammenbruddet, måske vanviddet …

Det gælder om stolt at væbne sig, i det mindste at redde hvad der kan reddes, og tvivlen indtager tillidens plads.

Således er vækstloven.

Og den må man følge … eller dø!”

Louis Nicolai Levy

(Der er tale om en lille roman eller en forvokset novelle. Om en verden hvor stort set alle er sindssyge. Altså ret realistisk trods nok så rablende.

Hovedpersonen, der gør status på sin historie her, er overlæge på en sindssygeanstalt, og selv fulkommen sindssyg.)

.

Skriv et svar