Om Preben Søgaard Larsens “Zachariasz` sang”

Preben Søgaard Larsen har sendt os et nyt digt, ”Zachariasz’ sang” Forsynet med maleren Brendekildes kendte billede ”Udslidt” (da jeg i sin tid så det in natura, hang det på Fyns Kunstmuseum, hvor det fyldte en hel væg, og virkede meget stærkt).

Illustrationen står tilsyneladende i et skrigende misforhold til digtets poesi. Men kun tilsyneladende, for den poetiske skildring af barndommens paradis, kontrasterer en anden virkelighedsopfattelse hen ad samme socialpolitiske indignation som Brendekildes.

Det socialrealistiske maleri er tillige rendyrket naturalisme og altså udtryk for, at alt er natur, hvilket forklarer kvindens skrig, der næppe er om hjælp, for hvor skulle den komme fra på den endeløse mark? Måske snarere et skrig til en trøstesløs, blygrå himmel uden Gud. Ingen hjælp at hente, hverken i det politiske eller det himmelske.

Digtets titel relaterer sig også til et religiøst motiv. Men ellers er det mest iøjnespringende ved teksten det imponerende sammenflet af to tidsplaner, samt naturligvis det naturpoetiske udtryk i et magnifikt billedsprog.

Selvfølgelig lidt anakronistisk baggrundsstof i begge dele. Både digt og billede, hvad det angår, udtryk for en svunden tid – i dag samler bønderne ikke sten, men kører rundt i store, opvarmede traktorer.

Dog godt at blive mindet om, hvilke forhold der også engang har hersket i Danmark. Det kan måske lægge en dæmper på mangt et velfærdsklynk.

SA