Om Preben Søgaard Larsens “Uden Gud intet menneske”

”Jeg har skrevet et digt”, føjer Preben lakonisk til i mailen med teksten – og noget ydmygt og beskedent synes man nok, for hvilket digt!

Dets stemme taler til Adam og hvad der blev af ham: Fremmed for Gud og for det han fortvivlet søger. Et ynkværdigt menneske med en aldrig tilfredsstillet længsel.

Det er sjældent med så megen dybde i nutidig digtning. Det kræver nemlig en digter der selv kender til længslen efter netop dybden i tilværelsen.

Derudover præges teksten af et voluminøst billedsprog, der gør den til fuldblods poesi (”Lader du dit hjerte fyldes med dødens aske”).

Alt i alt et storslået poem til skærpelse af en eftertanke, der går i sync med den forestående påskehøjtid og dens budskab. Prebens digt beskriver livsvandringens af- og vildveje. Men gennem påpegningen af dem udstikkes samtidig en anden og mere givtig kurs, som skal lede til tro, klarhed og den mening med livet, der knytter an til forståelsen af evangeliets fortælling om Kristus. Og i forlængelse af det den stadige forkyndelse, så denne genopstandne ikke bliver glemt i tidens malstrøm, men vedvarende genkendt.

Sabbath Andersen (SA) 25/03/2021

1
0