Om Preben Søgaard Larsens “Spejlglasbjerget”

Preben Søgaard Larsen brager lige ind på fladen med det her mageløse digt.

Overlegent i dets omgang med samspillet mellem to billedplaner: væren og tid. For at bruge et Heidegger-udtryk – men nok rigtigere at knytte an til Einstein og den teoretiske fysik (så hvem skulle have troet det – også med strejf af et kærlighedsmotiv).

En sådan cocktail er garant for dybden i sig selv og vidner desuden om en digter med et solidt vidensfundament at tage sine afsæt i.

SA