Om Preben Søgaard Larsens “Dage”

Måske man selv skal have oplevet 50erne for rigtig at kunne sætte sig ind i dette lille tidsbillede, og værdsætte den præcision hvormed det er tegnet. Men det kan næppe forbigå nogen læsers opmærksomhed, at det er dygtigt udført. På grundlag af et forbavsende velbevaret og endnu sansemættet erindringslager.
Sprogligt helt i top. Med fortræffeligt malende udtryk, som f.eks. ”gadens gasblå flammelys”.
Kun det med ”overflod” i 2. afsnit kan jeg ikke rigtig forstå. Det var jo en nøjsom tid, endnu ikke præget af den højkonjunktur, der først satte ind nogle år senere. Men måske fordi det meste er set i børnehøjde. For børn er lykken og trygheden i sig selv et overflod.
Alt det andet passer og tegner et genkendeligt, skarpt og detaljerigt billede af en tid, der mest af alt skulle finde sig selv efter krigsårene. I et overordnet perspektiv bestemt ikke lutter idyl og lagkage, hvilket du også gør opmærksom på med din opregning af de alvorlige sygdomme, man dengang endnu ikke havde fået bugt med. Samt de små diskrete antydninger af epokens andre skyggesider (”Blege ansigter med tomme øjne titter frem i gadens vinduer”).
Det er imponerende, hvordan du på så forholdsvis få linjer får så meget med om en tid, der endnu ikke var skruet op i tempo, men hvilede i sig selv – på godt og ondt.

Sabbath Andersen (SA) 6/11/18