Om Mette Boe Christensens: “Knuderne”

Hvor er det dybt og indsigtsfuldt, og hvor er det flot formuleret. Der er en blanding af de små dagligdags nære syn (”Men se, her står min hund og tigger om et kødben”), og så det store tankens vidtrækkende udblik (”Måske kaster vi ondskab imod dem/og skaber selv den krig/der altid slår ihjel”).

Digtet rummer det hele, livet som det er på godt og ondt, i det store som i det små. Den lille bekymring og ømhed for hunden med knuden, der bliver større, stjæler i momenter både jegets og læserens opmærksomhed, fordi den dermed forbundne latente uro og smerte føles her og nu, og derfor synes lige så vigtig som de større temaer i digtet – ”knuderne i så mangt og meget”, ”knuderne i alt der lever”, menneskets knuder.

De menneskelige knuder, som måske er den dybeste årsag til vores angst og had. Udsiger digtet, men nægter så at bukke under for dette negative. Døden er med, men også den ukuelige livskraft der overvinder ”sygdommen”.

Alle de tanker rummes i digtet, og de fostres i jegets dagligsfære, det helt nære. Haven med træet, der trods sin knude blomstrer endnu og giver den frugt, hun stadig spiser af!

Det er den lille verdens undere, der lindrer for knuderne. Men den virkeligt helende kraft udgår fra en indsigt, der er dybere. Og som er digtets grundtone – den modne erkendelse af livets grundvilkår. Med knuder, der er kommet for at blive, mens den fremadrettede proces fortsætter ubønhørligt. Sådan er det bare, og den erkendelse forsoner og gør godt (”ved det så godt, så godt.”)

Digtets sidste linjer udtrykker tydeligt, dette trods alt:

”Vi skal bare ikke
mere gå så langt.”

Nej ikke så langt mere – jeget og hunden, jeget og tiden, jeget og livet. Det lyder som næsten at have nået grænsen, forståelsen og at være kommet overens med tilværelsen.

Tekstens indhold også flot formuleret, som jeg indledte med at sige. Umærkeligt transformeres de nøgterne og rene sansninger af det små til en rig og perspektiverende metaforik. Mette jonglerer med alle poesiens til rådighed stående virkemidler og er i den henseende en ægte og suveræn lyriker.

Sabbath Andersen (SA) 11/6-16