Om Marlene Madsens “Vi lader det løbe”

”To mennesker på en strand”, falder én ind. Men ikke næste linje: ”To hjerter i brand”. Tværtimod.

Formen er velkendt – tredelingen, den pointerede afslutning og en central metaforik til at binde det sammen.

Indholdet ligeså – det komplicerede, konfliktfyldte parforhold, den svære, utilfredsstillede kærlighed. Sandet i maskineriet, mundende ud i frustreret vrede. En kras vrede.

Og synsvinklen naturligvis. Det er så ubetinget kvindens point of view, for ikke at sige feministens. ”Jeg spytter dig ud” gik ikke i et digt den anden vej rundt – udsagt af ham om hende.

Her har man lyst til at bevæge sig om bag digtet og søge baggrunden for det (der jo også er en af kilderne til dets udtryk og udsagn). Det særegent kvindelige, karakteriseret ved en blanding af kriger og offer, kamp og kapitulation. Med afsæt i noget uforløst. En umættet livshunger, eller hvad ved jeg.

Hvad det skyldes, eller hvem der er den skyldige, giver digtet ikke noget svar på. Kun siges der, at sandet burde være på stranden, ikke i munden. Forsonligt neutralt, men uden forklaring.

Og dermed er der vel bare at konstatere, at det tydeligvis ikke er let at være kvinden i forholdet, men så sandelig heller ikke manden, skulle jeg hilse at sige. Vanskelighederne, udfordringerne, forpligtelserne er gensidige. I livet med flod og ebbe.

Poesien skal bedømmes på sine egne præmisser, og her noterer man sig din evne til at give det autentisk impulsive et usvækket udtryk i den nødvendige kunstneriske ramme. Hvem der kan det, er afgjort ikke nogen dårlig digter.

Sabbath Andersen (SA) 9/7-16