Om Marlene Madsens: “Tiden”

Indledningsvis kan man som læser forledes til at tro, at denne kortprosa har til hensigt at dvæle ved et uskyldigt øjeblik, et stemningsbillede, et ”nu”. Men man når ikke langt ind i næste sætning, før man indser, at teksten ikke lader én slippe så nemt.

Forfatteren skubber os kærligt men bestemt ind i det rum, hvor alle romantiske forestillinger dør, og vi tvinges til at anskue tingene for det de er, intet mere. Herunder også vores egen eksistens og erkendelsen af, at vi blot selv er udsprungne dråber fra et urgammelt ocean, som følger en lov, vi ikke kan ændre, men uafladeligt fascineres til at prøve kræfter med og forsøge at forstå. Med andre ord sætter teksten en stor fed streg under det faktum, at vi ikke kan ophøje vores eksistens til at have større betydning end den, vi selv vælger at tillægge den.

Ensomheden og fortvivlelsen er til at tage og føle på. Den sandhed, vores erfaringer tegner, er blot døde øjeblikke for andre end os selv. At være et menneske med evnen til at reflektere og samtidig i den grad være ude af stand til at formidle den sandhed, vi når frem til om os selv derigennem, kan være ret så angstprovokerende. Alligevel spores der også en afsluttende og fredbringende accept i form af den bevisbyrde, vores ”hylster” med tiden bliver bærer af: ”De fine forgreninger om øjnene, halsens mindre spændstighed, der var de døde bølgers land”. Vi bærer alle det spejl af livet, som vidner om, at vi har levet, og det er stort i sig selv.

Det er ikke første gang, Marlene Madsen beskæftiger sig med tiden og havet, og jeg håber heller ikke, det er den sidste. Forfatteren har en særlig evne til at formidle det komplekse ved at drage paralleller til det, vi alle sammen kender. Kun en tåbe frygter ikke havet, som det siges, og med god grund.
Afslutningsvis må jeg være tro mod mine egne ord og erkende, at det oplevede i selskab med teksten, måske kun er sandhed for mig, Forfatteren har helt sikkert sin egen, og hun har gjort en fremragende figur i forsøget på at formidle den og give os lyst til at grave efter vores egen.

Heidi Sivholm Lægteskov Leonhard (HSL) 19/8-16