Om Marlene Madsens: “KOM”

Et dejligt digt, men den gode digter, som du jo er, lader det ikke kun blive ved det.

Afstanden ser jeg bort fra, for den kan ikke være lang, og målet ligger lige for. Et gentaget ”KOM”, der snarere lyder som en fristelse end en bønlig appel. Man kan ikke forestille sig, den ikke bliver fulgt den opfordring.

Men hvor er du god til altid at få det omgivende med. Som der jo aldrig kan ses bort fra. Ikke kun skal de finde sig tilrette med hinanden, men kærligheden skal jo også finde sig tilrette i sin ramme. Herunder historien, der gik forud, tiden nu og den kommende.

Lidt af en udfordring altså. Og ikke så ligetil, vejen er ikke banet på forhånd. Den skal findes i disen og mellem det knudrede og skarpe eller ”blåmuslingernes ruhed”, som det hedder.

Det er brandgodt gjort, det gennemførte maritime billedsprog i samspil med tidsplanet og den vanskelige rejse mod kærligheden. Med alle facetter i det liv, de sammen skal svømme i.

”Sammenfiltret” lyder som når man ikke kan komme tættere hinanden, men også som noget der ikke kan redes ud. Den ultimative opfyldelse, men også lidt hen ad et skæbnefællesskab, hvor der stadigvæk hænger noget ved. Noget tang, noget ”vraggods” fra tiden før og måske endnu!

”KOM – lad dine bølger sukke mod min kyst”. Hvor er det smukt. Ikke kun udtrykket i sig selv, men TALEN om sukkene, sagt af en der forstår – og i kærlighed.

Digtet skal læses flere gange, der skal lyttes godt ind til det for at få alle nuancer med. Og så endnu engang bliver man overbevist om, hvor dyb og spændende en digter du er.

Sabbath Andersen (SA) 19/5-16