Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Timeglas”

Kompositorisk føres vi tilbage til noget afsluttet. Så betydningsfuldt, at det har sat sig uudslettelige spor og vækker jegets erindringer. Samt refleksioner så omfattende, at de tangerer en selvransagelse og bearbejdning af det tilbagelagte. Scenen altså sat, ikke til en begivenhed, men til et mentalt efterspil.

Dette foregår i samme natur, der også dannede ramme om begyndelsen. Strandsceneriet minder lidt om Skagen, men det er underordnet i forhold til den virkekraft, der endnu engang udgår fra det (havets træk i usynlige tråde, der gør det svært at holde balancen) Og som er i den grad magtfuld, at den kunne give anledning til en gentagelse.

Langsomt går den fulde sammenhæng op for læseren. Det handler om en kvinde i kamp med sig selv som følge af forholdet til to forskellige mænd, der hver især har deres at byde ind med. Efter en affære for år tilbage er hun vendt tilbage til ægteskabet, men stadigvæk fastholdt i et følelsesgreb, der ved gensyn med stedet, hvor det skete, får minderne til at vælde frem. Og igangsætter en intens tankeaktivitet i spændingsfeltet mellem samvittighed og lyst, troskab og kærlighed, latent lidenskab og længsel.

Stilistisk gør det sig gældende lige fra starten, men med en gradvis optrapning hen ad vejen. Mens refleksionerne i første del er indlejret i et naturbillede og indgår i en symbiose med dettes symbollag – den ydre natur som et sindbillede på naturen i hende selv – flytter de mod slutningen ind i et rent bevidsthedsautonom, og novellen antager karakter af ren introspektion.

Det forkætrede og stærkt opreklamerede dogme om ”show don´t tell” opfattes af mange som et absolut must i den narrative fremstillingsform. Men synspunktet vidner, efter min mening, om en manglende sans for den æstetik, der kommer til udtryk i det reflekterende sprogs både syntaks og dybde. Man kan også tale om et mantra uden mening, fordi det formelle ikke er selvberoende, men i samklang med indholdet. Formalisme og essens hører sammen, så stilen bliver en del af budskabet.

Temaet er imidlertid ikke fuldt belyst med dette. Går man yderligere i dybden, når man frem til også en sammenhæng mellem dogmet og mainstreamens hang til overfladisk visualisering, eller omvendt dens skepsis over for og modvilje mod den skriftlige formidling som sådan.

Historisk set skal vi da også et stykke tilbage i den litterære tradition for at støde på en mere udbredt dyrkelse af den modsatte tendens. Tidligst, før Impressionismen og senere i starten af Modernismen. Men så til gengæld med store kunstneriske manifestationer til følge.

Tilbage til novellen. For mig er det interessant at iagttage en litterær stil, der i den grad trodser ovennævnte dogme, samt det ligeså forkætrede ”less is more” (med dets bandlysning af lange helsætninger og kompliceret syntaks). Teknisk set derved selvfølgelig meget tæt på, at en alvidende fortæller tager over. Men indre synsvinkel eller ej, det er stadigvæk HOVEDPERSONENS mentale rum, der kulegraves.

Alt andet end enkelt, og derfor nok kun henvendt til et mindretal af læsere, som JEG så til gengæld tilhører. For lad mig sige, jeg er både imponeret og begejstret over den psykologiske dybdeboring, der demonstreres her. Uden at den ender op i noget entydigt, ja knap nok er en analyse, men alene fremstår som et næsten uoverskueligt tankemylder. Ikke helt ulig modernismens stream of consciousness i virkeligheden.

At tale om et strukturløst bevidsthedskaos i den forbindelse er derimod ikke retvisende. Den mentale proces forløber ikke i tilfældige tankespring og brudte associationskæder, men som følge af spørgsmål der i stedet for at søge svar hele tiden rejser nye spørgsmål og derved på en gang øger tvivlen og blotlægger dybere og dybere lag i de genkaldte dilemmaer.

Bevidstheden er på hårdt arbejde. Herunder den lingvistiske udforskning af ordet ”før” med dets vekslende situationsbetingede betydningsindhold. Det forgangne, det aktuelle og det kommende i lyset af hinanden. Observation og erkendelse af følelseslivets veje og vildveje driver tvivlen helt ud i det ekstreme, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Hovedpersonens forsøg på en analytisk kortlægning af de to forhold, hver for sig indbyrdes og i relation til hende selv, ender op i noget så kompliceret, at en afklaring synes udelukket. Og derfor snarere er pinefuld end forløsende.

Med afsæt i den kendsgerning, en formidabel afslutning, der samtidig giver en forklaring på historiens titel:
”Og nu sad hun her, som et tilstoppet timeglas, hvor øjeblikke aldrig rigtigt passerer, imens livet var i fare for at løbe ud i sandet alligevel. Med al dets fylde delt i to og en evig duel mellem disse, var det svært at nå til vished om, hvad der var styrke og svaghed. Afgørelsen lå i øjeblikket, som lige nu sad fast og aldrig lod tiden passere som før.”

Novellen kunne (som det altid vil være tilfældet) sagtens tåle et minutiøst eftersyn med henblik på nogle småjusteringer i detaljen. Således ville jeg foreslå en lille opblødning af sidste halvdels massive tekstmasse i form af et par ekstra indryk.

Men det turde være fremgået, at det overordnede indtryk er særdeles positivt. Og min lovprisning af forfatterens stil kan kun munde ud i en opfordring til fortsat dyrkelse af denne (gerne suppleret med studier af relevante forbilleder – Henry James, Joyce, Döblin, Musil, Woolf osv). Det kunne blive hendes speciale, for hun har, hvad der skal til, både hvad angår dybdepsykologisk indsigt og tankekraft.

Sabbath Andersen (SA) 6/8-16