Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Forår”

At manøvrere i teksten synes i første omgang ikke så svært. Og lønsomt tillige. Sporene fører lige lukt i retning af kærligheden, som den er, når den er bedst. Ubegribelig, fyldig, diffus og ureflekteret. Naiv i visse tilfælde.

Men at lade det blive ved det – slippe alt af hænde og lade stå til – ligner digteren dårligt. Og heldigvis for digtet, ændrer det kurs mod slutningen og viger uden om ethvert tilløb til banalitet.

For også kærligheden kan jo i det fulde forløb ikke undslippe realiteterne. Den forløber i flere akter, og selv et lille digt som det her har fået den sidste af disse med.

Nuancerne indfinder sig allerede undervejs. ”Jeg længes”, hedder det. Men efter hvad? De tanker, der er ”lagt til tørre”? Det, som er erstattet af ”ingenting”?

Måske endda antydninger af en spændvidde, der rækker fra gevinst til tab? Under alle omstændigheder peger foråret allerede mod høst – udtrykt i digtets eget billedsprog. Og at høste som almen metafor forbinder man normalt med øget indsigt. Men den igen, indsigten, kan jo som høsten selv både være god og dårlig. At vurdere, hvad der ligger i de ”hærdede” frøs symbol, overlades helt til fortolkeren.

Uanset hvordan, så giver din problematisering af indholdet teksten karakter. Noget dens lyriske højdepunkter allerede også har gjort (”lægger tanker til tørre”, ”på stablet ingenting”, ”når min naivitet fordamper under din sol”), og det endelige facit bliver et helstøbt digt i et rigt sprog og med dybde og tankevækkende nuancer.

Sabbath Andersen (SA) 12/7-16