Om Lisbeth Cederholm-Rytters “Cyklus”

At tiden går, kan man blive mindet om på mange måder. Men når det sker, er det sjældent af det gode. Naturens cyklus – katalysatoren i digtet her – er på samme tid evig og en påmindelse om det uomgængelige skred mod noget afsluttet, der er så svær at forholde sig til.

Dermed et essentielt tema slået fast – noget der altid udmærker Lisbeth Cederholms digtning – og udtrykt i en stramholdt metaforik af årstidsbilleder, som symboler på rørelser i jegets indre.

Helheden indrammet på flotteste vis af det gentagne billede af træet i haven. Der også giver digtet karakter af den cyklus, det handler om. Plus at uddrage et facit på grundlag af den. Der rejses det spørgsmål, om cyklussen forbliver ren konstatering eller fører til noget mere.

Til at afgøre det bemærker man, at processen er vital, den skaber nysgerrighed, forundring, mod og vigtigst af alt fornemmelse for gentagelsen. Hvad der i Kierkegaardsk forstand betyder genfundet umiddelbarhed.

Derfor må man konkludere, at cyklussen nok kan være svær at forholde sig til, men tillige giver mulighed for at finde sig selv i nuet. Så at livet fremstår som åbenbaringer, der trækkes ned og trækker hjertet op, som det næsten helt andægtigt lyder i sidste strofe.

Verberne er holdt i nutid, et tempus der genskaber de magiske øjeblikke, samt både de stille bevægelser i en levende natur og de samstemmende i et følsomt sind.

Når hertil lægges den vellykkede komposition af naturens cyklus som ramme for en erkendelsesproces i eksistentiel forstand, gør det digtet til et af forfatterens bedste overhovedet.

Sabbath Andersen (SA) 29/8-16