Om Jopie Leopoldsdotter von Horns “Mit tungsind”

Digtet foreligger i to udgaver. Til originalen (opslået på FB-siden ”Lyrik”) skrev jeg denne kommentar:

”Hvis valget stod mellem lalleglad og tungsindig, ville jeg så afgjort vælge det sidste. Og for en kunstner går det slet uden, så jag det ikke for langt bort.
Under stærk indflydelse af min evige mentor, Søren Kierkegaard, tror jeg som han på, at tungsindet er et resultat af livsangst og derfra en drivkraft i søgen efter mening.
En pinefuld, men eksistentiel nødvendig proces, som vi ikke desto mindre i vor tid forsøger at behandle os fra (vi tror, vi kan behandle os fra alt).”

Allerede med det en indikation af, hvor godt digtet er, når det sådan kan bringe Kierkegaard på banen. Næste akt blev da også en opfølgende lille meningsudveksling mellem digteren og undertegnede om netop tungsind.
Her kunne Jopie godt tilslutte sig mine betragtninger og gik så vidt som til at ændre i digtet, så det nu, som sagt, er i to udgaver. Men af frygt for at blive anset som en slags fortaler for tungsindet, reagerede jeg med følgende replik:

”Dit digt var jo ganske udmærket, som det var. Og det var ingen kritik af det, men kun ment som en supplerende kommentar til dets udsagn.
Og det skulle slet ikke opfattes som et forsøg på at få gendrevet glæden og vækket tungsindet igen. Det kunne aldrig falde mig ind.
Pointen var kun, at er man ikke herre over tungsindet, som det ofte er tilfældet med kunstnere især, skal man ikke betragte dette som udelukkende negativt, men se det som noget, der muligvis kan give mening. I tilværelsen generelt og som potentiale i skabelsesprocessen.”

To udgaver altså af et under alle omstændighed godt digt. Noget for enhver smag. At jeg selv personligt hælder til andenudgaven kan ikke forbavse. Jeg synes, det har gavnet teksten, rent digterisk, at få tilført den nye dimension. Hvilket da også var det, der animerede mig til at indsætte netop denne på sitet.

Sabbath Andersen (SA) 15/7-16