Om Henning Ahle Fjords “Tilstanden Honda”

Ja, en motorcykel er også en tilstand. Det kan jeg, som selv kører (endda Honda), skrive under på. Med det udtryk rammer forfatteren plet.

Motorcyklen gør sig ikke bare ved rå power men kan fremkalde en tilstand af sanselig lidenskab. Nok fordi det kraftbetonede også er kendetegnende for den intense emotion. 

Når man efter et stykke tid er faldet ind i kværnens rytme, begynder tankerne at køre deres egne (vild)veje og kredse om andre ting – også erotiske.  Man bliver let i sjælen, hvor der luftes ud, bogstavelig talt. Hvad der snerrer og hæmmer køres agterud og baner vej for en ekstatisk frimodighed – ja, en maskinelt fremkaldt libido. Også det er mig bekendt, må jeg tilstå. Man fornemmer helt klart sammenhængen mellem ”frihed, kusse og kubikcentimenter”, som der står i digtet At køre motorcykel er som et moderne eventyr. Det forløser alt det psykisk indestængte til en euforisk følelse af frihed og sex.

Så vidt så godt, men der er mere endnu. For det er jo machomandens oplevelse af sagen, og den er ikke idel lykke. Måske slet ikke så fri endda. Der tales en del om genetiske faktorer i digtet. Magtbegær og herskesyge indlejret i arvemassen. Maskinen som middel til den totale dominans.

Når de moralske parader sænkes i den dionysiske udgave af friheden opstår en fare for, at lystfølelsen udmønter sig i anfægtelser med klare advarselssignaler fra sindets undergrund. Og med dem rejses tvivl om egen identitet. Man stilles over for spørgsmålet: Hvem er jeg egentlig? Måske slet ikke den, jeg gerne vil være – det støvlebeklædte overmenneske, forføreren på sin potensforlængende maskine (alt sammen inden nutidens Mig-kultur med dens selviscenesættelser for alvor sætter sig igennem vel at mærke).

Kommer der så en kvinde på bagsmækken, er der endnu mere på spil, og problemkomplekset tilføres yderligere dimensioner: Med det chauvinistiske vrid på gashåndtaget, herskerrollens manifestation, følger en tvedeling på tværs af køn, som kun noget, der ligner et styrt eller en katastrofe, kan udligne, og da er det måske for sent – eller lige meget.

Titlen associerer helt tydeligt til Cecil Bødkers kendte novelle, ”Tilstanden Harley”. Kun er Harley Davidson-cyklen skiftet ud med en Honda. Men tematisk er der også referencepunkter mellem novellen og digtet. Begge tekster med identitetsproblematikken som et vigtigt omdrejningspunkt. 

Det er et godt digt i en forfriskende ny, modernistisk genre og desuden en tekst, der sætter mange tanker i gang. Min anmeldelse måske snarere en parafrase på det grundlag end en egentlig analyse. Gående helt til roden af teksten mener jeg, at den dybest set handler om en blotlæggelse af dramaet mellem mand og kvinde i situationer som her, hvor det hårdt pumpede egos maskuline driftsnatur får et ordentligt skud adrenalin, på grænsen til det destruktive.

Spillet mellem de to køn i øvrigt ikke et ukendt motiv i Hennings forfatterskab.

Sabbath Andersen (SA) 03/11-19