Om Henning Ahle Fjords “Strandauktionen”

”Strandauktionen” er Henning Ahle Fjords seneste skud på stammen af prosastykker fra Vestjylland. Om landsdelens egenartede folkesjæl med alle dennes facetter, både de positive og mindre positive.

Fortællerstemmen i lidt højere grad causerende end ved tidligere lejligheder, men fremstillingen af auktionsmiljøet med det vanlige glimt i øjet og den humor, der udgår fra både kærlighed og en smule distance.

Og så naturen – den har forfatteren normalt inde under huden og kan derfor skildre så levende og følt som ikke mange andre. Naturscenariet i det her tilfælde dog beskrevet som usædvanligt stille og derfor ikke så overbevisende (”Videre langs stranden hvor havet tyst akkompagnerer deres tanker.”) Tjener nærmest alene som rekvisit i den gryende forelskelse, der også hører med i temabuketten. Lidt mere om det senere.
.
Historien har et selvbiografisk tilsnit og udspiller sig nogle årtier tilbage. Som de fleste af Hennings noveller gør. Altid med et strejf af nostalgi, og det kan ikke være anderledes, for det Jylland, der tegnes her eksisterer vel knap nok længere. Jo, den storslåede natur og det barske vejrlig med den evige blæst, men hvad menneskene angår, så er de typer, der befolker historierne, i dag nok ved at uddø som art. Et i demografisk henseende trist kapitel.

Stofvalget fra det forgangne er almindeligvis ret underholdende, og jeg har altid konsumeret fortællingerne med fornøjelse, men efter tilstrækkeligt mange læsninger sidder man også tilbage med en smule længsel efter lidt mere kant i motivvalget. Især når man tillige kender forfatterens digte (som jeg i øvrigt p.t. har tæt inde på livet). Den dybde og alvor disse kan have finder man ikke, og i hvert fald ikke så velartikuleret, i omtalte prosatekster.

Det fører mig direkte over i hovedhandlingens indbyggede love affair, som kulminerer i novellens slutfase. Den havde jeg, rent ud sagt, helst været foruden. Selv med omtalen af både røv og balder, afsløres det alt for tydeligt, at forfatteren her ikke er på nær samme hjemmebane, som når han zoomer ind på egnens autentiske folkefærd og naturen.

Det let kejtede islæt (og skal jeg være oprigtig uartig – med en dialog i til tider betænkelig nærhed af det ugebladsagtige) virker påklistret og i princippet lige så konstrueret som, når fordums biedermeierromantikere (en Christian Winther f.eks.) kastede sig ud i deres forlorne og virkelighedsfjerne idyllisering af livet på landet.

Først senere tegnedes et sandfærdigt billede af forholdene der, og man kunne ønske, at Henning til kommende historier i højere grad lod sig inspirere af 1900tallets jyske fortællere, eller måske endnu mere nærliggende – nulevende Knud Sørensens kritiske betragtninger over den negative udvikling i det jyske.

Som allerede nævnt, hvad befolkningssammensætningen angår, ligner selv den yderste kant af Jylland ikke længere sig selv. Især ikke om sommeren. Turistinvasionen er med i novellen, men kun perifert, så, kære litterat, nu kunne det være tiltrængt med nogle mere følelige svirp til nutidens dominerende folkefærd derude.

Med fokus på eksempelvis storbyfolkets udflytning af hele hovedstaden til Skagen i højsæsonen. Her er der nok at ironisere over og kunne sagtens give afløb for en mere ætsende humor. Lad dette være et forslag til dine fremtidige skildringer af regionen.

Sabbath Andersen (SA) 02/10/18