Om Henning Ahle Fjords “Dengang – under jorden”

Henning Ahle Fjord er jo nok den ældste blandt Tekstforums skribenter, men det er ikke til at mærke. Hans vitalitet som forfatter er usvækket, hvilket den novelle, der skal anmeldes her, vidner om.

Men lad os lige først få overstået et par negative aspekter:

Fortællingen er lidt langstrakt og kunne godt trænge til en opstramning. F.eks. synes jeg, at hovedpersonernes første udflugt sagtens kunne have været udeladt, uden at det ville tage noget fra historien som helhed.

Henning fortæller ligefremt, men også en smule monotont. Lidt mere vitalitet, lidt flere temposkift ville kvikke gevaldigt op på sproget. Handlingen er jo fuld af nerve og falder ikke så godt i tråd med det lavmælte og stilfærdige, som han ellers excellerer i, og som gør sig så godt i andre sammenhænge.

Fortællemåden savner kort sagt en smule saft og kraft. Men billedet af bunkerens indre får han fint frem, Og dets uhygge kommer føleligt til udtryk. Der er også ansatser til de elementære spændingsmomenter, der kendetegner den gysergenre, historien læner sig op ad.

Ovennævnte kritik af formmæssige detaljer må imidlertid ikke skygge for, hvad en dybere fortolkning af handlingen giver indsigt i og som tegner sig for novellens egentlige kvalitet. Et markant løft i alvorsniveauet – også et stykke over hans tidligere prosatekster (som ellers altid har budt på god underholdning med deres hjemstavnsskildringer af land og befolkning og med masser af lune og glimt i øjet).

Hvad der især udmærker novellen her skyldes primært, at man bag den aktuelle fortælling aner en yderligere fortælling, som så tilføjer historien den ekstra dimension, der i hvert fald vækker min interesse.

Samt vækker associationer til en ganske bestemt novelletradition fra 60erne og 70erne. Det var dengang frisindet for alvor fik sit gennembrud og dæmoniserede alle hæmninger. Ganske vist var der noget skabelonagtig over denne freudiansk inspirerede litteratur, men også mættet med fortættet symbolstof undervejs.

 Især er der to historier, der rinder mig i hu ved læsningen af fortællingen: ”Hed august” af Knud Holst (jeg ved ikke om navnet længere siger folk så meget) og ”Drivhuset” af den mere kendte Anders Bodelsen.

Begge noveller handler ligesom Hennings om mødet mellem to pubertetsbefængte unge, en dreng og en pige, der er ude i et fælles projekt, en udforskning af ubekendt terræn, forstået som det erotiske univers, og med kulmination i deres seksuelle debut. Akkurat som det bliver tilfældet i foreliggende udgave af tematikken.

Overordnet set er ”Dengang – under jorden” en historie om overgangen fra barn til voksen, samt dette springs mentale konfliktstof i form af både fascination af og ængstelse ved det ukendte. Alt dette rummes i bunkeren, der med dens underjordiske netværk af gange og labyrinter, slimede, glatte sten og stank af råddenskab er et billede på en ny virkelighed til afløsning af den uskyldsrene.

Herinde gribes de af spændingen ved at trænge ind i eventyrets verden, mødet med uhyggen dér og på det psykologiske plan desuden underkastet ambivalensen mellem tiltrækning og anfægtelse. Men er i virkeligheden mest optaget af hinanden og rollespillet imellem dem.

Desuden lettelse over at slippe ud igen og op til udflugtens ikke så lidt frisindede, erotiske punktum, klimaksen bogstavelig talt, som de i sidste ende hele tiden har famlet sig frem til.

Jeg ved ikke om det er tilsigtet, men nysgerrigheden, der drager dem længere og længere ind i mørket og helt hen til kanten af farlige. dybe skakter, udlægger jeg som en allegori med allusion til syndefaldsmyten. Mange tegn tyder på det. Der er æblemotivet, fristelsestemaet, overtrædelsen af forbuddet, skjulet (jf. en meget central replik i den sammenhæng: ”han siger, at de kan sætte sig på afsatsen og blive ét med dette sære rum, hvor de er helt væk fra verden”). Og endelig – den rebelske frigørelse fra autoriteter med disses prægning af barnesindet leder også forståelsen i den retning. 

Min konklusion peger på en novelle om den første erotiske oplevelse, der på en særlig måde giver virkeligheden en helt ny dimension. Som man først i voksenlivet gøres fortrolig med, og som betinger hovedpersonernes senere gensyn. De genses i netop denne nye fortrolighed, men også i fælles, endnu frisk erindring om det afgørende møde for 45 år siden: ”Du smager af æbler, siger hun.” Ligesom hendes eget skød gjorde i sin tid.

Denne slutscene skal uden tvivl gøre det ud for et lykkeligt højdepunkt. Frisindets triumf over hændelsen dengang. Men i henseende til ungdomsoplevelsens ydre og ikke mindst indre drama, som den dybere fortolkning af historien har gravet frem, udgør den tillige et paradoksalt antiklimaks. En realisering af det almene (med et Kierkegaard-udtryk), for ikke at sige banale, samt en forflygtigelse med sigte på en illusorisk uddrivelse af synden (som Kierkegaard også ville sige). Friheden, i virkeligheden vendt på hovedet og gjort til intet.

Sabbath Andersen (SA) 04/05/19