Om Helle Bengtssons ”Champagnegalop”

Du kredser jo meget om det at finde sig tilrette i tilværelsen. Og så går det ellers fra de dybeste huller til de højeste tinder. Se bare f.eks. sådan et som ”Brændemærket”, i forhold til det her champagnedigt.

Og så er der dem midt imellem. På overgangene. Dem der samler sig til en beslutning af en art, og med (flygtige) øjebliksbilleder af håb (”Der mangler en brik”, ”Danse i måneskin”).

Et helt katalog over livets op- og nedture, altså. Dets kampe og dets lykke og fred. De sidstnævnte noget i undertal, men her har vi et af dem.

Ja, her er stemningen da vist ret så fornøjet, for ikke at sige euforisk. Og med en afsmittende virkning på læseren.
Dog, også nu – med indtrykket af dine andre digte in mente – lader en lille alarmklokke sig høre. I hvert fald hos undertegnede.
Dette brus af fest er lidt forceret, overstrømmende og næsten for meget. I hvert fald lige til kanten, bogstavelig talt. Der er en rus af glæde, men beruselse har det med at klinge ret hurtigt af igen.
Som sådan skal digtet måske slet ikke henregnes blandt de ubetinget lykkelige, men snarere til de søgende med fokus på øjeblikket. Samt i skyggen af noget modsat, der ikke helt er fralagt og glemt. Sidste linje er i den henseende meget sigende: ”Lykkelig bag facaden”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke – er den egentlige drivkraft en latent desperation måske?

Formelt, er det derimod helt lydefrit og uden knaster. Ikke noget at komme efter. Du har fuldstændig kontrol over udtrykssiden, og digtet flyder ubesværet fra start til slut.
Det sproglige ikke opstyltet, men i fuldendt match med indholdet.
Og en vending som ”Ligge i ske med livet” er jo et fortræffeligt udtryk.

Dermed fik jeg også sagt lidt om det formelle, din stilsikkerhed i den henseende. Men først og fremmest er det tematikken i digtene, der fænger.
Aldrig overfladisk, altid med en skrøbelig dybde, og selv med udgangspunkt i det personlige altid med noget, de fleste kan forholde sig til.